Læsetid: 4 min.

At pynte sig med lånte fjer

Den på mange måder ultimative rock'n'roll-auteur Patti Smith har sent i karrieren valgt at indspille et album, der består af andres kompositioner. Resultatet er blevet strålende, hvilket skyldes ophavskvindens sans for både at vælge og fortolke det helt rigtige materiale
16. april 2007

med lånte fjer

Coverversionen - altså den praksis, hvor en sangskrivende og på det område til hverdag selvforsynende kunstner giver sit bud på en (eller flere af en) kollegas værker, er en nobel, men ikke uproblematisk tradition inden for rocken. Fra og med The Beatles blev det norm, at pladekunstnere selv skrev deres materiale, om end The Beatles de første par år af deres sagn-omspundne karriere sandt for dyden indspillede mindst lige så mange sange af andre som af dem selv. Før det var der en anderledes skarp arbejdsdeling mellem sangskrivere og sangere, man indimellem næsten godt kan savne, eftersom der trods alt er rimeligt langt mellem denne verdens Bob Dylan'er og Lennon-McCartney'er. Men lige i kølvandet på netop dem blev det alfa og omega at fremstå som 100 procent auteur, selvforsynende ud over enhver grænse. Mens fortolkeren er blevet et sjældnere syn, selvom der de sidste par år har fundet en mindre renæssance sted på det felt.

I starten af 1970'erne begyndte folk, som på en eller anden måde havde bevist sig selv, at udsende hele lp'er med sange af andre. De var ofte af vidt forskellig karakter, men især tre viste veje for cover-albummet, som mange andre siden har betrådt. John Lennon pegede i 1975 med pladen Rock'n'Roll tilbage på mange af de kunstnere og sange fra 1950'ernes rockbølge, der havde været med til at forme såvel ham selv som The Beatles, da de daskede rundt i Liverpool og drømte om at få lov til at indspille bare en enkelt plade. Det hører med til historien, at Lennons anstrengelser hverken stod mål med forbillederne eller hans gamle bands bedrifter som roots rock & rollers. Med Pin-Ups udpegede ikonet David Bowie i 1973 en række af de britiske navne, der både gjorde Swinging London swinging og var med til at forme ham som kunstner; udvalget var både originalt og overraskende, selvom Bo-wies versioner heller ikke altid helt matchede originalerne. Mest originalt gik Roxy Music-sangeren Bryan Ferry til værks, da han ligeledes i 1973 udsendte These Foolish Things, hvor sange fra allehånde årtier og genrer sammenstykkedes til at udgøre noget i retning af en selv-biografi. Det resulterede i et både originalt, slidstærkt og skoledannende album, som blev den vej, de fleste siden fulgte, når de gav sig i kast med lignende projekter, thi her levnedes masser af plads til performeren, og kun fantasien satte grænser, hvad angik sammensætning af materialet.

Kunstnerisk alvor

Siden har Gud og hvermand - i hvert fald hvermand - kastet sig over genren; fra baghjernen melder sig navne som Nick Cave & The Bad Seeds, Metallica, Willie Nelson (utallige gange faktisk), k.d. lang, Bob Dylan (to skiver med folkesange i 90'erne!), Guns N' Roses, Duran Duran, Paul Weller, Tortoise & Bonnie 'Prince' Billy, George Michael, Ozzy Osbourne og mange flere, idet de alle er gået ombord i coveralbum-genren med brask og bram - om end ikke altid med de fedeste resultater. Herhjemme har vi med På Danske Læber bevidnet indtil flere prominente navne få sig noget af en kunstnerisk maveplasker i forsøget på at tolke Leonard Cohen, thi der skal altså mere til end blot lige at synge en anden persons sang, hvis man vil skabe noget holdbart - eller blot interessant for den sags skyld. Kongeeksemplet er selvfølgelig Bob Dylan, hvis sange er blevet indspillet af titusindvis af navne, men de versioner, der overgår - eller bare matcher - mesterens egne, kan efter sigende tælles på to hænder og en halv fod. Her er det fristende at pege på Jimi Hendrix' elefantastiske version af "All Along the Watchtower", der blev så vellykket, at Dylan selv altid spiller sangen i Hendrix' arrangement.

Skævt og overraskende

Nå, til den relativt korte række af virkelig vellykkede coveralbums kan nu føjes Patti Smiths Twelve, der som titlen angiver består af 12 nøje udvalgte sange, primært fra giganters sangbøger; dvs. Bob Dylan ("Changing of the Guards"), The Beatles ("Within You Without You"), Nirvana ("Smells Like Teen Spirit", som i en fantastisk akustisk udgave næsten udgør pladens højdepunkt!), Rolling Stones ("Gimme Shelter") og Neil Young ("Helpless"). Men der er også blevet plads til både det skæve og det overraskende; hvem skulle nu f.eks. have troet, at rockens førstedame havde noget kørende med Tears For Fears ("Everybody Wants to Rule the World") eller The Allman Brothers Band ("Midnight Rider"), hvor hippie-klassikere som "White Rabbit" med Jefferson Airplane og "Are You Experienced" fra Jimi Hendrix' hånd ligger i en mere organisk forlængelse af hendes eget oeuvre.

Indtrængende

Og det er netop det, der gør Twelve til sådan et både oplagt og vellykket projekt: Den belyser oversete aspekter ved det valgte materiale i kraft af den konsekvent neddæmpede tone, samtidig med at den virker illuminerende i forhold til Smiths praksis som såvel digter som sangskriver. Thi Smith er hardcore old school i sin tro på rockens både katarsiske og spirituelle aspekter, og da hendes band alt andet end anmassende solidarisk slutter op om hende i nogle spartanske arrangementer, har pladen fået et konfessionelt og indtrængende præg, der overbeviser lytteren om den bagom liggende kunstneriske seriøsitet - uden at havne i bedemandsafdelingen. Og så synger Smith det bedste hun har lært; som en Nick Cave er hun blevet en bedre sanger med årene, hvilket både løfter og forløser de 12 perler, der her diverteres med. Absolut en beundringsværdig og prægnant udgivelse, der føjer nye aspekter til en stor, stor kunstner.

* Patti Smith: Twelve (Columbia/ Sony-BMG). Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu