Læsetid: 3 min.

Putinismen i teatret

31. oktober 2006

En elefant kom marcherende - fandt at vejen var så interessant, at den bød op endnu en elefant...

Og sammen bryggede de en Strategiplan for Københavns Teater, som den sidste tid er årsagen til den ene skandale efter den anden. Folk aftræder og tiltræder, folk fyres og hyres. Der tales om kammerateri, Berufsverbot, lovovertrædelser, bevidst fusk osv., osv.

Altsammen på grund af en Strategiplan, der på overfladen kan synes interessant og visionær - og som på nogle punkter er det - men som på de vigtigste punkter nærmer sig putinisme. Og det er disse punkter, som har skabt et ramaskrig blandt kunstnerne.

Socialdemokrater har været med til at stykke denne strategiplan sammen - men er I socialdemokrater sikre på, at I har hørt efter? Eller burde I - også grundet alle skandalerne - måske kigge den efter i sømmene igen?

Den 25. februar 2003 fremsatt Jytte Andersen sammen med seks andre socialdemokrater beslutningsforslag nr. B 98 vedrørende teaterpolitik, som hun - som der så fint står - anbefalede til Tingets velvillige behandling. Et beslutningsforslag, som går stik imod Strategiplanen på præcis de punkter, som mange har reageret imod.

Alsidighed

I beslutningsforlaget står blandt andet:

"Både det samlede teatermiljø og de enkelte teatre bliver idag bedømt på belægningsprocenter, det vil sige deres evne til at tiltrække publikum til forestillingerne. Dette kriterium er problematisk. Belægningsprocenten siger ikke umiddelbart noget om teatrets eller forestillingernes kunstneriske og udviklingsmæssige kvalitet, men i højere grad noget om et teaters evne til at tiltrække publikum på kommerciel basis. Dette trækker udviklingen af teatret i den forkerte retning i forhold til teaterlovens formål om kunstnerisk og kvalitetsmæssig udvikling af teatret. Den kunstneriske udvikling af teatret sikrer, at teatret har den værdi og betydning for samfundet og samfundsudviklingen, som er grundlaget for dansk teaterpolitik."

Senere kan man læse: "Hvad angår alsidigheden, er der en fødekæde i teaterlandskabet. Det betyder, at hvert enkelt teater udviklingsmæssigt og kunstnerisk repræsenterer et led i en fødekæde, der samlet udgør teaterlandskabet. Udover at sikre alsidigheden genererer hvert led, det vil sige hvert teater, publikum; des større alsidighed og udbud des flere publikummer. Derfor er det vigtigt, at der ikke lukkes teatre, samt at eksisterende scener udnyttes bedst muligt."

Og til sidst kommer et par meget præcise udmeldinger :

"Teatrenes bestyrelser skal være professionelle og uafhængige, men ikke politiske." Og: "Armslængdeprincippet i teaterlovgivningen skal overholdes."

Start forfra

Nu er spørgsmålet så til jer - Helle Thorning-Schmidt, Jytte Andersen, Mogens Jensen og andre socialdemokrater, der enten har været med til at lave denne Strategiplan eller indirekte har sagt god for den - hvordan kan I gå med til lukke 3 teatre, placere et flertal indirekte udpeget af den siddende kulturminister i hvert enkelt teaters bestyrelse, samt afkræve belægningsprocenter på op til 85 pct.?

Måske skulle I kigge på det en ekstra gang? Og måske skulle vi starte forfra, hvorfra vi kom? For nu at bruge jeres egne ord til slut i jeres beslutningsforslag: Vi henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Indlægget er underskrevet af:

Trine Appel, Mette Maria Ahrenkiel, Donald Andersen, Nadia Auda, Pilou Asbæk, Thomas Bendixen, Tue Biering, Marina Bouras, Joen Bille, Martin Buch, Simon Boberg, Carsten Bjørnlund, Jeanne Boel, Rasmus Botoft, Julie Carlsen, Kenneth Carmohn, Christian Damsgaard, Marita Dalsgaard, Ole Ernst, Mette Frank, Claus Flygare, Ditte Gråbøl, Peter Gantzler, Peter Oliver Hansen, Ellen Hillingsøe, Susanne Heinrich, Paul Hüttel, Søren Hauch-Fausbøll, Paw Henriksen, Louise Herbert, Stig Hoffmeyer, Flemming Jensen, Olaf Johannessen, Henrik Jandorf, Henrik Koefoed, Anders G. Koch, Folmer Kristensen, Pelle Koppel, Jesper Lohmann, Ole Lemmeke, Thure Lindhardt, Morten Lützhøft, Karen-Lise Mynster, Lars Mikkelsen, Charlotte Munck, Thomas Mørk, Thomas Magnussen, Laura Müller, Birthe Neumann, Susan A. Olsen, Signe Egholm Olsen, Baard Owe, Mogens Pedersen, Stine Prætorius, Peter Pilegaard, Pernille Pettersson, Elisabeth von Rosen, Anna Reumert, Trine Runge, Maria Stokholm, Jens Jørn Spottag, Søren Sætter-Lassen, Søren Spanning, Maibritt Saerens, Bodil Sangill, Morten Suurballe, Anette Støvelbæk, Peter Schrøder, Bolette Schrøder, Niels Anders Thorn, Morten Thunbo, Rikke Weissfeld, Erik Wedersøe, Jacob Weble, Lisbeth Wulff

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu