Læsetid: 3 min.

R: Muhammed-sagen har næppe skadet integration

Muhammed-sag har gjort nogle mere negative over for islam. Men Demokratiske Muslimer kan have åbnet øjnene hos andre, mener R-integrationsordfører. Mens integrationsminister Rikke Hvilshøj, mener at muslimer har markedsføringsopgave på årsdagen for tegningerne
28. september 2006

Sagen om de omstridte Muhammed-tegninger har vist, at der er nogle ekstreme muslimske organisationer, men der er også muslimer, som er stået frem og har vist en anden vej.

Derfor har Muhammed-sagen næppe skadet integrationen af muslimer i det danske samfund, mener den radikale integrationsordfører Morten Østergaard.

"Folk er blevet mere bevidst om, at der er nogle ekstreme organisationer, og at der er nogle, der ikke vil integreres, og det afspejler sig måske i en negativ holdning. Men vi har også haft muslimer, der er stået frem og har vist en anden vej, og det tror jeg har åbnet døre for nogle, der måske tidligere har sagt, at alle muslimer er fanatikere. Derfor tror jeg ikke, integrationen generelt set er blevet sværere," siger Morten Østergaard.

Danskere mere negative

En meningsmåling, som Catinét Research har lavet for Ritzau, viser, at danskerne i det omfang, de har ændret holdning efter Muhammed-krisen, er blevet mere negative over for islam og herboende muslimer. Næsten hver fjerde svarer, at de er blevet mere negative over for islam, og kun 2,4 procent er blevet mere positive.

Når det gælder holdningen til muslimer i Danmark, er det omkring hver sjette, der er blevet mere negativ. Ifølge Morten Østergaard understreger Muhammed-sagen vigtigheden af at sige fra over for det ekstreme. Ellers bliver det de få, der kommer til at tegne billedet, mener han. "Der er nogle mennesker, der har gjort dårlig reklame for islam ved at indtage nogle ganske ekstreme standpunkter. Det er selvfølgelig ærgerligt, hvis det påvirker folks generelle holdning, men det er min fornemmelse, at folk godt kan adskille islam i almindelighed, og den udlægning der er meget ekstrem," siger Morten Østergaard.

Integrationsministeren er ikke overrasket over, at Muhammed-sagen og fokus på terrormistænkte har gjort flere danskere negative over for islam. De muslimske organisationer i Danmark har en stor opgave i at fortælle danskerne, at islam kan gå hånd i hånd med værdierne i det danske samfund. Sådan lyder integrationsminister Rikke Hvilshøjs (V) reaktion på en undersøgelse, som Catinét Research har lavet for Ritzau.

Hvilshøj løfter fingeren

"Muslimerne i Danmark har en markedsføringsopgave i at få fortalt det danske samfund, at islam og muslimske værdier sagtens kan fungere sammen med moderne vestlige værdier i et samfund som det danske," siger Rikke Hvilshøj, der retter en appel til de muslimske organisationer om at påtage sig opgaven.

Venstres integrationsordfører, Irene Simonsen, er ikke overrasket over undersøgelsens resultater. Det svarer til hendes indtryk fra samtaler med vælgere rundt omkring i landet.

"Muhammedkrisen har skærpet folks opmærksomhed på ekstremister, men samtidig er der kommet et mere nuanceret syn ind. Folk har set et billede af, at muslimer er lige så forskellige som andre befolkningsgrupper. Der er også nogle, der gerne vil være med i vores fællesskab, og de skal være velkomne," siger Irene Simonsen.

Hun påpeger, at der, hvor hun oftest møder afstandtagen over for muslimer, er blandt folk, der ikke har mødt muslimer og ikke har muslimer i deres netværk. Irene Simonsen, der mener, at Muhammedkrisen ikke vil skade integrationen siger:

"Lige nu rykker det rigtig godt i den rigtige retning med at få integreret flere på arbejdsmarkedet, men vi har en ekstremistgruppe, der fylder meget, ikke i antal men i hele debatten, og de er et problem, fordi de prøver at trække i den anden retning, men de vinder ikke på sigt."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her