Med bassisten Niels-Henning Ørsted Pedersens død tirsdag er det, som om en af grundpillerne i dansk rytmisk musik har fået et knæk, så det knager skæbnesvangert i bygningen. Det er en skelsættende figur, der nu har forladt scenen. Det er noget, der får os til at stoppe op og tænke.
Niels-Henning Ørsted Pedersen (f. 1946) eller bare NHØP, som han for nemheds skyld blev kaldt, var en sindig person, der talte med fingrene snarere end med munden, selvom han, når han udtalte sig til pressen, var yderst velformuleret og udstyret med en glimrende hukommelse. Allerede som teenager i starten af 1960'erne blev trukket ind som husmusiker i Jazzhus Montmartre, hvor han pludselig stod og akkompagnerede jazzens største amerikanske og europæiske navne. "Verdens bedste konservatorieuddannelse", har NHØP siden kaldt det. Og selvom NHØP var aktiv indenfor jazzens cirkler, formåede han i 1980'erne og 90'erne at spille sig ud til et stort publikum i Danmark (og sågar Japan) som en nærmest folkelig jazzambassadør, der kommunikerede gennem sit store, syngende, altid dybt melodi-ske basspil, gennemsyret af gedigen swingfornemmelse, rytmisk overskud og en blændende fingerteknik. NHØP's spillestil satte i 1960'erne og ind i 70'erne nye standarder for kontrabassens udtryksmuligheder i akkompagnement og soli. Som sådan blev han også et eksempel for en række danske jazzbassister i hans kølvand bl.a. Jesper Lundgaard, Mads Vinding og Thomas Ovesen.
Tidligt gennembrud
NHØP voksede op i Osted i et grundtvigsk præget friskolemiljø med musikalske traditioner og rige udfoldelsesmuligheder. Hans usædvanlige talent bragte ham meget hurtigt frem og ind i det professionelle jazzmiljø. Som bare 15-årig akkompagnede han således i 1961 bl.a. Bud Powell i Montmartre sammen med den ligeledes purunge trommeslager Jørn Elniff. Og ud over at spille med alle de vigtigste danske jazzmusikere på den tid, endte han som bare 18-årig på en spektakulær dobbelt-turné med henholdsvis Sonny Rollins og Bill Evans.
NHØP blev en række amerikanske gæstemusikeres foretrukne akkompagnatør (bl.a. Johnny Griffin, Dexter Gordon og Ben Webster) i 1960'erne, hvor København opnåede status som et af Europas absolut førende jazzmetropoler. Denne tid påvirkede for altid hans kunstneriske position. Ægte musik var for ham formet af personligheder, det handlede om musikkens dybder, om ydmyghed, men også om gensidig respekt og åbenhed. Man lærte begge veje. Den karisma og musikfordybelse, som han fandt hos sådanne personligheder, påvirkede ham til at en klar opfattelse af, at hans profession ikke hand-lede om selvpromovering, men pegede indad imod musikalsk fordybelse. Som han sagde i DR's jazz-tv-serie, "Danske Jazzvidner" for få år siden: "Du er til rådighed for musikken, musikken er ikke til rådighed for dig".
NHØP indspillede 200-300 plader hovedsagelig som sideman indenfor jazzen. Og han lærte at værdsætte musikalsk kvalitet i mange genrer og stilarter. Hans meritliste er ærefrygtindgydende. Han spillede og indspillede bl.a. - ud over de nævnte - med Don Byas, Kenny Dorham, Archie Shepp, Stuff Smith, Coleman Hawkins, Albert Mangelsdorff, Oscar Peterson, Yusef Lateef, Albert Ayler, Count Basie, Warne Marsh, Roy Eldridge, Sonny Stitt, Roland Kirk, Tete Montoliu, Benny Carter, Joe Pass, Chet Baker, Paul Bley, Jan Garbarek og Michel Petrucciani. Da Miles Davis modtog Sonings Musikpris i København i 1984 og indspillede Palle Mikkelborgs mesterlige hyldestværk, Aura, sammen med danske og u-denlandske musikere, blev et af højdepunkterne NHØP's duo-udveksling med Davis i stykket "Green". Og da Roy Haynes modtog Jazzpar Prisen i 1994, var NHØP det naturlige valg i rytmegruppen.
International og dansk
Niels-Henning Ørsted Pedersen formåede i sin karrieres over mere end 45 år at kombinere to væsentlige fikspunkter. På den ene side den internationale karriere som højt estimeret sideman, der spillede med og rejste over det meste af verden med jazzens tunge drenge. På den anden side noget meget jordnært dansk, der også kom til udtryk i hans mange og ofte elskede fortolkninger af danske viser og sange i højskoletraditionen, foreviget på plader med bl.a. Ole Kock-Hansen, Kenny Drew og Palle Mikkelborg.
Som soloartist udgav NHØP omkring 20 titler, der bar præg af et højt instrumentalt niveau og som især fra 1980'erne blev stadig mere præget af den melodiske arv, som han fandt både i den store amerikanske sangbog (udfoldet hos en musiker som Ben Webster), og i den danske sangskat. På sin egen måde bidrog NHØP således til fornyet respekt omkring dansk musiks arv, når han med stor finesse udfoldede melodistemmer på kontrabassen f. eks. "Det var en lørdag aften", "En elefant kom marcherende" og "Jeg gik mig ud en sommerdag at høre".
