Læsetid: 3 min.

Public service a la Plummer

Kenneth Plummer langede ud efter de kommercielle tv-stationer og åbnede for tanken om en 24-timers nyhedskanal på en public service konference i København
7. september 2005

"Du har sneget dig stille ind ad døren - i hvert fald mere stille end den måde du tiltrådte som generaldirektør på," bemærker ordstyrer Poul Henrik Jensen, da DR's nye generaldirektør Kenneth Plummer skal indtage talerstolen på konferencen 'Public Service i Europa' i Vartov i København. Og det var en mere afdæmpet Kenneth Plummer, der i går fremlagde sin vision for fremtidens DR foran kolleger, politikere og andre public service interesserede. Der var ingen eksplosive, politiske udmeldinger, og Kenneth Plummer har tilsyneladende lyttet til den kritik, han modtog fra sine medarbejdere på P1 på et internt møde i går. Han lagde vægt på DR's politiske uafhængighed, og mens han i Information den 19. august understregede, at det var bestyrelsen og direktionen, der stod for DR's daglige virksomhed, var medarbejderne nu tilføjet til Plummers 'vi'.

"DR er omgivet af mange interessenter, der har stærke meninger og gode råd. Vi lytter altid til gode råd, men når solen går ned, er det DR's bestyrelse, direktion og medarbejdere, der bestemmer," sagde han.

Vi bestemmer farten

Plummer opridsede de udfordringer, som DR arbejder med i forberedelserne til forhandlingerne om medieforliget, blandt andet i forhold til DR's programudbud. Han har flere gang udtrykt sit ønske om, at DR kan nå ud på flere platforme end tv, radio, internet og mobiltelefon og dermed bruges af flere danskere end i dag.

"Vi er i en situation, hvor de kommercielle tv-stationer tror, at det er deres gudgivne ret at bestemme rammerne for DR's udbud. Det vil jeg vende på hovedet. Det er DR, der har public service berettigelsen," understregede Kenneth Plummer.

DR pusler også med tankerne om flere nichekanaler, fortalte generaldirektøren. Han nævnte sin egen drøm om en børne- og ungdomskanal, muligvis en videnskabskanal og åbnede for første gang for nyhedsdirektør Lisbeth Knudsens mangeårige ønske om en 24 timers nyhedskanal - en tanke, han hidtil har være skeptisk over for.

"Jeg kan berolige de af jer, der tror, vi bevæger os i retning af de kommercielle stationer med for eksempel en børne- og ungdomskanal - vi tænker i en helt anden kvalitetsdimension, end de gør," sagde Kenneth Plummer og påpegede, at DR har forskellige parametre i forhold til for eksempel troværdighed og dybde, som de programmer, man overvejer at indkøbe, skal leve op til.

"Her tænker de kommercielle stationer: Hvis der er seere i lortet, så er det det, vi skal bringe."

Lovlig finansiering

Endelig vovede Kenneth Plummer sig ud i diskussionen om brugerbetaling og fremtidens finansiering af DR. Han gjorde det klart, at han stadig er fortaler for brugerbetaling i begrænset omfang, for eksempel for personlige ekstraydelser.

"Hvis man er vild med fransk politik og gerne vil have leveret alle nyheder om fransk politik på sin computer og sin mobiltelefon, synes vi, at det er rimeligt, at brugeren selv betaler, frem for at det betales over licensen. Men det skal vi nok få mange spændende diskussioner om til forhandlingerne om medieforliget," bemærkede Kenneth Plummer med et smil.

I debatten om DR's samlede finansiering har forslag om en husstandsafgift eller en skat til DR i stedet for den nuværende licensordning været oppe at vende. Kenneth Plummer understregede, at alle - også dem, der i dag kan se gratis tv på computeren - skal være med til at betale.

"Men det er vigtigt at holde fast i DR's politiske uafhængighed - og det bliver sværere, når vi nærmer os tanken om DR på finansloven," sagde Plummer.

Information dokumenterede inden Plummers tiltræden, at det ikke er økonomisk rentabelt for DR at udvide sin kommercielle virksomhed eller indføre brugerbetaling, da indtægterne ifølge gældende EU-regler om statsstøtte sal modregnes i licensmidlerne. Kenneth Plummer understreger dog, at DR's oplæg til medieforliget vil overholde alle EU-regler.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her