Læsetid: 4 min.

Radikal balancekunst

16. august 1999

"Det er hele vort kulturgrundlag, der smuldrer med regeringen som islams villige håndlanger"
Pia Kjærsgaard, leder af Dansk Folkeparti.
DET MÅ IKKE være nemt at være kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen i disse dage. Efter en bred offensiv gennem hele sommeren, hvor ministeren i fællesskab med undervisningsminister Margrethe Vestager har slået et mærkbart slag for den danske kultur, vender tingene 180 grader pga. muslimske kassedamers ønsker om at bære tørklæder i Brugsen.
Den strategi, som lå i Gerners offensiv, blev hermed væltet omkuld. I sidste uge kom regeringen venstrefløjen i møde og viste flag i spørgsmålet om indvandrenes ret til at bevare deres kulturelle identitet på danske arbejdspladser. Trods intentionerne om at komme højrefløjen og ikke mindst Dansk Folkeparti i forkøbet ved at slå et slag for den danske kultur, træder samme fløj nu frem og kræver en redegørelse fra Gerner, fordi hun har udtalt, at danskerne mangler selvforståelse. Udtalelsen har provokeret lederen af Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard, så meget, at hun beskylder Gerner for at håne danskheden:
"Den frække udtalelse er en hån mod danskerne og danskheden, og derfor er det nødvendigt, at landets kulturminister nu stilles til regnskab. Ministeren må fortælle, hvori danskheden består, og hun må give en redegørelse for, hvad regeringen har tænkt sig med hensyn til Danmarks tvangsomdannelse til et multietnisk samfund."

Den redegørelse har Elsebeth Gerner Nielsen ellers allerede givet. I et interview med Aktuelt den 17. juli forklarer hun, at den manglende selvforståelse ligger i en udbredt historieløshed. Vi kender ikke længere vores rødder, og derfor har vi et problem med at finde et fremtidigt fælles ståsted.
At det er gået så galt, skyldes ifølge Gerner, at vi har forsømt at holde fast i de ting, som holder samfundet sammen. Vi har overset, at det danske samfund har et kulturelt fundament, der bygger på rettigheder udviklet i 1800-tallet, og som kun fastholdes, hvis vi vedvarende bliver mindet om det. Resultatet har været en underminering af den danske kultur.
"Og nu opdager vi så omkostninger", som Gerner siger. "Pludselig begræder vi ensomheden. Pludselig taler vi om større ansvarlighed, og vi bliver opmærksomme på, at der er noget, som hverken markedet eller velfærdsstaten kan klare. Vi mistede noget på vejen". Og dette noget er ifølge Gerner fællesskabet. Løsningen på danskernes manglende kultur er den fælles nationale
historie. Hvis vi vil vide, hvem vi er, skal vi gribe tilbage i historien og lære noget om det nationale fællesskab, som vi tilhører. Som Gerner senere skrev i en kommentar til Politiken om dansk identitet: "Det er nødvendigt at føle sig hjemme og være forankret for at kunne gå verden åbent i møde. I stedet for at tysse det nationale ned, skal vi tale mere åbent om det at være dansk".

Problemet med Gerners danske tale er imidlertid, at den mangler perspektiv. Den har ingen andre bud på en ny kulturel identitet end den danske, og den ser ingen andre måder end den historiske. Trods Gerners meget optimistiske ord om at lade de internationale
humanitære rettigheder danne udgangspunkt for en ny fælles identitet, bygger hendes strategi primært på en styrkelse af det danske nationale. Vi skal med andre ord være kosmopolitiske, men gøre det på en dansk facon, og det er unægtelig en svær balancegang.
Ministeren har dermed sat sig mellem to stole. Hun vil have, at vi bliver mere bevidste om det at være danske, samtidig med at hun vil gøre os kosmopolitiske og orienterede mod den verden, der ligger udenfor Danmark. Argumentet for denne strategi er, at det først er, når vi kender os selv, at vi kan lære at forstå de andre. Men det er et vattet argument, der skjuler ministerens egentlige politiske dagsorden, at lefle for den kulturhungrende højrefløj og score stemmer på de konservatives krise.
Virkelig politisk visionær bliver ministeren først, når hun tør melde klart ud og gå imod den perverterede form for nationalisme, som Dansk Folkeparti er udtryk for. I stedet for at balancere mellem venstrefløjens krav om en imødekommende attitude overfor indvandrere
og højrefløjens angst for kulturens opløsning, ville det netop i dette tilfælde klæde partiet at gå i fortidens fodspor og hævde klassiske radikale dyder som liberalisme, individualisme og kosmopolitisme i ordenes sande betydning.
Vis dit radikale mod, Gerner, og giv os visionære idealer at kæmpe for! Lad os åbne en debat om fremtidens fælles kultur, der bygger på et andet grundlag end højskolesangbogen og Grundtvig. Den nationale identitet, vi skal diskutere, burde handle om væsentlige værdier som friheden til at bestemme sin hovedbeklædning
selv. Tørklædesagen har i den forgangne uge vist, at danskerne har en fælles værdi, og det er tolerance.
Og den kan man som Ulrik Høy i Weekendavisens leder mene, er en tom gestus og det rene ingenting, men det er ikke desto mindre en fælles gestus, der er værd at bygge videre på.CB

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her