Læsetid: 2 min.

Radikale kræver støtte til økologi

Tag lidt af landbrugsstøtten fra landmændene og giv pengene tilbage til dem, der er parate til at øremærke dem til økologi. Så kan landbruget leve op til øget efterspørgsel på økologiske varer, lyder det fra de radikale. Landbruget er skeptisk
5. maj 2006

BRUXELLES - Forbruget af økologiske varer stiger igen, og det giver god mening at flytte nogle penge fra landbrugsstøtten til økologi, mener de radikale.

"Danmark har en enestående chance for at gå foran i at satse på de økologiske landbrug og investere i landområderne," hedder det i et nyt radikalt udspil på landbrugsområdet.

Dermed har det gamle husmandsparti markeret sig på vej til slagsmålet om de såkaldte landdistriktsmidler for de kommende år. EU støtter både landmændene og livet på landet. Fremover er der mulighed for at flytte noget af den direkte støtte over til landdistrikterne, og det er nogle af disse penge, de radikale vil øremærke til økologi.

"Vi er inde i en ny udvikling, hvor der er en stor stigning i efterspørgsel på økologiske varer," siger Ole Glahn, landbrugsordfører hos de radikale. Ikke mindst har fødevareskandalerne ført til, at folk har mere tillid til en lokal slagter eller en gårdbutik, mener han.

Også i andre lande, eksempelvis Storbritannien og Tyskland, er der stigende efterspørgsel. Over en syvårig periode skal der på den måde flyttes en milliard kroner fra direkte støtte, som Glahn betegner som "forældet", til øremærket støtte.

Til sammenligning kan det nævnes, at det samlede beløb, dansk landbrug, fødevareindustri og landdistrikter får, er på knap 10 milliarder om året.

Planen vil både kunne skaffe arbejdspladser og en nicheproduktion, "der vil stå godt på et globaliseret arbejdsmarked og samtidig have turistmæssigt potentiale," lyder de radikales udspil.

Hos Dansk Landbrug er begejstringen for ideen ikke overvældende.

"Vi synes ikke, modulering er sjovt," siger Helga Hjort Christiansen, der er erhvervspolitisk konsulent hos Dansk Landbrug. Principielt er landbrugets organisationer modstandere af, at Danmark går enegang med at flytte penge fra den direkte støtte til andre formål - det er konkurrenceforvridende i forhold til andre EU-lande, er holdningen.

Men kritikken rører ikke Ole Glahn. Alle landmænd kan jo søge om den øremærkede støtte, hvis de bruger dem til økologiske formål, siger han om planen.

Kritik er der også fra Kjeld Hansen, forfatter til bogen Der er et yndigt land, der beskæftiger sig med natur, landbrug og støtte. "Der er ikke brug for flere støtteordninger, og desuden er der allerede støtte til økologer. Forslaget løser ikke problemet, at Danmark er verdens mest dyrkede land," siger han.

Pengene kunne i stedet bruges til at købe nogle af de drænede områder tilbage og genoprette naturområder, mener Kjeld Hansen.

Debatten om, hvad pengene til landdistrikterne skal bruges til de næste syv år, går i gang i den kommende tid.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu