Læsetid: 4 min.

Da De Radikale mistede realismen

Det radikale nej til NATO i 1949 betød, at partiets udenrigspolitik de følgende 40 år kom til at svæve i den blå luft og havarerede i 1988 - påpeges det i partiets egen jubilæumsbog
26. maj 2005

Da Det Radikale Venstre i 1949 gik imod dansk medlemskab af NATO, meldte partiet sig ud af den christiansborgske realpolitik i udenrigsforhold. Og det kom til at ramme De Radikale som en boomerang i 1980'ernes fodnotepolitik.

Det fremhæver historikeren Bo Lidegaard i sit bidrag til Det Radikale Venstres bog i anledning af partiets 100-års jubilæum denne måned.

Lidegaard, der også er medredaktør på bogværket, påpeger, at det oprindelige radikale partiprogram fra 1905 byggede på en "organisk sammenhæng" mellem indenrigs- og udenrigspolitik, der begge støttede sig på to ben: idealisme og realisme.

Idealismen i indenrigspolitikken var ønsket om ligestilling mellem mennesker, og realismen var den snusfornuftige økonomiske politik.

I udenrigspolitikken var idealismen forsoning mellem folkeslagene, mens realismen bestod i at fastholde, at Danmark intet kunne udrette militært over for Tysklands overmagt, og at en streng neutralitet derfor var nødvendig.

I perioden fra 1905-45 kunne de andre partier nok sukke over den radikale fredsommeligheds-retorik, men de kunne intet alternativ anvise til en neutralitet, der for næsten enhver pris stræbte efter ikke at udfordre Tyskland.

Nu var alliancer mulige

Men efter 1945 blev det anderledes. USA var blevet en svært bevæbnet europæisk stormagt. Med Bo Lidegaards ord:

"Fra USA kunne sådanne sikkerhedsgarantier opnås, som ikke tidligere havde været mulige, og spørgsmålet om alliancen var dermed åbnet i dansk - og radikal - udenrigspolitik."

De Radikale kunne nok bekvemme sig til at tage imod amerikansk Marshall-hjælp i 1947, "men kunne ikke bringe sig selv til at tage konsekvensen, da den politiske overbygning i foråret 1949 meldte sig i skikkelse af Atlantpagten," skriver Lidegaard.

Førende socialdemokrater som Jens Otto Krag dannede i de år et nyt enhedssyn på udenrigs- og indenrigspolitik: Dansk integration i de vestlige samarbejdsorganisationer skulle sikre den velstand, der hjemligt tillod opbygningen af velfærdsstaten.

De Radikales traditionelle binding til pacifismen og neutraliteten gjorde, at de nok kunne samarbejde om velfærden, men ikke om NATO, slet ikke om Vestunionen, og kun halvhjertet om Det Europæiske Fællesmarked.

Men den radikale udenrigspolitik havde ingen uomgåelig realisme at henvise til. Partiet blev udenrigspolitisk marginaliseret på Christiansborg, hvor S og VK bar udenrigspolitikken igennem. Om De Radikales stilling skriver Lidegaard:

"Uden fast forankring i alliancepolitikken og dermed uden et direkte medansvar for den førte politik gav det navnlig i baglandet rig mulighed for at udvikle positioner, der nok havde de ideale forestillinger, men ikke nødvendigvis den virkelige verden for sig."

Skjult NATO-glæde

De Radikale havde ingen sympati for Sovjet-systemet, og på de indre linjer krympede radikale ledere sig over partiets offentlige undsigelse af den vestlige forsvarspagt.

Lidegaard beretter om et internt 1957-møde på Nyborg Strand, hvor radikale koryfæer som Jørgen Jørgensen, Hilmar Baunsgaard og Helge Larsen bekræftede hinanden i det velsignelsesrige ved NATO, men en offentlig bekendelse blev det ikke til. Partiet foretrak at konkurrere med SF om pacifisme og behage sine egne fredsfolk - i tryg forvisning om, at et flertal på Christiansborg bar forsvarsbyrden.

Derfor kom De Radikale i en fæl pine, da Socialdemokratiet i 1983-88 skiftede udenrigspolitik for at tvinge den borgerlige Schlüter-regering af taburetterne.

De Radikale dyrkede i de år deres indenrigspolitiske realisme ved at støtte Schlüters økonomiske "genopretningspolitik". Den havde de ikke tillid til, at Anker Jørgensen eller Svend Auken kunne føre - og i virkeligheden havde de heller ikke noget ønske om at bringe dansk NATO-medlemskab i tvivl.

Men nu hang De Radikale på deres egen realitetsløse idealisme i udenrigspolitikken. I alt 27 dagsordener vedtog de sammen med S og venstrefløjen - vendt mod NATO-beslutningen om at opstille 572 mellemdistance-raketter i Europa som svar på en tilsvarende sovjetisk nyopstilling på den anden side af jerntæppet.

Den borgerlige regering var utilpas ved at komme i mindretal, men statsminister Schlüter anså ikke sagen for egnet til at vinde vælgergunst - før i 1988, hvor De Radikale var med til at nedstemme regeringen i spørgsmålet om atombevæbnede skibes anløb af danske havne.

Lettet R skiftede politik

I den efterfølgende valgkamp var De Radikale og VK fælles om at give Socialdemokraternes Svend Auken skylden for regeringens fald.

Bo Lidegaard konstaterer:

"Regeringen vandt valget, men det var udenrigspolitisk af større rækkevidde, at De Radikale herefter trådte ind i regeringen og dermed igen - med et næsten hørligt lettelsens suk - tilsluttede sig dennes udenrigspolitiske linje."

Siden har De Radikale - under Marianne Jelveds ledelse - overtaget Venstres rolle som Folketingets mest Europa-begejstrede parti. NATO-medlemskabet er ikke længere genstand for radikal tvivl. Og som udenrigsminister i Nyrups regeringer gik Niels Helveg Petersen i 1998 med til NATO-bombardementer af Irak - Operation Ørkenræv - der ikke havde udtrykkelig anmodning fra FN's Sikkerhedsråd. I 1999 trådte de radikale endnu videre. De gik med til NATO's krig mod Serbien - selv om den var ganske uden FN-mandat. De Radikale trøstede sig med, at der var tale om en "humanitær nødvendighed" for at redde Kosovo-albanerne.

De Radikale gav også tilslutning, da VK-regeringen i 2001 ville gå med amerikanerne ind og fordrive Taleban og Al-Qaeda fra Afghanistan. Men til Irak-krigen mod Saddam i 2003 sagde De Radikale nej - og er først nølende stået på, efter FN-resolutioner i 2004 leverede dækning til en politisk overgangsproces i Irak.

Denne overgangs stedse mere larmende undergangstoner åbner nu for nye radikale anfægtelser.

Bo Lidegaard fastslår, at magthaverne efter folketingsvalget i 2001 ikke er radikale tilbøjeligheder venligt stemt:

"Småstatstankegang blev et skældsord på linje med tilpasningspolitik og neutralitet - alt sammen i høj grad knyttet til Det Radikale Venstre, der sammen med Socialdemokratiet måtte tage sin del af slaget."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu