Læsetid: 6 min.

R aflyser ultimativt krav

Det Radikale Venstre er tilbage i mere ydmyg rolle og vil nu ikke længere stå fast på ultimative krav
24. november 2006

Marianne Jelved vil ikke stå fast på det ultimative krav om at blive statsminister. Det Radikale Venstre vil heller ikke længere bruge vendingen "ultimative krav" men i stedet tale om "afgørende politiske indrømmelser" eller "uomgængelige krav" for at støtte eller indgå i en ny regering.

Det er essensen af et opsigtsvækkende strategiskift, som partiets hovedbestyrelse vil blive præsenteret for på et møde lørdag, bekræfter en række kilder.

Marianne Jelved vil fortsat være de radikales statsministerkandidat frem til næste valg. Men kan en anden statsministerkandidat opfylde de politiske betingelser, vil Jelveds person ikke stå i vejen, når stemmerne er talt op.

"Så tager vi diskussionen derfra," siger den radikale kronprinsesse Margrethe Vestager.

Hun bekræfter, at ledelsen ikke længere vil bruge betegnelsen 'ultimative' krav:

"Man skal være forsigtig med et sådant ord. Men det politiske indhold er uforandret. Det er det vigtige for os," siger hun.

Margrethe Vestager fastslår dog samtidig, at det er "100 procent udelukket," at Anders Fogh Rasmussen skulle kunne forvandle sig så meget, at de radikale kommer til at pege på ham som statsminister.

Strategiskiftet betyder, at en ny SR-regering under Helle Thorning-Schmidts ledelse ikke længere er en umulighed. Forudsætningen er dog, at Socialdemokraterne leverer de afgørende indrømmelser, så man kan enes om blandt andet udlændinge- og skattepolitikken.

At de radikale efter et valg er åbne over for at diskutere, om en statsminister kan hedde andet end Marianne Jelved, indebærer også, at muligheden for en VKR-regering under eksempelvis Lars Løkke Rasmussens ledelse kan komme i spil. Mister VK-regeringen sit flertal med Dansk Folkeparti, er den udbredte opfattelse på Christiansborg, at Anders Fogh Rasmussen går af, og at Venstres nuværende næstformand bliver ny partiformand. Spillet om nye regeringskonstellationer vil derfor være helt åbent, hvis de radikale er tungen på vægtskålen.

Store frustrationer

Det radikale skift kommer i kølvandet på omfattende frustrationer internt i partiet, siden Marianne Jelved i maj i år slog fast i TV2's Go' Morgen Danmark, at de radikale ikke indgår i eller peger på en regering, hvor Jelved ikke selv er statsminister.

I kombination med partiets fem ultimative krav har strategien isoleret de radikale og helt fjernet fokus fra det, som oprindeligt var meningen med løsrivelsen fra Socialdemokraterne - nemlig debat om de politiske forskelle i dansk politik. Der har, som en kilde udtrykker det, været for meget 'fanatisme' over projektet.

Samtidig har flere partimedlemmer kritiseret, at personer skal stå over det politiske. Hvis de radikale får hovedparten af de politiske krav opfyldt, er det svært at forklare, hvis Marianne Jelved som person skal forhindre, at Danmark får en ny regering. I dag er status, at de radikale har sat hele fremdriften under Muhammed-krisen over styr og endda ligger dårligere end valgresultatet i meningsmålingerne. Vælgerne har heller ikke taget godt imod Jelveds lancering af sig selv som statsministerkandidat. Kun fire procent foretrækker den radikale leder som statsminister, viser en aktuel Catinét-måling.

Ifølge kilder har der i den forløbne uge været intense drøfter i den radikale folketingsgruppe. På et møde mandag på Christiansborg med en lille skare fra folketingsgruppen og efterfølgende ledelsesmøde tirsdag blev hver sten vendt i det omfattende dilemma, som har præget partiet siden foråret, da Det Radikale Venstre foretog det historiske brud og kappede båndene til Socialdemokraterne.

Fløjkampe hærger fortsat

Den interne utilfredshed med den ultimative strategi og de stadigt mere heftige fløjkampe har hærget Det Radikale Venstre i flere måneder.

Sommerens opgør mellem Marianne Jelved og gruppeledelsesmedlem Naser Khader - der offentligt har advaret imod at stille ultimative krav - har kun gjort klimaet i gruppen værre.

Der har løbende været uenighed om fornuften i at fremstille de fem politiske krav inden for udlændingepolitik, skat, velfærd, folkeskole og udenrigspolitik som ultimative.

Hertil kommer, at folketingsgruppen aldrig blev taget i ed, før Marianne Jelved gjorde det til det sjette ultimative krav, at hun selv skulle være statsminister.

Ved sensommerens pressemøde med den radikale ledelse, hvor Christiansborg-journalisterne i samlet flok fik beskrevet de fem krav plus Jelved som statsminister, kunne man umiddelbart efter i Folketingets restaurant støde på radikale gruppemedlemmer, der ikke lagde skjul på, at de ikke troede på projektet og slet ikke på det sjette krav.

Ifølge Dagbladenes oplysninger har især Naser Khader haft store vanskeligheder ved loyalt at markedsføre sin gruppeformand som ultimativ statsministerkandidat.

Løsrivelsen fra Socialdemokraterne skete i foråret, da Jelved var under voldsomt pres for at holde sammen på gruppen efter Khaders forsøg på at bruge sin personlige succes under Muhammed-krisen til at presse den radikale linje i retning af samarbejde med de borgerlige partier. Mens de radikale havde vind i sejlene, Helle Thorning-Schmidt lå underdrejet, og Jelved var optaget af at kalde statsministeren "en farlig mand", talte Khader i strid med partilinjen for et VKR-samarbejde.

Men lanceringen af den ultimative pakke og Jelved som statsministerkandidat tilfredsstillede paradoksalt nok ingen af fløjene i partiet: Dem, der gerne så et VKR-samarbejde, har kunnet notere sig, at den ultimative stil stod i vejen.

Målinger, som de radikale har studeret nøje, har vist, at der er et potentiale blandt borgerlige vælgere, som blandt andet ønsker en opblødning af det rigide skattestop og en mindre stram udlændingepolitik.

Men selv samme borgerlige vælgere lader sig formentlig skræmme af, hvis en ændring af kursen også indebærer, at statsministeren skal hedde Marianne Jelved. Med skiftet kan de radikale nu håbe på, at der åbnes en kanal ind til skaren af borgerlige vælgere, der gerne ser en anden linje end den, VKO står for - men som ikke har ønsket at tage hele den ultimative pakke, inklusive Jelved som statsminister.

Den fløj hos de radikale, der foretrækker en ny SR-regering, har også set, hvorledes alternativet til VKO har fortabt sig i tågerne. Helle Thorning-Schmidt vil ikke kunne danne en ny regering uden de radikale, og derfor har de radikales ageren mødt hovedrysten i hele oppositionen fra Socialdemokraterne over SF til Enhedslisten.

Fløjkampe fortsætter

Aflysningen af den ultimative stil i lanceringen af 'En anden vej for Danmark' betyder dog ikke, at de interne kampe om, i hvilken retning de radikale skal bevæge sig, er slut.

Der vil fortsat være en fløj - personificeret ved Marianne Jelved og Margrethe Vestager - som helst ser en ny SR-regering, mens andre hælder til regeringssamarbejde med de borgerlige partier. Men begge fløje kan nu forsøge at dreje fokus over på de politiske målsætninger og slå på, at det gælder om at få sat Dansk Folkepartis indflydelse ud af kraft.

Umiddelbart vil de mere pragmatiske toner lyde som sød musik i socialdemokratiske ører. Men skiftet vil samtidig sætte Helle Thorning-Schmidt i et voldsomt dilemma. For skal hun have støtte fra de radikale, forudsætter det, at Helle Thorning-Schmidt skal have sit eget partis opbakning til at gå kraftigt på kompromis med den politiske kurs, hun ellers har skabt samling om.

Flere kilder i begge partier vurderer dog, at der politisk fortsat er størst sandsynlighed for, at de radikale og Socialdemokraterne kan blive enige.

For Venstre og de konservative gælder det, at den mere pragmatiske radikale linie vil appellere til kredse af borgerlige vælgere, der foretrækker lidt radikal reform-iver frem for Dansk Folkepartis indflydelse. De borgerlige partier får sværere ved at afvise de radikale som "en ekstremistisk sekt", som justitsminister Lene Espersen (K) har kaldt Det Radikale Venstre.

For at holde på de borgerlige vælgere vil Venstre og de konservative formentlig derfor gentage sidste valgkamps advarsler om, at en stemme på R er en stemme på S. Det åbne spørgsmål er imidlertid, om VK kan bruge Helle Thorning-Schmidt til at afskrække borgerlige fra at stemme radikalt - som de med succes brugte Mogens Lykketoft i sidste valgkamp.

Helle Ib er politisk journalist ved Dagbladenes Bureau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her