Læsetid: 1 min.

Radikale kræver hjælp til børn på krisecentre

Børn i krisecentre får ikke den hjælp, de har behov for. Det får nu de radikale til at kræve lovstramning og flere penge til området
14. september 2006

Information kunne i går berette om et massivt kommunalt svigt i støtten til børn fra voldsramte familier.

Blot 14 procent af de omkring 2.000 børn, som hvert år søger tilflugt i et krisecenter sammen med deres voldsramte mor, modtager støtte i form af psykologhjælp eller anden behandling - til stor skade for børnenes videre udvikling, advarer fagfolk.

Det får nu de radikales socialordfører Martin Lidegaard til at kræve politisk handling.

"Kommunerne yder alt for sjældent den nødvendige støtte til børn på krise- og asylcentre. Det er børn, der har været udsat for meget store belastninger," siger Martin Lidegaard.

Han foreslår at sætte 50 millioner SATS-kroner af til området.

Desuden vil han have revideret Serviceloven, så børn på asyl- og krisecentre sikres flere rettigheder til behandling under og efter deres ophold på krisecentrene.

Kommunernes hjælpetilbud halter nemlig også, når børnene har forladt centrene.

DF bakker op

Martin Lidegaard bakkes op af Dansk Folkepartis socialordfører, Pia Kristensen:

"Jeg vil gerne være med til at stille flere krav til kommunerne gennem serviceloven, men jeg vil ikke på forhånd love SATS-midler. Der er mange andre vigtige områder, og jeg vil ikke favorisere nogen på forhånd," siger Pia kristensen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her