Læsetid: 3 min.

R: Reden skal på finansloven

5. september 2006

Meget tyder på, at værestedet Reden på Vesterbro ikke længere skal være afhængig af den såkaldte satsepuljeordning, som bliver fordelt hvert år.

Ifølge de radikales finanslovsudspil, der bliver præsenteret i dag, kan Reden se frem til et fast årligt beløb på 19 millioner kr. Den faste pengestrøm skal sikre, at Reden kan fastholde sine medarbejdere og arbejde med projekter ud i fremtiden.

"Ideen med satspuljen er jo, at man prøver nogle ting af. Reden har vist sig uundværlig i kampen mod prostitution og kvindehandel, så derfor skal den selvfølgelig have et fast beløb hvert år," siger den radikale socialordfører, Martin Lidegaard.

Reden har i dag afdelinger i København, Odense og Århus og desuden hjælper Reden Stop Kvindehandel udenlandske prostituerede med at slippe væk fra deres bagmænd. Reden har flere gange gjort sig bemærket i den politiske debat, hvor man har argumenteret for at udvide den såkaldte beskyttelsesperiode for de udenlandske prostituerede, der melder sig frivilligt på Redens krisecentre.

Som Information har skrevet tidligere, er der en række Venstre-folk, der ligesom Reden og oppositionen vil have beskyttelsesperioden udvidet, så Danmark følger EU's anvisninger. Når Folketinget åbner i oktober genfremsætter oppositionens sit forslag om en udvidelse af beskyttelsesperioden, men inden det når så langt, kan regeringen vise, at den mener det der med kvindehandel alvorligt, fastslår Lidegaard.

Skal have 90 dages helle

"Når nu regeringen ikke vil være med til at udvide kvindernes beskyttelsesperiode fra 30 til 90 dage, så må den da kunne stemme for at gøre betingelser så gode som muligt for Reden og de handlede kvinder. Regeringen siger jo, at den prioriterer handlen med kvinder højt," siger Martin Lidegaard.

Den konservative socialordfører Tom Behnke er positiv over for de radikale planer.

"Det er en god idé. Når noget har en vedvarende karakter, så hører det ikke til i satspuljeregi. Derfor er det helt oplagt, at Reden og Reden Stop Kvindehandel får et permanent beløb," siger Tom Behnke.

Også Dansk Folkeparti ser positivt på en mere permanent pengestrøm til Redens aktiviteter.

"Beløbet kan jeg ikke forholde mig til, men umiddelbart lyder det fornuftigt, at Reden får et permanent beløb hvert år. Om man så skal gøre det permanent over satspuljen, eller om det skal med på finansloven, det kan vi altid diskutere. Men Reden er en vigtig brik, så derfor vil vi gerne være med til at sikre nogle permanente rammer," siger Pia Kristensen, formand for Folketingets socialudvalg.

Også hos Socialdemokraterne bliver forslaget budt velkommen.

"Vi er helt på linje. I dag ved Reden ikke, om de er købt eller solgt, og den usikkerhed skal de ikke leve med, for kvindehandel er desværre ikke noget, vi får udryddet fra et år til det næste," siger ligestillingsordfører Kristen Brosbøl, og peger på, at også S har tiltænkt Reden en fast plads i deres finanslovsudspil, som fremlægges onsdag.

Venstre afventende

Venstres socialordfører, Hans Andersen, er mere afventende.

"Redens aktiviteter hører fortsat hjemme i satspuljeregi, men omvendt er vi ikke afvisende over for en mere permanent løsning, som den de radikale nu spiller ud med," siger Hans Andersen.

Forstander af Reden og Reden Stop Kvindehandel, Dorit Otzen, glæder sig over de politiske udmeldinger.

"Det vil betyde enormt meget med et fast beløb i forhold til vores langsigtede planlægning. Projektet Reden Stop Kvindehandel udløber i år, så vi ved jo reelt ikke, om vi får flere penge, og sådan har det været hvert år. Det er frustrerende, men jeg er virkelig glad, hvis der kommer politisk enighed på det her område," siger Dorti Otzen. I år får Reden og Reden Stop Kvindehandel samlet 12,7 millioner i kroner i statsstøtte.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her