Læsetid: 4 min.

Radikal konsensus

28. december 1996

NU VENTER VI PÅ den nye SR-regering, mens megalomanien i den borgerlige lejr svulmer som aldrig før.
nEfter CD's udtræden af regeringen,
nefter opinionsmåling på opinionsmåling, der bekræfter Venstre som landets største parti og Socialdemokratiet på vej mod en gigantisk valgøretæve med et tab på over en halv snes mandater og udsigt til et "rent" folketingsflertal bestående af de to fremskridtspartier, Venstre og de konservative,
nefter det blegrøde-vissentgrønne finanslovsforlig med SF og Enhedslisten uden de konservative som buffer over for de borgerlige medier,
nefter stadig flere tegn på voksende EU-modvilje i den danske befolkning som helhed og i de menige socialdemokratiske rækker i særdeleshed
nog efter "Nyrups forfærdelige år" med Rushdie-sagen som kulmination på den række af mediebegivenheder, der har forlenet statsministeren med øgenavnet Poul Fodskud. Til erstatning af det image af Skrappe Poul, han ellers fik skabt på sit partis 125 års jubilæumskongres i august.

YNDEFULD er den sidst anførte personfiksering bestemt ikke, men dagbladet Ekstra Bladet har ulykkeligvis ret, når det spørger: "Hvad er det med den mand? Hvorfor gør han livet så helvedes besværligt for sig selv, sin regering og sit parti? Hvorfor tumler han omkring som tosse og ringvrag? Vi kan osse spørge på en anden måde. Hvorfor findes denne helt forbløffende forskel på den officielle og den private Nyrup? Sandheden er, at mand og mand imellem, i selskabelig lag, er statsministeren vittig, intelligent, med store evner for at parodiere hvem som helst. Synge kan han tilmed osse. Han er charmerende og opfører sig som en flink fyr."
Hvad er det da med den mand og hans regering? Gåden er ikke alene, at "masser af mennesker jo ka' li' dig, Poul. Selv her på stedet (Ekstra Bladets redaktion) har vi i svage stunder nogen godhed for dig, Poul. Især når vi betænker alternativet efter næste valg." Ud fra de succeskriterier han selv og tilsyneladende hovedparten af den danske befolkning anlægger, og som han gav udtryk for i det store interview her i Information for en uge siden, har han og hans regering jo gjort det megalomanisk godt i år: Godt 30.000 flere danskere kom i arbejde og den registrerede ledighed faldt med godt 40.000. Overskud på betalingsbalancen, udsigt til overskud på statsbudgettet, lavt renteniveau, topkarakterer af de internationale eksaminatorer i national- og driftsøkonomi.
For ikke at tale om privatøkonomien: En million syv hundrede og otteogtyvetusinde og fireogfirs indregistrerede personbiler - enogtrestusinde flere end sidste år. Sammenlagt steg privatforbruget med knap 2,5 procent. Alligevel sparer vi mere, end vi låner i banken. Og efter den 20. almindelige vurdering blev landets 1,6 millioner boligejere 100 milliarder kroner rigere i år.
Hvorfor forlader CD så regeringen og hvorfor står Nyrup og hans parti til en valgøretæve af dimensioner? Det kan ikke blot skyldes, som Ekstra Bladet peger på, at statsministeren er omgivet af "de management-idioter, der lærer dig (Poul Nyrup Rasmussen) at gå, stå og tale i offentlige sammenhænge. Slap dog af, mand. Du er go' nok, som du er."
Forklaringen på gåden stikker dybere.

RADIKALT SET - i hvert fald som det nye principprogram for Det Radikale Venstre ser verden og dens udfordringer (jvf. Information i går side 11) - er forklaringen på gåden, at regeringen trods eller på grund af(?!) radikal deltagelse ikke beskæftiger sig dristigt, æggende, vedholdende og åbent med sine egne succeskriterier - som den kapitalistiske markedsøkonomis stadig mere oplagte fallitbo. De forrygende succes'er skærper modsætningen mellem befolkningens to tredjedele, der får stadig mer og bliver stadig mere besat af den mentalitet, at mer vil have mer, og den tredjedel, der - ikke kan følge med Udviklingen. De forrygende succes'er skærper modsætningen mellem den økonomiske vækst og den natur, der - ikke kan følge med Udviklingen. Det er sandheden, og den er ilde hørt.
Nu så ilde at folk får det ilde derved.
Alligevel skal sandheden frem.
Men at den umiddelbart vil sikre Nyrup og hans kommende SR-regering en megalomanisk vælgergunst tør vel ikke engang den mest rødglødende-forårsgrønne Informationslæser påstå.

UDEN AT GÅ SÅ radikalt til værks som det radikale principprogram men dog noget mere radikalt end den radikale politik, kunne man håbe på en i virkeligheden ret udbredt konsensus om synspunkter, som SF's næstformand Christine Antorini forleden gjorde gældende i dagbladet Politiken: "Det offentlige behøver ikke at løse alle folks problemer. Vi må lære at tage ansvaret for os selv og hinanden i lokalsamfundene. Vi burde have færre børnehaver, ikke flere. Men det tager tid at have omsorg for hinanden - at tage sig af sine egne børn og lave ordentlig sund mad. Det er ikke muligt i et samfund, hvor både far og mor arbejder 40 timer om ugen. Derfor kræver et stærkere civilt samfund også en kortere arbejdstid. Vi må vælge tid i stedet for ting. De fleste danskere har ikke brug for højere løn og flere materielle goder, men for et bedre liv der fører til mindre slid på naturen."
Den vakse læser vil vide, at "tid i stedet for ting" er et citat. Af Poul Nyrup Rasmussen. Hvorfor kan han så ikke med Antorini sige: "Det er vanvittigt, at to tredjedele af os knokler mere og mere for at købe flere og flere ting, mens den sidste tredjedel udstødes som langtidsledige og folk på overførselsindkomst. Fagbevægelsen burde være mere åben over for et fleksibelt arbejdsmarked."
Interviewet i lørdags kan læses, som om Nyrup inderst inde er enig, men ikke rigtig tør sige det. Det kunne forklare gåden: Statsministeren er blevet bange for sin egen skygge.

el (Ejvind Larsen)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her