Læsetid: 4 min.

Racehygiejnens glidebane

1. september 1997

BARBERI. Sådan kalder den svenske sundheds- og socialminister, Margot Wallström, de 60.000 tvangssterilisationer, som blev foretaget fra 1935 til 1976 i Sverige, og som efter artikler i avisen Dagens Nyheter har rystet offentligheden. Ikke kun i Sverige.
Vi kan ikke længere fortrænge racehygiejnen, som noget, der blot fandt sted i Nazityskland, og dermed er noget fremmedartet for vore socialt oplyste velfærdssamfund. Fra trediverne og frem til efter krigen tvangssteriliserede statsmagter unge sindslidende kvinder, handicappede og svagt begavede "undermålere", som man i samfundets - og raceplejens - interesse mente ikke var i stand til at tage vare på sine egne børn.
Den schweiziske kanton, Vaud, tillod tvangssterilisationer fra 1928 - og blev siden en inspirationskilde for Hitler i 1933. K.K. Steinckes og Johannes V. Jensens Danmark fik en sterilisationslov i 1929, de øvrige nor-
diske lande fulgte efter og de racebiologiske ideer blev også omsat til tilsvarende love i Belgien, Østrig, USA og Canada.
Vestlige intellektuelles angst for degeneration, de beskidte underbegavede masser og biologisk forfald i den menneskelige civilisation var allerede udbredt ved slutningen af det sidste århundrede. Arthur de Gobineaus racepessimisme, Friedrich Nietzsches blonde ariske bæst hinsides godt og ondt, Cesare Lombrosos forbryderalbum over fødte kriminelle, Gustave Le Bons kraniestudier og frygt for massernes barbari, var sammen med Darwins fætter og eugenikkens fader, Francis Galton med til at forme den tidsånd, der gjorde det stuerent, videnskabeligt muligt og progressivt for selv gode socialdemokrater, som eksempelvis K.K. Steincke, at se racehygiejne og tvangssterilisationer som et nødvendigt supplement til de sociale reformer.
IDRØMMEN OM at skabe et harmonisk og socialt balanceret lighedssamfund, skulle folk, der i kraft af egen uformåen var afhængige af statens sociale ydelser, havde en asocial adfærd, var alkoholikere eller prostituerede, hindres i at reproducere nye tabere.
Men historierne fra Sverige viser, hvor galt formynderi kan være, når selv unge læsesvage piger med et dårligt syn, i stedet for at få briller, anbringes på et hjem for svagt begavede, og derefter tvinges til at lade sig sterilisere for at kunne slippe ud af anstalten igen.
I Danmark blev op imod 10.000 - flest kvinder - steriliseret, mange under tvang, frem til 1967, men i et land som Østrig tvinges eller presses op imod 70 procent af alle evnesvage kvinder den dag i dag til at lade sig sterilisere. For oplysningens og selverkendelsens skyld er det derfor godt, at man nu i flere af de berørte lande vil have kommissioner til at undersøge disse sorte kapitler i vor nære forhistorie.
Vi må også have afklaret, hvorfor vi her i 1990'erne kan forarges over i grunden ikke nye oplysninger.
Historikeren, Lene Koch, der med sin bog "racehygiejne i Danmark fra 1920-56" har givet os et klart indblik i datidens tankegang, svarede forleden i dagbladet Politiken, at "forargelsen kommer først nu, fordi 90'ernes individualisme repræsenterer et modstykke til 30'ernes og 40'ernes konsensus om, at samfundet har ret til at udøve sine interesser på tværs af individet."
MEN SELV OM individualismen kan modsætte sig nye statslige racehygiejneprogrammer - det systematiske barbari - så hindrer den ikke en kæde af uciviliserede handlinger, som ad bagdøren kan skabe et "privatiseret" barbari.
At der stadig er intellektuelle, som gøder grunden for racehygiejnen fik vi i juli måned bl.a. syn for i Ina Kjøgx Pedersens serie om intelligens, genetik og adfærd her i bladet. Den britisk-canadiske forsker Phillippe Rushton, der går i Galtons og Lombrosos fodspor og måler kranier, hjernestørrelser og IQ, vil bruge genetiske screeninger af spædbørn, finde genet for mental tilbageståenhed og med medicin undgå, at de bliver kriminelle. Rushton (der dog erkender at mindst 50 procent er betinget af den sociale arv) vil helst nøjes med at "konstatere" og anbefaler i modsætning til sine forgængere ikke politikerne en bestemt løsning. Genetiske skreeninger forøger bl.a. forældrenes "valgmuligheder med hensyn til, om de vil føde barnet eller ej," siger han i pagt med den individuelle valgfriheds tidsånd.
SIKKERT HAR ikke så få af vore læsere med forargelse kunnet læse om intelligensforskningens nye "fremskridt" og det menneskesyn, som ligger bag, og nu er der med de seneste historier fra Sverige atter en anledning til at tænke sig om. Forskellen på dengang og i dag er ikke bare tvangen over for valgfriheden, men også at videnskaben i dag giver os stadig mere sofistikerede teknikker til at bedrive racehygiejne.
Fosterdiagnostik og sene aborter af fostre med såkaldte genetiske defekter (helt op til 6 måneder henne i graviditeten) giver i valgfrihedens navn mulighed for at stoppe ikke titusinder af graviditeter, men usigeligt mange flere. Og genetiske manipulationer med menneskeligt befrugtede æg for at hindre sjældne arvelige sygdomme er udtryk for at racehygiejnen lever i bedste velgående.
I et opsigtsvækkende interview her i Information den 1. august indrømmede, Lene Koch, ikke alene sin rædsel over foster- og præimplantationsdiagnostik, men også, at hun med sin accept af abort, ikke kan være modstander af abort af syge børn, selv om "det er en form for racehygiejne". Det er denne glidebane for den individualiserede racehygiejne, der gør det så svært at dæmme op en ny og sofistikeret udgave af det gamle barbari. Og så længe at statsmagten har afsat penge på finansloven til fosterdiagnostik og forskning i genmanipulationer med den menneskelige arvemasse, så er den nye racehygiejne ikke bare et individuelt samvittighedsspørgsmål. Den er også legitimeret som et "velfærdsgode" af statsmagten.bjm

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu