Læsetid: 7 min.

Putins Rusland: En åndelig ørken

Med mordet på Anna Politkovskaja bortfaldt den sidste markante dissident, der turde tale Putins skindemokrati imod - end ikke Stalin formåede i samme grad at udmarve russiske kunstnere og intellektuelle for oppositionel skaberkraft
30. oktober 2006

Til forskel fra, hvad vi fornemmer her i det chilenske finisterre (verdens ende, red.), har man i det gamle Europa, selv i det iberiske hjørne, det indtryk, at nyhederne kommer i konstant bombadement. Hver eneste dag har sin iver, sin overraskelse, og ofte er overraskelsen grum, ja, forfærdelig. For tre år siden deltog jeg i Berlin i en international bedømmelseskomité for reportagejournalistik. Magasinet Lettre Internationale, som jeg havde samarbejdet med et par gange, havde inviteret mig. Jeg fik derfor lejlighed til at læse et stort udvalg af manuskripter oversat fra kinesisk og andre sprog og til engelsk, fransk og spansk. Vinderteksten, som jeg selv - og uden tvivl i mit sind - gav min stemme, var en en reportage af en russisk journalist, Anna Politkovskaja, om krigen i Tjetjenien. Det var historien om en skæbnesvanger krig beskrevet indefra, fortalt med ubetvivleligt mod og i den rå og direkte stil, som hører genren til, men som nærmest ikke findes i russisk litterær tradition. Jeg mindes de verbale konfrontationer, journalisten havde haft med officerer, der var skyld i diverse grusomheder. Når man læste om disse konfrontationer, fik man følelsen af, at militærmændene når som helst kunne finde på at trække deres pistol for med et par skud at skille sig af med denne forstyrrende samtalepartner. Ifølge nordamerikanske nyhedsmedier var Politkovskaja undertiden tankeløs og optrådte som en uerfaren. Men vi er nødt til at spørge os selv, hvilke muligheder hun kan have haft for at erhverve store erfaringer som reporter i et land, hvor pressefriheden så at sige er ganske ukendt, og hvor den frie reportage som genre først begyndte at eksistere i hendes ungdomsår.

Den tartariske tidsel

Jeg husker, hun engang fortalte om en roman af Leo Tolstoj, Hadji Murat, og om dens profetiske karakter. Da Tolstoj aftjente sin værnepligt i regionen omkring Sebastopol i midten af det 19. århundrede, blev han på nært hold vidne til og nærmest deltager i tjetjenernes separatistkrig, der var meget lig den, vi kender i dag. I romanen bruger han en metafor, som jeg stadig husker tydeligt. Fortælleren sammenligner Tjetjenien med en speciel tidselart med navnet 'den tartariske tidsel'. Man prøver at rive den fri af jorden, forklarer fortælleren, mens man får dybe sår i hænderne, det bliver mere besværligt, og man sveder som forbandet, og tidslen sidder stadig fast. Selvfølgelig er det set med russiske øjne, men det er også resultatet af en smertefuld og unik erfaring. Det er sandsynligt at Tolstojs forblev mærket af sin vision resten af sit liv i kraft af dens steder og de personer, der kæmpede så hård en national modstandskamp, så kompleks, så enigmatisk som Hadji Murat, guerillasoldaten der havde forvandlet sig til en legende.

I dag kender vi den dramatiske slutning på Anna Politkovskajas historie. Hun vendte mange gange tilbage til det tjetjenske område, og hun forlod aldrig sin post som angiver af denne krigs uhyrligheder, og blev til sidst i en alder af 48 myrdet i Moskva ved indgangen til elevatoren i sin bolig af en professionel lejemorder.

Hun havde været truet mange gange før, og vi ved for længst, i hvilken retning alle indicier peger. De uopklarede mord udført af lejemordere udgør en lang række i Rusland i de senere år. Ofrene er journalister, fagmænd og forretningsmænd, der på forskellig vis har lagt sig ud med den officielle politik. Dagene efter denne nye forbrydelse nedlod Vladimir Putin sig end ikke til at nævne hændelsen med blot en enkelt bemærkning. Først efter lange samtaler med Angela Merkel indrømmede han omsider, at mordet på Anna Politkovskaja er mere skadeligt for den russiske regering, end hendes ytringer om krigen i Tjetjenien var. Han har yderligere fastholdt et kriterium, der er meget karakteristisk for det postsovjetiske Rusland: Journalistikkens indflydelse, hvor stridsom den end er, på regeringens egentlige handlinger er begrænset, for ikke at sige fuldkommen marginal.

Med andre ord ønsker Putin at få os til tro, at mordet er hans politiske fjenders sandsynlige værk og ikke udført af hans egne hemmelige håndlangere. Men det hænder, at et Rusland domineret af mafiaer og udstyret med en kun spirende retstilstand har tilbøjelighed til at søge tilflugt til metoder, som er sammenlignelige med dem, Lavrentij Berija og andre chefer for Stalins hemmelige politi benyttede. Og når dette overvejes, bør man ikke glemme, at Putin startede sin karriere i sikkerhedstjenesten.

Bedst at vide besked

Hvis man betragter det aktuelle panorama uden fordomme og uden at gøre sig illusioner, er konklusionerne foruroligende. Kommer vi nogensinde til at vide noget om mordet på Politkovskaja, ud over de skæbnesvangre billeder, vi har af hendes morder få minutter før forbrydelsen? Vi i Chile, og det tror jeg er vores fortjeneste, ved meget og er på vej til at vide endnu mere, og det til trods for al kritik, især fra europæisk side, om forbrydelserne mod Orlando Letelier, general Prats (demokratisk general, modstander af Pinochet, red.), Carmelo Soria (spansk-chilensk FN-medarbejder, red.) og mange andre af vores toturerede og forsvundne.

Ofte føler vi os fristede til at bede om en endelig afslutning - om at få lagt låg på. Men virkeligheden i dag viser os, at det er bedre at vide besked, at uddrive fantasmerne og dæmonerne, som den kollektive erindring hæger om, end at tildele tavshed og uvidenhed status som det politiske systems vilkår. Efter mordet på Orlando Letelier (chilensk økonom, medlem af Allendes regering, red.), for at give et konkret eksempel, fastholdt talsmænd fra diktaturet i alle vendinger, at forbrydelsen skadede Pinochets styre og kun var til fordel for hans fjender. Dette viser, at autoritære regimer overalt og til alle tider handler med de samme betingede reflekser. Desuden lyver de om deres egentlige mål: Med hver eneste forbrydelse søger dikaturet ikke bare at tilintetgøre en specifik fjende, men derimod yderligere at skræmme og skabe en overordnet og alt gennemtrængende kollektiv frygt. Kommunismen, som vi kender den fra det 20. århundrede, har globalt set nået sin afslutning med marginale undtagelser, men vi har endnu ikke undersøgt postkommunismens temaer til bunds. Hvis man tænker på figurer som Isaak Babel, Osip Mandelstam, Mihail Bulgakov, Alexander Solsjenitsyn, hvis man tænker på den illusionsløse videnskabsmand, der blev dissident, som tilfældet var med Andrej Sakharov, kommer man til den urovækkende konklusion, at situationen i dag måske er værre end dengang.

De store dissidenter havde, især i årene der fulgte efter Stalins død, i det mindste muligheden for at være kritiske intellektuelle og samtidig forsøge at udnytte retsysstemets juridiske regler til at forsvare sig. Boris Pasternak kunne for eksempel ikke rejse til Stockholm for at modtage sin Nobelpris, men han kunne overleve inden for sit lands grænser og have indflydelse internt som den ekstraordinære poet, tænker, og oversætter han uden tvivl var. Jeg har en gang besøgt hans datja i Peredelkino og fik indtryk af en årvågen og lænket kraft, der dog lod sig mærke på kryds og tværs af hele territoriet.

Rusland er en ørken

Man kan således nå frem til en paradoksal konklusion. Stalin opnåede ikke og ønskede til en vis grad heller ikke at ødelægge sit lands kulturelle tradition. Og det er sandsynligt, at de enorme anstrengelser, som krigen havde krævet, yderligere havde presset ham til at befri værdier, som havde en eller anden form for relation med noget, man kan kalde den russiske ånd. Når jeg lytter til en af Dimitri Sjostakovitjs symfonier eller en kantate af Prokofjev, når jeg læser et digt af Pasternak eller af Anna Akhmatova, føler jeg, at denne energi, denne dybdegående kreativitet kunne eksistere til trods for Stalins styre. Og Stalin, denne diktator med intuition, snedighed og kendskab til sit land, omgik disse krafter med synlig kløgt. Historien fra denne periode er fuld af mærkværdige episoder af møder mellem folkets fader og de store personligheder fra biografens, teatrets, musikkens og poesiens verden. Det hændte endda, at han lykønskede filmmanden Einsenstein efter premieren på Ivan den Grusomme for derefter at forbyde, at filmen blev fremvist.

I vore dages Rusland, i Vladimir Putins Rusland får man det indtryk, at der ikke findes selv de mindste udsving, den mindste mangfoldighed eller respekt for denne urørlige virkelighed. Den imponerende arv fra denne fordums russiske kultur bestod - om end truet og lagt i kvælertag - under selv stalinismens hårdeste år. I dag sidder vi derimod foran en karikatur af et demokrati med fornemmelsen af, at Rusland har forvandlet sig til en ørken. Og det er nødvendigt at tilføje noget, der er endnu værre: At alt dette sker med en vis hyklerisk medskyld i Europa og vesten.

© Lettre Internationale og Information

Oversat af Andreas Tonnesen

* Jorge Edwards (f. 1931) er chilensk forfatter og journalist. Han vandt i 1999 den spansksprogede litteraturs mest prestigefyldte pris, Premio Cervantes

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu