Læsetid: 3 min.

Racisme på mange måder

Paul Haggis viser mennesket fra sine bedste og værste sider i ensembledramaet 'Crash'
12. august 2005

En række mere eller mindre alvorlige biluheld knytter en række skæbner sammen i Paul Haggis' Crash, deraf titlen, som altså intet har med David Cronenbergs film fra 1996 at gøre. Haggis, der også skrev manuskriptet til Clint Eastwoods fremragende Million Dollar Baby, har et sociologisk, psykologisk sigte med sin film: Han vil skildre og kommentere på et samfund drevet af angst og præget af vold og racisme af enhver slags.

Resultatet er en film, hvor meget synes givet på forhånd, og manuskriptet til Crash er da også en stor konstruktion, som det ikke er svært at få øje på, og som indimellem truer med at rive filmen fra hinanden. Men Haggis er en god billedmager, der formår at skabe en poetisk, næsten drømmeagtig stemning, og sammen med de dygtige skuespillere bløder han mekanikken op og får historien og personerne til at leve og ånde.

Skæbnefællesskab

Crash foregår i Los Angeles og begynder og slutter med det samme biluheld. Kriminalinspektøren Graham Waters (Don Cheadle) og hans makker, Ria (Jennifer Esposito), bliver involveret i et større sammenstød på vej til et gerningssted. En tydeligt rystet Graham spekulerer over, om det er L.A.'s indbyggeres mangel på fysisk kontakt med deres omgivelser, der gør, at de støder sammen i deres biler - de har simpelthen brug for det i modsætning til i andre storbyer, hvor mennesker uundgåeligt kommer til at røre ved hinanden på gaden.

Og så skrues tiden et døgn tilbage, og vi præsenteres for et broget galleri af personer, hvis veje mere eller mindre tilfældigt krydser hinanden. Matt Dillon spiller den racistiske gadebetjent Ryan, der stopper og chikanerer et velhavende, farvet ægtepar, den udglattende tv-instruktør Cameron (Terrence Dashon Howard) og hans viljestærke kone, Christine (Thandie Newton). Ryans unge makker, Hansen (Ryan Phillippe), ser misbilligende til, men har ikke modet til at melde ham.

L.A.'s statsadvokat, Rick Cabot (Brendan Fraser), og hans i forvejen frygtsomme kone, Jean (Sandra Bullock), bliver udsat for en carjacking af to unge, sorte mænd, Anthony (Chris Bridges alias rapperen Ludacris) og Peter (Larenz Tate), der viser sig at være Graham Waters' bror og den narkoafhængige mors yndling. En mexicansk låsesmed (Michael Pena) skifter låsene hos familien Cabot og hyres siden til at ordne låsen hos en stadigt mere desperat iransk isenkræmmer (Shaun Toub), der har købt en pistol for at kunne forsvare sig selv.

Sort og hvidt
Som fortælling er Crash i familie med vildtvoksende ensembleværker som Paul Thomas Andersons Magnolia og Robert Altmans Short Cuts, og ligesom de to instruktører har Paul Haggis en ambition om at sige noget vigtigt om den tid, vi lever i. Det lykkes ham, selv om de gode intentioner er ved at tage magten fra ham undervejs.

Det er ikke svært at se det L.A., som Haggis præsenterer os for, som et billede på George Bushs USA - eller hele den vestlige verden efter 11. september 2001. Man stoler ikke på mennesker med en anden hudfarve, og er man ikke hvid og automatisk uskyldig, så er man enten sort og voldsforbryder, araber og potentiel terrorist eller mexicaner og brutalt bandemedlem. Der findes ikke nogen middelvej.

Fordomme stortrives i Haggis' lidt firkantede univers, hvor ingen dog er, hvad de først giver sig ud for at være. To unge, veltalende, sorte mænd, der ligner universitetsstuderende og brokker sig over hvide menneskers forudindtagede meninger, viser sig netop at være bevæbnede carjackers. En heftigt tatoveret, kronraget, mexicansk udseende mand er ikke gangbanger, men fredelig og kærlig familiefar, der har kæmpet sig ud af ghettoen.

Alle personerne i Crash har en rem af huden, og sort bliver til hvidt og omvendt og alt det grå indimellem. Racis-me har rod i frygt og had, men er ofte også 'bare' retorik, ord, der nok kan gøre ondt, men trods alt ikke slå ihjel. Haggis' pointe, som filmen slår fast flere gange, er, at vi jo bare er mennesker, der reagerer instinktivt uden tanke for konsekvenserne, når vi bliver bange, vrede og ulykkelige - med ord eller med handling. Vi er nødt til at lære at forstå og acceptere hinanden, række ud og overvinde vores frygt, ellers fortsætter volden, og racismen er ikke længere blot retorik.

Det burde være børnelærdom, men som verden ser ud, kan det alligevel ikke siges for ofte, og derfor er Crash en vigtig film.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu