Læsetid: 3 min.

Quo vadis, Israel?

10. maj 2002

DER ER ET spørgsmål i Mellemøsten-striden, som er forbudt. Det kan ikke stilles, for det giver ikke mening i forhold til den aktuelle virkelighed. Kun som en akademisk, historisk refleksion i lyset af nu 54 års tilbagevendende krig, lidelse, frygt, fjendskab og ulighed kunne spørgsmålet melde sig: ’Var Israel en god ide?’
Men Israel er. Hjem og tilværelsesgrundlag for over seks millioner mennesker. Det internationale samfunds beslutning og ansvar. Derfor er det et andet spørgsmål, som i dag trænger sig på. Som det gjorde for nylig i en stor reportage i det amerikanske Newsweek: ’Vil Israel overleve?’
Israel er en nation i en udmarvende konflikt på liv og død med et palæstinensisk samfund, hvis had og vrede ikke blot skyldes, at man er besat af Israel på 35. år, men også at man dagligt lider under de uligheder, Newsweek lister op: en arbejdsløshed fire gange så høj som i Israel, en personlig indkomst mindre end en femtedel af den israelske, en børnedødelighed 30 gange så høj, en forventet levealder syv år kortere.
Det er denne oplevelse af militær, økonomisk og politisk undertrykkelse, der nærer dét palæstinensiske had, som igen og igen truer Israel. Fysisk i form af de fortsatte palæstinensiske bombeattentater på israelsk grund, psykisk i form af det mentale pres der er ved at bringe israelerne på randen af kollektivt nervesammenbrud, samt økonomisk i form af krigstilstandens store militære omkostninger og civile produktionstab. Havde det ikke været for den vedvarende og omfattende finansielle bistand fra bl.a. USA, var Israel for længst brudt økonomisk sammen.
Tvivlen om Israels overlevelsesmuligheder er ifølge Newsweek så stærk, at næsten hver femte israeler ikke længere tror, staten vil eksistere om 50 år, mens kun én ud af tre tror, den vil bestå som en jødisk stat. »Det er sandt, at der vil flyde meget mere palæstinensisk blod end israelsk – noget der burde få Mr. Arafat til at reflektere. Men i det lange løb, er det Israel, der ikke har nogen udvej. Hvis opstanden fortsætter, vil Israel tabe lige så sikkert, som USA tabte i Vietnam, Sovjet tabte i Afghanistan osv.,« skriver den israelske historieprofessor ved Hebrew University i Jerusalem, Martin van Creveld. Som ikke tror, palæstinenserne løber Israel over ende, men derimod at den aktuelle opslutning bag Ariel Sharon gradvist vil blive afløst af strid og egentlig borgerkrig internt mellem Israels jøder, fordi mange ikke i længden kan udholde den militariserede, paranoide, perspektivløse livsform.
I en dagsaktuel situation, hvor en Hamas-martyr har trukket 16 sagesløse israelere med sig i døden ved en ny meningsløs – af alle parter forudsagt – selvmordsaktion, og hvor endnu en israelsk militæroffensiv er det forventede svar, lyder derfor det eneste relevante, påtrængende spørgsmål: Hvordan kan Israel overleve?

SHARON HAR ikke svaret. Det overbevises man om, når man hører hans melding om, at kampen vil blive fortsat, indtil enhver der mener, man vinder noget ved terror, »ophører med at eksistere« – og man samtidig f.eks. tirsdag har set tv-udsendelsen Drengene fra Ramallah, hvor palæstinensiske knægte på 8-10 år i gadeleg træner knivdrab på deres israelske modstandere.
»Jeg har fortalt israelerne, at for hver palæstinenser, de dræber eller sårer, vil der blive født hundrede andre«, beredte på hævn,« sagde Jordans kong Abdullah II onsdag. Specielt kan fortsatte israelske straffeaktioner – især hvis de kombineres med Sharons bestræbelser på at ugyldigforklare palæstinensernes valgte leder – give øget tilslutning til de militante rækker i Hamas, hvis selvforståelse og eksistensberettigelse i høj grad er bundet til fortsat krigsførelse mod Israel og til rollen som opposition til Arafat.
Professor van Creveld’s svar på spørgsmålet ’hvordan?’ er: Byg en mur. Som i Berlin, som på Cypern, som den kinesiske mur. Opgiv bosættelserne, forlad de besatte områder, grav grøfter og byg en mur, »i teorien så høj, at end ikke fugle kan flyve over den.«
En mur mellem israelere og palæstinensere er konfliktens ultimative cementering. Ingen løsning, men en fastfrysning. Et alternativ er en menneskelig mur. Den kan justeres løbende og bruges til at tale igennem. En menneskelig mur i form af en international intervention med en fredssikrende styrke. Ikke fra den ene dag til den anden, men som en ufravigelig betingelse fra det internationale samfund som element i en politisk intervention for fred. Den palæstinensiske ledelse har længe bedt om det.

jsn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu