Læsetid: 4 min.

Putin lurer og vinder

12. februar 2003

Den russiske præsident Vladimir Putin er en rigtig god pokerspiller. Hans lidt grå og veltrænede FSB-ansigtstræk afslører kun sjældent de egentlige bevæggrunde bag hans og dermed Ruslands næste udspil i det internationale geopolitiske spil. Også på det område er han en diametral modsætning til sin forgænger, Boris Jeltsin, der ikke forstod sig på diplomatiets fiksfakserier, men ofte optrådte som en elefant i et spil kegler. Gamle Boris formåede aldrig at skjule sine følelser eller hensigter, og Rusland mistede mange stik på den konto.
For eksempel mistede Rusland næsten enhver indflydelse i Eks-jugoslavien og på Balkan som følge af en hårdnakket og traditionsstyret støtte til Milosevic. Rusland tabte og meddelte her for nyligt, at man nu trækker de sidste fredsbevarende tropper ud af Eks-jugoslavien.
Sådan er det ikke med Putin. Han har lært lektien fra Jugoslavien. Han holder kortene tæt ind til sig. Og vinder på grund af en matematisk veltilrettelagt og særdeles pragmatisk russisk udenrigspolitik. Det gør han formentlig også i spillet om Irak.

Putins Rusland har manøvreret sig ud i en win-win-position. Som The Wall Street Journal skrev forleden, så har præsident Putin systematisk ført en linje overfor USA, Irak og Vesteuropa, der tillader Rusland at uddrage maksimale fordele af en kommende krig imod Irak.
Udgangspunktet er, at Putin for længst har indset, at Rusland ikke længere er Verdens anden supermagt, og at landet derfor ikke alene kan udgøre nogen modpol til USA. Det langsigtede mål, som den russiske præsident ofte har talt om, er selvfølgelig, at USA ikke skal være eneherskende på den internationale scene. Putin ønsker i stedet at oprette, hvad russerne kalder en ’mangepolær Verden’, hvor Rusland, tæt integreret i både Vesteuropa og de internationale organisationer kommer til at spille en væsentlig rolle. Men i lyset af den reelle internationale situation og den russiske økonomiske formåen, har Kreml for længst erkendt, at det er et mål langt ude i fremtiden.
Og som den pragmatiker, han er, har den russiske præsident taget konsekvensen af denne erkendelse. Noget man ikke nødvendigvs kan sige om hans udenrigsminister og hæren af konservative embedsmænd, der pr. definition og tradition er modstandere af den gamle koldkrigsfjende USA. Men i dagens Rusland er det under alle omstændigheder den ekstremt populære Putin, der bestemmer.

I stedet for hårdnakket men håbløst at forsøge at spænde ben for USA er præsident Putin, som The Daily Telegraph skriver »helt besluttet på ikke at skabe trusler imod Rusland ved at gå imod tendenser, som han alligevel ikke kan standse. I stedet stræber han efter at vende disse tendenser til sin egen fordel.«
Putin ved udmærket, at USA’s krig imod Irak formentlig kommer snart og bliver vundet hurtigt. Og i en situation, hvor Rusland risikerer at miste både tilbagebetaling af den irakiske gæld på otte-ni milliarder dollar og de russiske olieselskabers andel i oliebyttet i Irak, kan Putin ikke tillade sig at lægge sig for alvor ud med USA.
Derfor er der meget, der taler for rigtigheden af de mange, men ubekræftede formodninger om, at USA og Rusland på forhånd har indgået en aftale. Rusland støtter ikke direkte USA’s krig, men farer heller ikke voldsomt frem imod den. Til gengæld har USA ifølge denne konspirationsteori lovet, at flere tjetjenske grupperinger kommer på den amerikanske liste over terroristorganisationer. Det var næppe tilfældigt, at den amerikanske udenrigsminister for nyligt fra FN’s talerstol åbent talte om en forbindelse mellem bin Laden og tjetjenske oprørsgrupper. Putin har iøvrigt stor goodwill hos præsident George Bush, fordi det var ham, der som den første statsleder greb telefonen og meddelte sin fulde sympati og støtte til USA efter 11. september.
Desuden skal USA ifølge teorien have lovet Putin, at det kommende nye styre i Bagdad betaler gælden tilbage til Rusland og at de russiske olieselskaber, der i forvejen har dybe boringer i den irakiske ørken, får del i oliekagen.

Det er næppe heller uden grund, at Vagit Alekpjorov, lederen af det gigantiske russiske olieselskab LUKOIL, forleden sagde: »Vores kontrakt med Irak står ved magt«. Det sagde han på trods af, at Saddam Husseins olieminister netop havde ophævet kontrakten.
Alligevel sagde Putin med sit pokerfjæs forleden, at Rusland aldrig ville indgå i en studehandel om Irak.
Denne lurepassen i forhold til USA giver samtidig Putin manøvrerum i forhold til vennerne i Vesteuropa, der alle står på spring for at sikre sig russiske olieleverancer i tilfælde af knaphed i forbindelse med den kommende krig og uroen i Mellemøsten. Nok udtalte han sig på sin rejse til Tyskland og Frankrig de seneste dage positivt om den fransk-tyske plan for at forhindre en krig uden om FN. Og nok taler han om at afvente våbeninspektørernes rapport, men han har ikke lovet at nedlægge veto i Sikkerhedsrådet imod en ny pro-amerikansk resolution. Tværtimod har hans retorik i tiden før rejsen til Vesteuropa været stadig barskere over for de tidligere koldkrigsvenner i Bagdad. Derfor har han heller ikke sat det gode forhold til »min gode ven Tony« på spil.
Ingen er vist i tvivl om, at Putin, når det kommer til stykket, indirekte eller direkte vil vælge at støtte eller melde pas, hvis amerikanerne ønsker at gå enegang med englænderne overfor Irak. Indtil da kan Putin nyde rollen, som bindeled og mægler mellem USA og Frankrig-Tyskland. En ønskeposition, som Rusland længe har higet efter.

pd

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her