Læsetid: 3 min.

Racistisk mordforsøg nær Berlin

Et racistisk overfald efterforskes på højeste niveau af den tyske rigsadvokat. Han overtog efterforskningen i opsigtsvækkende overfaldssag, der skete søndag i Potsdam tæt ved Berlin. Gerningsmændene er fortsat på fri fod
20. april 2006

BERLIN- En 37-årig tysk statsborger, Ernyas M., der stammer fra Etiopien, blev søndag morgen i Potsdam overfaldet af to ukendte voldsmænd og tævet halvt til døde.

Dette racistiske mordforsøg er bare det sidste i en lang række af højreekstremistiske mord og lemlæstelser. Men denne gang tages sagen så alvorligt, at den tyske statsadvokat Kay Nehm har overtaget den. Ugerningen er så grov, at "den tyske stats sikkerhed er truet", udtaler han.

Den tyske kansler Angela Merkel kalder udåden for en "afskyelig og menneskeforagtende gerning".

Voldsmændene er sandsynligvis højreradikale racister, skal man dømme efter deres egne udtalelser på en 39 sekunder lang telefonbesked, Ernyas M. nåede at lægge på sin kones telefonsvarer, inden han blev slået til jorden. Ernyas M. er ingeniør. Han har boet i Tyskland i 19 år og har to børn med sin tyske kone. Lige nu kæmper han for sit liv på hospitalet i Potsdam.

Da han ankom bevidstløs til hospitalet, diagnostiserede lægerne svære skader på kranium og hjerne, knoglebrud, et såret øje og en beskadiget lunge. Ernyas M. ligger nu i kunstigt skabt koma, da lægerne måtte bortoperere et stykke af hans hjerne. Ingen ved, om hans hjerne har taget varigt skade, eller om han overhovedet overlever.

6. sag om ekstremister

Det er sjette gang i løbet af de sidste syv år, at statsadvokaten går ind i en sag, hvor højreekstremister står for grove overfald. Første gang var i 1999 i delstaten Mecklenburg-Vorpommern.

Her kørte han en sag mod en gruppe højreradikale voldsmænd, der havde forsøgt at slå to vietnamesere ihjel. Kay Nehm ville statuere et eksempel og vise, at statsadvokaturen anser truslen fra højreekstremister for et nationalt anliggende.

Overfaldet skete klokken fire påskemorgen. Da befandt Ernyas M. sig ved et busstoppested ved stationen Charlottenhof i byen Potsdam, cirka 30 kilometer sydvest for Berlin. Han blev antastet af to personer, efter alt at dømme en mand og en kvinde, og verbalt groft forulempet. Herefter blev han tævet sønder og sammen og frarøvet sine ejendele. Overfaldet skete kun få hundrede meter fra hans hjem.

En taxachauffør kom kørende forbi og så manden ligge på jorden, mens to personer stod bøjet over ham. Chaufføren løb efter dem uden at indhente dem og vendte derefter tilbage til offeret og slog alarm.

Potsdams politi har som sagt gerningsmændenes stemmer på bånd. Ernyas M. forsøgte at ringe til sin kone fra sin mobiltelefon, da han så, at han ville blive overfaldet. Samtalen med voldsmændene blev optaget på konens telefonsvarer. Telefonbeskeden er nu lagt ud på nettet i håb om, at nogen kan genkende stemmerne.

"Skrid, nigger! Vi smadrer dig", siger de på båndoptagelsen. Også ord som "lorte-nigger" og "svin" kan man skelne på den dårlige optagelse. Racistiske overfald har efter Murens fald i 1989 i særlig grad fundet sted i de nye delstater fra det tidligere DDR. Man taler hver gang om ekstreme enkelttilfælde, når mennesker bliver overfaldet af racistiske grunde, og det forarger de mennesker, der arbejder med at hjælpe ofrene.

"De fortæller, at der hver uge forekommer sådanne 'enkelttilfælde'. Jeg sidder tilbage med åben mund," sagde Heike Kleffner fra offerrådgivningen i Magdeburg i går til Süddeutsche Zeitung.

"Hvordan kan man stadigvæk tale om enkelttilfælde?"

Siden Murens fald er mindst 99 mennesker blevet myrdet af højreradikale. Alene i januar i år har samme gruppe overfaldet mindst 53 mennesker i Tyskland.

Stephan J. Kramer, generalsekretær i Det Jødiske Centralråd i Tyskland, kalder efter overfaldet landets ungdoms- og uddannelsespolitik for forfejlet.

I avisen Der Tagesspiegel talte han i går om alvorlige forsømmelser og kritiserede, at det til stadighed lykkes de højreradikale at hverve unge mennesker for deres sag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu