Læsetid: 6 min.

Putins to bejlere

Den nylige regeringsrokade i Rusland har gjort det klart, at der nu er to konkurrerende kronprinser til at efterfølge Putin som Ruslands præsident. Den ene er kendt som en hård hund, den anden er blødere. Vesten skal imidlertid ikke håbe alt for meget på at få den bløde mand som leder. Historien har vist, at det sjældent fører til samarbejde
19. januar 2006

På trods af, at Rusland teknisk set er et demokrati, afhænger udfaldet af det næste præsidentvalg ikke så meget af vælgerne som af, hvem Putin vælger at anbefale som sin efterfølger. To kandidater skiller sig ud, og de bejler til Putins gunst. Hvem Putin vælger, kan få store konsekvenser for forholdet mellem Vesten og det store land mod øst.

Ruslands mægtigste mand er en ombejlet herre. Ikke alene er Putin mere magtfuld end nogen russer siden Stalin, han kan også i høj grad håndplukke sin efterfølger. I slutningen af november fik Putin for alvor sat gang i spekulationerne om, hvem der mon skal efterfølge ham som Ruslands præsident. Det var en ellers ganske undseelig regeringsrokade, der udløste gættelegen blandt russiske og udenlandske kommentatorer. De så rokaden som Putins første skridt til at køre en arvtager i stilling.

To kandidater synes efter rokaden for alvor at kæmpe om præsidentens gunst: Sergej Ivanov og Dmitrij Medvedev. De to kandidater tilhører begge Putins indercirkel, men møder op til kampen om at blive præsident med vidt forskellige forudsætninger.

Sergej Ivanov har en fortid i KGB, hvor han var Putins underordnede, og har siden 2001 været en særdeles aktiv forsvarsminister. Han blev med rokaden i november desuden vice-statsminister og fik ansvaret for den russiske forsvarsindustri. Ivanov kontrollerer dermed ikke blot brugen, men også støbningen af krudt og kugler i Verdens største land. Med sin baggrund i den sikkerhedspolitiske elite fremstilles Ivanov ofte som en arketypisk høg, der taler for Ruslands storhed og selvstændighed i forhold til Vesten.

Derimod har Dmitrij Medvedev en fortid i den civile, juridiske centraladministration og fremstår i højere grad som en fredelig due. Medvedev har siden begyndelsen af 90'erne været nær ven med Putin og har i to år været Putins stabschef og nærmeste medarbejder. Han har dog holdt sig uden for mediernes søgelys, men er nu blevet forfremmet til første vice-statsminister og har fået ansvar for russisk socialpolitik.

Due eller høg?

Valget, Putin står over for, synes således at være af næsten eksistentiel karakter: Skal min efterfølger være due eller høg? Set her fra Vesten vil den beslutning være overordentlig vigtig, da vores forhold til den store nabo mod øst i høj grad afhænger af personen ved roret i Moskva. Men hvem af de to håbefulde kandidater, bør vi i Vesten krydse fingre for, løber af med den endelige sejr? Hvem af de to vil kunne sikre et stabilt og venskabeligt forhold mellem Rusland og den vestlige verden?

Den umiddelbare rygmarvsreaktion vil givetvis være at håbe på Medvedev. Med hans baggrund må man forvente, at han ideologisk vil ligge tæt op af vores samfundsidealer om et demokratisk politisk system og en liberalistisk økonomi. Ivanov derimod virker som et mindre attråværdigt alternativ med sin militære baggrund. Valget mellem duen Medvedev og høgen Ivanov er dog ikke så ligetil, som man ved første øjekast skulle tro. Ruslands nyere historie har vist, at en due ved roret ikke er garant for en vestvenlig russisk udenrigspolitik, ligesom det ikke er givet, at en høg vil føre konfrontationspolitik overfor Vesten. Hvis man skal drage konklusioner ud fra de seneste 14 år af Ruslands historie, forholder det sig lige omvendt.

Duen Jeltsin

Boris Jeltsin var indbegrebet af en udenrigspolitisk due. Sammen med sin første udenrigsminister, Andrej Kozyrev, anlagde han fra starten en idealistisk udenrigspolitisk kurs. Den russiske udenrigspolitik var mere drevet af et ønske om at blive en del af den vestlige demokratiske familie end af konkrete nationale egeninteresser og magtkalkuler.

De første par år af Jeltsins regeringstid betegnes derfor ofte som hvedebrødsdagene. Som det dog ofte går med hvedebrødsdage, var de også i dette tilfælde hurtigt forbi, og den mindre romantiske hverdag meldte sig. Idealisme måtte vige pladsen for realpolitik, og Jeltsin blev stadig mere konfrontatorisk i sin retorik over for Vesten.

Denne ændring i den udenrigspolitiske profil skete paradoksalt nok på grund - og ikke på trods - af Jeltsins karaktertræk som due. Jeltsins og Kozyrevs åbenlyst vestvenlige holdninger gjorde dem til lette ofre for pres fra de mere nationalistiske dele af parlamentet, der i takt med, at de negative konsekvenser af Jeltsins økonomiske reformer slog igennem, fik mere opbakning i befolkningen.

Nationalisterne beskyldte regeringen for at svigte Ruslands nationale interesser, en kritik, som Jeltsin havde svært ved at forsvare sig mod. Efter ultranationalisten Vladimir Zhirinovskijs overvældende valgsejr ved Duma-valget i 1993 gav Jeltsin efter for det indenrigspolitiske pres og slog ind på en konfrontatorisk kurs over for Vesten.

Billedet af et nationalistisk Rusland på konfrontationskurs med Vesten ændredes først, da Jeltsin skiftede ud på udenrigsministerposten i begyndelsen af 1996. Den arketypiske due Kozyrev, der havde været nationalisternes foretrukne prygelknabe, blev fyret til fordel for Jevgenij Primakov.

Primakov havde en fortid som chef for Ruslands efterretningstjeneste og havde ry for at være en benhård realist og hardliner i udenrigspolitiske spørgsmål. Mange vestlige kommentatorer frygtede derfor, at høgen Primakovs tiltrædelse som udenrigsminister var det sidste søm i ligkisten for Ruslands samarbejdsvilje med Vesten. Skiftet på udenrigsministerposten fik dog den stik modsatte effekt.

Hvor Kozyrev ikke kunne vise den mindste velvilje over for Vesten uden straks at blive angrebet af høgene i parlamentet, fik Primakov meget længere snor. Det var kort sagt vanskeligt for nationalisterne at beskylde ham for at være upatriotisk. Høgen Primakov gjorde det altså muligt for Jeltsin at føre samarbejdspolitik med Vesten.

Høgen Putin

Kosovo-krisen i 1999 forpestede forholdet mellem Rusland og især NATO i en hidtil uset grad. Igen skulle der en høg til, for at Moskva kunne tø op for relationerne til Vesten. Denne gang hed høgen Vladimir Putin.

Putin havde været leder af efterretningstjenesten FSB, KGB's arvtager. Han havde desuden rang af oberst i hæren og blev følgelig anset for at være en hård hund. Dette ry levede han til fulde op til med sin fremfærd i Tjetjenien, der i høj grad dannede grundlaget for hans imponerende politiske lynkarriere. Ligesom Primakov var Putin pga. sit generalieblad nærmest immun over for kritik om at være for eftergivende over for Vesten. Derfor var det muligt for ham at gøre, hvad duen Jeltsin ikke kunne: At tilnærme sig de vestlige lande.

Især efter begivenhederne 11. september 2001 besluttede Putin ganske egenhændigt at støtte op om USA's krig mod terror. Høgen Putin blev således ansvarlig for den mest vidtgående samarbejdspolitik siden Jeltsins første regeringsår.

Som disse eksempler viser, kan man ikke altid regne med, at statsledere vil føre den udenrigspolitik, man umiddelbart ville forvente af dem.

Historisk har Rusland som statsledere haft høge, der har ført samarbejdspolitik og duer, der har ført konfrontationspolitik. Skulle duen Dmitrij Medvedev blive vinder af det russiske præsidentvalg i 2008, betyder det derfor ikke, at Rusland nødvendigvis vil blive en mere medvillig spiller på den internationale scene. Hvis EU eller NATO f.eks. skulle vælge at invitere Ukraine til optagelsesforhandlinger, vil der lyde et ramaskrig i Rusland. Det vil være sværere for en due som Medvedev end for en høg som Ivanov at sidde en sådan reaktion fra baglandet overhørig. Han kan derfor lettere blive tvunget af et nationalistisk bagland til at følge en mere konfrontatorisk udenrigspolitisk kurs, end Ivanov vil gøre.

Når mange i Vesten håber og ønsker, at Putin blandt sine to bejlere vælger Medvedev som sin efterfølger, kan man derfor minde om den gamle sandhed, at når Gud virkelig ønsker at straffe menneskene, så opfylder han deres ønsker. Duen Medvedev som leder i Kreml, kan vise sig at være en langt vanskeligere medspiller, end Vesten drømmer om.

Stud. scient. pol Christian Hannibal og stud. scient. pol. Mads Thilsing-Hansen, Institut for Statskundskab ved Syddansk Universitet, har netop afleveret speciale om udviklingen i Ruslands udenrigspolitik over for Vesten

20060118-213948-pic-28434620.jpg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu