Læsetid: 5 min.

Mod det radikale demokrati

Den amerikanske pragmatiker George Herbert Meads storartede udfordring til de demokratiske samfund udkommer nu på dansk: Sindet, selvet og samfundet
22. juni 2006

Nogle ser demokrati som forfald: Forskellene forsvinder, mennesker reduceres til publikum, og den enkeltes stemme forsvinder i massen. "Nivellering!", sagde Søren Kierkegaard: demokratiet er nivellerende. Her hersker anonymiteten og i pressen råder rygter. Den demokratiske indstilling er misundelig, den "qvæler og forhindrer, den nivellerer". Offentligheden forfalder til pøbelvælde.

Der gives også et alternativ til forfaldsscenariet: Den amerikanske pragmatiker George Herbert Mead tænkte demokratiet som betingelse for personlig og solidarisk selvudfoldelse:

"Demokratiet opfattes af mange som en samfunds-orden, hvor markante personlighedsforskelle vil blive elimineret: hvor alt vil blive nivelleret på en måde, så alle helst skal ligne hinanden så meget som muligt. Men dette er selvfølgelig ikke demokratiets implikation; demokratiets implikation er snarere, at personer skal kunne udvikle sig mest muligt inden for rammerne af deres medfødte muligheder, men stadig være i stand til at indleve sig i attituderne hos dem, de påvirker."

Der gives ikke noget isoleret "selv" uden for eller før samfundet. Meads socialpsykologi er både en radikal kritik af idealistiske funderinger af det absolutte subjekt og af forestillingen om det suveræne individ som udgangspunktet for det demokratiske samfund. Meads tanke om, at personer først i dialog med andre udvikler selvbevidsthed, kræver derfor et helt nyt grundlag:

"Det menneskelige sind og det menneskelige selv skal grundlæggende forstås som sociale produkter, dvs. produkter eller afspejlinger af menneskets sociale erfaringsdannelse."

Det er det omfattende og ambitiøse forsøg på en naturalistisk fundering af det demokratiske samfund, der nu udkommer på dansk som Sindet, selvet og samfundet.

Selv havde George Herbert Mead nok aldrig forestillet sig dette værk, for det er baseret på forskellige forelæsningsnoter, der er sat sammen til det værk, som udkom tre år efter Meads død i 1934. Bogen er præget af sin tilblivelse, den er belastet af gentagelser og begrebslige overlap, men den er fint oversat og udstyret med mangfoldige noter af Søren Willert. Og den er bestemt værd at læse.

Gestus og mening

Inspireret af evolutionsteorien starter Mead med mennesket som biologisk væsen for at gå videre til mennesket som samfundsindivid og ende med at undersøge det demokratiske samfund.

Med hundeslagsmål som eksempel viser Mead, hvordan udvekslinger mellem dyr forløber som "gestuskonversation": Der sendes et signal, signalet besvares, hvilket resulterer i en handling.

På næste niveau udvikles "mening", når et udsagn møder et gensvar og efterfølges af en handling. Meningen er ikke fastlagt i det enkelte udsagn, men først i gensvaret og handlingen. Mening er ikke et psykisk fænomen, men viser sig først i gensvaret og den sociale handling. Det udtrykkes radikalt: Bevidst-heden sidder ikke inde i hovederne, men i den objektive verden. Det, der foregår inde i hovedet, er neurologiske processer, der først fuldbyrdet som handling bliver til bevidsthed.

Mead baserer sig på en handlingsteori, der privilegerer kommunikation. Det særlige ved sproget er, at vi også altid taler til os selv, når vi taler til andre. Kommunikation tilbyder en social form, hvor individet bliver genstand for sig selv: vi kan reflektere os selv i sproget og overtage de andres perspektiver på os selv. Pointen er ikke, at individet skal forsvinde i overordnede sociale regler og forventninger, men derimod, at vi først kan udvikle vores personligheder, når vi har tilegnet os det fælles. Vi træder frem som individer i gensvar på forventninger og institutioner.

Leg og spil

Mead udvikler i Sindet, selvet og samfundet en teori om personlighedsdannelse. Barnet starter i "legen". Det legende barn overtager forskellige roller og internaliserer de tilhørende gensvar: Barnet leger, at det som en voksen person sender et brev, og bag-efter leger barnet, at det modtager brevet. I legen går barnet fra rolle til rolle i en åben proces. Man kan "lege" alene.

Næste stadium er "spillet". Børnene kan ikke "spille" alene. Mead bruger baseball som eksempel på "spil". Barnet agerer nu som deltager og orienterer sig efter de andre spillere. Barnet ser nu sig selv i en kompleks social virkelighed. I spillet bliver barnet konfronteret med "den generaliserede anden", hvor det tilegner sig andres attituder og fællesskabers moralforeskrifter. Først nu bliver barnet til en selvbevidst aktør i et lille fællesskab. Spillet forbereder overgangen til integration i det store samfund:

"En person bliver til personlighed, fordi han hører til i et menneskeligt fællesskab, og fordi han indoptager fællesskabets institutioner i sin egen livspraksis. Han indoptager fællesskabets sprog som medium for personlighedens dannelse, og ved derefter at indoptage de forskellige roller, fællesskabets øvrige medlemmer stiller til hans rådighed, indoptager han tillige disse attituder."

Mig og jeg

Mead sætter en distinktion mellem "mig" og "jeg": De andres attituder er internaliseret i "mig", mens det personlige gensvar kommer fra "jeg". Regler, normer og forventninger indlejres i "mig'-et", mens det nye kommer fra "jeg'et". "Mig'et" og "jeg'et" er adskilte momenter i samme helhed. Mead beskriver ikke forholdet mellem de to som tragisk, men som konstruktivt: "Mig'et" placerer individet i et bredt socialt oplevelsesfelt, som "jeg'et" omvendt selv præger.

Perspektivet kulminerer i en vision om det universelle demokrati. I menneskelige samfund findes det universelle på to niveauer: Det økonomiske sprog og det religiøse sprog er universelt. Men Mead ser sproget som adgang til et tredje fællesskab: Det potentielt altomfattende demokrati, hvor alle attituder indlejres som organiseret helhed.

Det er påfaldende, at Mead ser det videnskabelige fremskridt som model for politisk fremskridt. Videnskabelige fremskridt er ikke forbundet med civilisationspessimisme eller kapitalismens formålsrationalitet. Måske derfor har Mead i de senere årtier inspireret væsentlige kapitalismekritiske tænkere, der ville undgå den fordummende, men udbredte forveksling af videnskabelig fornuft med imperialistisk dominans. Det er ikke tilfældigt, at Jürgen Habermas i hovedværket Teorien om den kommunikative handlen præsenterer en læsning af Mead, fordi amerikaneren tænker det universelle potentiale i vores sprog som mulighed for, at mennesker i fornuftigt fællesskab sammen kan regere over deres livsbetingelser. Det er heller ikke tilfældigt, at Axel Honneth i Kamp om anerkendelse trækker på Sindet, selvet og samfundet, fordi det lykkedes Mead at gentænke momenter af Hegels anerkendelsesteori på eftermetafysiske præmisser. Som en anden tysk tænker, Hans Joas, skriver i sit store værk om Mead:

"Meads værk kan udbrede den indsigt, at jeg-identitet betyder andet og mere end den respekterede borgers personlighedsstruktur, at videnskabelig fornuft ikke kan reduceres til kapitalistisk formålsrationalitet, og at stræben efter demokrati ikke kan stille sig tilfreds med parlamentariske institutioner."

George Herbert Mead: Sindet, selvet og samfundet. Oversættelse, forord og noter ved Søren Willert. 449 kr., 472 s., Akademisk Forlag. ISBN 8750038087

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her