SVAGHEDERNEI DET ambitiøse projekt, partileder Marianne Jelved nu har fået de radikale tillidsfolks fulde opbakning til, er flere og meget iøjnefaldende. Med det, der efter weekendens landsmøde officielt har fået overskriften "Den Anden Vej", løber partiet en betydelig risiko for at bevæge sig ind i en blindgyde. Mens det for tiden er muligt at lægge lige stor distance til begge de to store blokke i dansk politik, vil situationen efter næste valg være en anden. Giver det et resultat, der åbner muligheder for et regeringsskifte, må partiet beslutte sig for, om det ønsker Socialdemokraterne som det store regeringsparti eller om Venstre skal have lov til at fortsætte i den rolle - om end under andre parlamentariske vilkår.
Valget mellem disse to muligheder vil være uomgængeligt, selv i den lidet sandsynlige situation, at Marianne Jelved virkelig kan indtage posten som statsminister. Hun og hendes parti skal have nogle at regere sammen med. Naturligvis kan man - som partiformand Søren Bald har gjort - pege tilbage på Poul Hartlings smalle Venstre-regering i første halvdel af 1970'erne, men den viste sig kortvarig og politisk impotent.
Der kan derfor være grund til at hæfte sig ved, at Jelved i sine forklaringer om det nye strategiske projekt hovedsagelig taler om selve forhandlingssituationen. Den afgørende forudsætning er selvsagt, at hendes parti får mandater nok til at rokke ved det nuværende VKO-flertal. Nye muligheder skal skabes for indtil flere forskellige parlamentariske konstellationer. Sker det, vil de radikale insistere på, at forhandlingerne finder sted med hende for bordenden. "Så er vi sikre på, at der er en anden vej, som erstatter Pia Kjærsgaards indflydelse med radikal indflydelse", sagde Marianne Jelved ved afslutningen af det radikale landsmøde.
UDTALELSENAFSPEJLER, at hun undervejs havde lyttet til skeptiske røster. Nok blev "Den Anden Vej" godkendt af samtlige delegerede - minus tre der undlod at stemme - men ikke mindst kravet om hende som statsminister var efter mange delegerede opfattelse en unødvendig stramning. På klassisk radikal manér fremhævede disse skeptikere, at det måtte være den politiske indflydelse, der er afgørende. Her mener Jelved så, at den opnår man bedst ved at placere sig selv i centrum - i første omgang som forhandlingsleder, i andet og bedste fald ved at sikre sig posten som regeringsleder.
Hvad der står i centrum for den radikale bestræbelse på at genvinde indflydelse i dansk politik, bliver lagt klart frem i det nye strategiske program. Det omfatter fem krav, der skiftevis er blevet omtalt som ultimative, ufravigelige og uomgængelige. I det nummer af partiets medlemsblad, Radikal Politik, der blev udsendt lige inden landsmødet bliver det fastslået, at projektet består af fem krav, hvor der skal gives "afgørende indrømmelser". Også det kan ses som en opblødning og en indrømmelse til dem, der har påpeget, at politiske forhandlinger sjældent munder ud i, at den ene part får samtlige sine krav opfyldt.
DETÆNDRERDOG intet ved, at partiet har lagt sig fast på en række standpunkter, hvor det for nærværende er svært at se mulighederne for at skaffe flertal. Skatten på arbejde skal sænkes. Folkeskolen skal styres lokalt. Udlændingepolitikken skal lempes, så udenlandske statsborgere kan bo med deres ægtefælle i Danmark. Velfærden skal sikre kerneydelser. Og udenrigspolitikken skal gøre op med "regeringens følgagtige aktivisme".
Går man dybere ind i substansen på disse fem områder, må en nøgtern analyse vise, at mulighederne for at få mærkbare indrømmelser er større i forhold til Socialdemokraterne end i forhold vil Venstre. Ikke desto mindre hviler hele det radikale projekt på den præmis, at der ikke er nævneværdig forskel på de to store partiers politik, når det gælder partiets mærkesager. "Vi kan se, at vi bliver omringet nu. Det er ligegyldigt, hvilke regeringskoalitioner, man kan se, så er vi fanget af at skulle være sammen med partier, som er enige, men vi er uenige med dem. Det er det nye i situationen," lød Jelveds vurdering.
Den politiske udvikling har placeret hendes parti i et ægte dilemma, hvor det har måttet træffe et valg. Det er prisværdigt, at det har taget denne udfordring op. I bedste fald kan den nye strategi påny placere partiet helt centralt i dansk politik. Men den rummer også meget store risici. Som tidligere kulturminister Ebbe Lundgaard sagde, er det den mest pludselige og dramatiske beslutning, der er taget i partiets historie: "Vi er ude på dybt vand, hvor der ikke er nogen vej tilbage."
Betingelsen for, at projektet blot delvis kan føres igennem er en markant radikal fremgang ved næste valg. I første omgang består partiets opgave derfor i at overbevise en større del af vælgerne om, at det har ret i sin opfattelse af sig selv. Nemlig at det i dag udgør den eneste virkelige og samtidig regeringsduelige opposition i dansk politik.
