Læsetid: 5 min.

Råt, rigt og roligt i New York

Hvis man ellers kan løsrive sig fra Manhattans mytiske virvar af en metropol, så kan et besøg til Brooklyns ultrahippe sammenkog af designer-tøjforretninger, gourmet-spise og forfaldne fabrikker stærkt anbefales. Velkommen til Williamsburg
25. februar 2006

NEW YORK - Travle jakkesæt med morgenkaffen i papbæger iler af sted på brede fortov, der snart bliver overtaget af mørklødede tiggere og turister med hold i nakken af at spejde efter toppen af endnu et højhus.

Taxa-chauffør skruer op for indisk popmusik, ung mor lufter afkom i barnevogn, mens hun kører på skateboard gennem The Village. Kodak slås med Virgin og tusindvis af andre lysreklamer om opmærksomheden på Times Square, hvor selv den lille nærpolitistation har bøjet sit navn i store neonrøde bogstaver. Sirener i det fjerne og syv NY-t-shirts for 10 dollar i en af de mange bikse fyldt med ingenting på Canal Street, fyldt med kinesere på gaden, der i bedste pusher-stil hvisker "tasker, parfume, meget billigt", så snart man går forbi.

Hektisk? Ad helvedes til, og det er jo også lidt derfor, man er her.

Alligevel; skulle trangen til at sænke pulsfrekvensen og undslippe Manhattans intensitet melde sig, så er løsningen kun et enkelt subway-stop væk.

Der er svært at vide, hvor man skal begynde med at beskrive Williamsburg, Brooklyns for tiden mest trendy bydel. Umiddelbart er det de forladte fabriksbygninger med knuste vinduer og jerngitre, der fanger øjet, men kun for at blive afløst af et økologisk minimarked, en ostebiks og en tibetansk tøjbutik. Det ene øjeblik står man og kigger på et arsenal af lastbiler med cementblandere på ladet, der svinger ind på deres fælles fyraftensholdeplads, hvorefter man drejer hovedet og stirrer ind af vinduet til frisør Hello Beautiful, med varme pinkfarvede vægge og sofaer i leopardskind.

Forbi et vindblæst, tomt, graffitibesmykket murstensbyggeri, og pludselig står man foran en af den slags tøjbutikker, der mere minder om et museum:

Lyst, stort rum, højt til loftet og kun ganske få stykker tøj og sko, der på arrogant vis ligger enkeltvis på podier, som om det var en kunstudstilling. Williamsburg er kontrasternes bydel - en cafe ved siden af et pakhus ved siden af et galleri ved siden af indhegnet lossepladslignende grund - det er den sublime fusion af post-industriel spøgelsesby og urbane innovationskræfter.

Et comeback af format

Efter at have rystet på hovedet af en creme-farvet chaiselong fra 1970'erne til 4.500 dollar forlader jeg en af de mange designermøbel-forretninger og befinder mig kort efter foran et væltet hegn. Det er let forceret, og ligeså er de næste 100 meters tørgræs, skrammel og cementefterladenskaber, der fører mig ned til en sand ruin af en havnefront. Kun et par fod- og potespor i sandet vidner om, at området trods alt stadig gør lidt gavn.

For 100 år siden var havnefronten ellers fyldt med handels- og fragtskibe, fabrikkerne producerede på livet løs, og da Williamsburg-broen stod færdig i 1903, væltede det ind med immigranter fra det overbefolkede Manhattan. Især italienere og polske og russiske jøder slog sig ned og gjorde bydelen til et af de tættest befolkede områder i USA. Men Anden Verdenskrig blev efterfulgt af økonomisk depression, arbejdsløshed og kriminalitet, så dem, der havde råd, flyttede væk fra bydelen.

I løbet af 1980'erne begyndte Manhattans kunstnere så at indtage Williamsburg, ikke mindst på grund af de lave huslejepriser. Flere tusinde kreative hoveder flyttede over på den anden side af floden, og i løbet af 1990'erne udviklede Williamsburg sig til at blive en kunstscene af de fremmeste i New York. I dag er der over 40 gallerier, hundredevis af restauranter, barer, cafeer og shopping, der tiltrækker folk fra resten af byen.

Huslejepriserne er selvfølgelig fulgt med, og på den måde ser Williamsburg ud til at gå i fodsporene på bydele i Manhattan som SoHo, West Village og East Village. Gentrification hedder fænomenet. Kreative mennesker flytter i stort tal ind i en nedslidt, uattraktiv bydel, der derigennem begynder at blomstre af liv, mennesker og handel, hvorefter boligerne bliver gjort i stand, priserne stiger, og det bedre borgerskab - the gentry - flytter ind, mens de skæve eksistenser begynder at se sig om efter et nyt sted at sætte fut i.

Så langt er udviklingen ikke nået i Williamsburg, hvor unge studerende og puertoricanske arbejdere stadig udgør en stor del af befolkningen. Men går man forbi et af de gamle pakhuse, der er blevet lavet om til lejligheder, så skal man ikke kigge længe på bilerne på parkeringspladsen for at indse, at folk med penge også synes særdeles godt om de rå omgivelser.

Havn med potentiale

Blandt sammenfaldne skibsanløb er solen gået ned, og jeg kigger lige over på den anden side af East River, hvor verdens vel nok mest berømte skyline står snorlige.

Som mørket falder på, smelter de fleste højhuse sammen i et stjernehav af vindueslys, mens Empire State Building tårner sine altdominerende 381 meter op i vejret. Hvordan denne strækning af uovertruffen beliggenhed kan få lov at ligge øde hen, er en gåde, i betragtning af at en lejlighed lige her ville koste... ja, nu er jeg jo ikke ejendomsmægler, men lad os bare sige, at den ville koste rigtig mange penge. Hvor gemmer entreprenørerne sig her i iværksætterkulturens hjemland?

På vej mod subway-stationen stikker jeg hovedet ind på Fix, en cafe med tilhørende pladeforretning. Det højloftede lokale er kun oplyst af stearinlys. Kaminen, bogreolen med brætspil og bøger og de behagelige dagligestuemøbler i brune og vinrøde farver bidrager til en afslappet hjemme-agtig atmosfære. Hvor skønt, at Manhattans Starbucks-epidemi ikke har spredt sig herover til. En pige sidder med jakke og hue på i en lænestol og skribler løs i et kladehæfte. Det virker nærmest som en anakronisme på en cafe, der som så mange andre steder i byen har trådløs internetforbindelse. Der er fire computere fremme på bordene - Mac, selvfølgelig. Det lille æble-ikon er så absolut New Yorkernes foretrukne.

Her i byen er transportabel musik og bærbar computer synonymt med iPod og Powerbook.

Oppe i baren sidder en fyr og spiller pacman på en gammel fjernsynsskærm, og mens bordet ved siden af mig gør klar til en omgang af det for mig ganske ukendte brætspil Clue, beslutter jeg mig for at lade min bærbare Toshiba blive i tasken. Den passer ikke rigtig ind i et miljø, hvor moden er Mac eller Pacman, det stilrene, moderne udtryk eller fortidens kitsch.

Udenfor på gaden slentrer folk sludrende af sted på en måde, der for Manhattans målrettede kapgang til at fremstå helt manisk i min hukommelse. Efter fem minutters subway-kørsel er jeg selv blandt kapgængerne, og mens pulsen finder tilbage i sit forhøjede leje, går det op for mig, at Williamsburg ikke bare var råt, rigt og spændende. Det var også roligt. Absolut ikke nogen dårlig kombination.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her