Læsetid: 3 min.

Radikale håber på fælles fodslag med S om integration

Samarbejdet med de radikale har fået lettere vilkår, efter Socialdemokraterne i går forlod integrations-forliget, mener politisk ekspert. Radikale foreslår nyt fælles SR-forslag
20. oktober 2005

I går kl. 14 blev flere måneders tovtrækkerier om integrationsforliget tilendebragt. Regeringen ville ikke imødekomme socialdemokraternes ønske om en social klausul, der skulle sikre, at de svage-ste kontanthjælpsmodtagere ikke rammes af de nye regler. Derved bliver det ved et smalt forlig mellem regeringen og Dansk Folkeparti.

Aftalen medfører blandt andet, at ægtepar, der tilhører de svageste kontanthjælpsmodtagere, den såkaldte gruppe fem, ikke er omfattet af kravet om mindst 300 timers arbejde over to år. Socialdemokraterne ønskede også at undtage de svageste fra gruppe fire, men her sagde regeringen altså nej.

De socialdemokratiske forbehold over for forliget deles af de radikale og var ifølge integrationsordfører, Morten Østergaard (R) årsagen til, at de radikale trak sig fra forhandlingerne i sommer. Morten Østergaard ærgrer sig over, at Socialdemokraterne først nu har meldt sig ud af aftalen.

"Hvis de var kommet til fornuft i tide, kunne vi måske have lavet et andet forlig, end det der nu ligger. Vi ville gerne have haft et bredt forlig," siger han.

1000 timer

Morten Østergaard mener dog, at sent er bedre end aldrig. For fremover vil socialdemokraterne ikke være bundet af et forlig, hvilket gør samarbejdet lettere. De Radikale foreslår, at grænsen på 300 timers arbejde erstattes af en grænse på 1000 timer. Samtidig skal kravet omfatte aktiviteter som jobtræning og uddannelse.

"Hvis vi kan finde hinanden på det rette punkt, giver det nogle andre muligheder. Det tegner sig i retningen af fælles fodslag," siger han.

Ifølge lektor på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, Hans Jørgen Nielsen, burde Socialdemokraterne have meldt deres skepsis ud langt tidligere.

"Det er en præmis, at man står ved et forlig, og hvis de var imod, skulle de sige til i tide. Man siger ikke ja, før man har baglandet med sig, og at vente med sin kritik, til tre dage efter forhandlinger er på plads, er pinligt - at vente fire måneder er slemt," siger han.

Det var ellers en tilfreds integrationsordfører, Anne Marie Meldgaard (S), der 17. juni kunne meddele, at partiet stod bag den nye aftale. Men siden har socialordfører, Mette Frederiksen, og arbejdsmarkedsordfører, Thomas Adelskov, altså sat en kæp i hjulet. Alligevel mener Hans Jørgen Nielsen ikke, at Meldgaard er trængt på sin post.

"Hun havde jo formanden bag sig. Så hvis hun skal gå, må flere gå med hende," påpeger han.

Selv om Hans Jørgen Nielsen tvivler på, om alt nu er godt i samarbejdet med de radikale, kan en integrationsaftale uden Socialdemokraterne betyde færre barrierer i fremtiden.

"Forliget var en belastning for det samarbejde, og på længere sigt vil det være en lettelse, at Socialdemokraterne ikke er bundet af en aftale. De to partier er fortsat uenige om blandt andet skatten, og hvis man ikke kan nå til enighed om udlændingepolitikken, er der ikke meget tilbage," siger han.

Mellem to stole

Professor i Komparativ Politisk Økonomi ved Handelshøjskolen i København, Ove Kaj Pedersen, mener, at Socialdemokraterne nu har placeret sig særdeles uheldigt mellem to stole. Derfor vil et tættere samarbejde med de radikale kræve store indrømmelser fra begge parter, vurderer han.

"Naturligvis vil man have en større selvstændighed, hvis man genvinder regeringsmagten. Men Socialdemokraterne er jo ikke gået fra forliget med den begrundelse, at de vil det samme som radikale. De har ikke sendt et strategisk klart signal," påpeger Ove Kaj Pedersen.

Han peger samtidig på, at regeringen ved at indgå et smalt forlig med DF lægger afstand til den danske tradition for at søge bred konsensus på værdibaserede politik-områder.

"Herved sikrer regerin-gen, at debatten om udlændingepolitikken kan fortsætte, velvidende at det primært rammer Socialdemokratrene. Helle Thorning-Schmidt er faldet i regeringens snubletråd, og vi er tilbage ved udgangspunktet," påpeger Kaj Ove Pedersen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her