Læsetid: 4 min.

Rådvildhed i Ramallah

Fatah-tilhængerne slikker sårene og spekulerer på, hvad Hamas' sejr kommer til at betyde for dem og selvstyreområderne
27. januar 2006

RAMALLAH - Hun så nærmest forgræmmet ud, da hun kom ind på 'Shangri' i Ramallah. Jeg var klar over, at der ikke skulle fyres vittigheder af. Slet ikke som i går, da jeg fulgte hende hen for at stemme på Fatahs nummer et, den fængslede Marwan Bar-ghouti. Bagefter spøgte hun med, at hun jo ikke vidste, om hun skal bære burka eller tørklæde dagen efter, når hun gik på sit arbejde i statsministeriet.

I dag var det alvor, og hun kom netop fra et hasteindkaldt møde mellem stabscheferne, som måtte tage regeringens afgang til efterretning og nu skulle sørge for en velordnet overdragelse af magten.

"Jeg har aldrig prøvet noget lignende i mit liv. Ja, det var vel nærmest som en begravelse af en kær slægtning. Ingen havde troet det," siger hun og understreger, at hun i denne situation ikke ønsker at stå frem med navn.

"Vi har ingen idé om, hvad der skal ske. Hvad er det for et program, jeg som udenrigspolitisk specialist skal føre frem i forhold til omverdenen? Jeg kan ikke se mig selv arbejde for dem. Jeg er ung og ønsker at tjene mit folk, men jeg kan ikke repræsentere noget, som jeg ikke går ind for."

Allerede dagen før havde hun klaget over den elendige liste og slappe valgkamp, som Fatah havde præsteret. Og nu var hun vred på alle de gamle, som hun følte havde svigtet.

"Det er som om vores mål, vores Palæstina, er forsvundet i et indre magtspil. Hele tiden ligger det i mit baghoved, om jeg ikke skal forlade dette umulige sted og drage udenlands. Og tænk, hvis de forlanger, vi skal til at gå med tørklæde. Nogle af de kristne kvinder på kontoret er helt ude af det ved tanken om, hvad der kan ske dem. Men måske er det også en stereotyp tænkning. Der er jo også medlemmer af min egen familie, som har stemt på Hamas, og som er glade i dag."

Hun synes, at sejren til Hamas er en foræring til Israel og USA: "De kan nu for alvor hævde, at der ikke er nogen partner at snakke fred med og derfor handle ensidigt. Hvordan kan mit folk ødelægge alting på denne måde?"

Der har allerede denne eftermiddag været sammenstød mellem grupper fra Hamas og Fatah uden for parlamentet, og hun siger: "Bare det ikke er blodigt. Jeg tør ingenting udelukke i dag."

Har selv skabt Hamas

Lidt tidligere har jeg talt med filminstruktøren Wafa Jamil. Hun er opvokset i Gaza og der følt, hvor svært det kan være at leve i et konservativt muslimsk samfund.

"Jeg er bange for, at jeg skal opleve det samme her i Ramallah, og jeg er bange for, at det bliver en hård tid både for palæstinensere og israelere. Men USA og Israel har selv skabt Hamas. Da de frarådede palæstinenserne at stemme på Hamas, gav de dem fin reklame, og samtidig fik Fatah dødskysset. For mit eget vedkommende var det første gang nogensinde, at jeg stemte på Fatah. Ellers har jeg altid stemt længere til venstre. Mine venner ville ikke tro på det, men jeg kunne mærke katastrofen komme."

Også Wafa erklærer, at udlandet er en mulighed, hvis det islamiske element bliver for stærkt. Hun er feminist og elsker den frihed, hun har opnået i Ramallah.

Journalisten Ibrahim Hussary har travlt denne dag, men råber i telefonen til mig: "Jeg er glad!" Da jeg er overrasket, forklarer denne mand, som har tilbragt syv år i israelske fængsler og været torteret under forhørene: "Jørgen, vi måtte have en forandring. Der var for meget korruption og dårlig administration. Så lad os nu se, hvad Hamas kan gøre. Lad os se deres kort. Dem kender vi jo ikke. Nu står de som de rene. Lad os nu se. Lad os prøve dem. Og så er det måske sidste gang, vi har set en Hamas-sejr. Måske er det derfor, jeg er glad!"

Da jeg kørte ind i Ramallah, så jeg et kæmpebillede af Arafat på en bygning og tænkte på, at det var det endelige opgør med den gamle faderskikkelse, et opgør, som var svært, så længe han var i live. Valgets resultat har ikke bare baggrund i korruption og er ikke bare en protest mod de siddende. Det er også udtryk for en dybfølt skuffelse over, hvad der kom ud af den Oslo-aftale, som bragte Arafat tilbage og skabte noget, der skulle ligne en stat, men som aldrig var det, og som i stedet var en fortsættelse af besættelsen og med en voldsom udvidelse af bosættelserne på Vestbredden.

Fik ingen hjælp

USA og Israel krævede, at den nyvalgte moderate præsident Mahmoud Abbas skulle afvæbne Hamas. Nu blev det i stedet Hamas, som afvæbnede Abbas med det våben, som præsident Bush havde anvist den arabiske verden, nemlig et demokratisk valg. Hverken USA, EU eller Israel hjalp Abbas. Ikke engang på skrømt forhandlede man tilbagetrækningen fra Gaza, som Hamas så kunne hævde var opnået med hjemmelavede raketter.

Mahmoud Abbas er i dag nærmest bankerot på grund af udgifterne til sikkerhedsstyrker, og her i Ramallah spekuleres der på, hvor længe han holder. Samtidig venter mange, at Israel vil løslade Marwan Barghouti, den eneste Fatah-leder, som virkelig nyder respekt blandt folk på gaden.

Jeg siger farvel til min ven-inde fra statsministeriet. Hun klemmer et smil frem. "Jeg er en taber, men jeg kan ikke holde ud, at det i den grad kan ses på mig. Vi har talt så meget om det smukke i valg og demokrati, men det er slet ikke sjovt, når man er den tabende part. I dag synes min fremtid og mit folks fremtid så uvis."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her