Læsetid: 2 min.

Radikale: Venstre må vise miljøhandling over for landbrug

Landbrugets forurening kalder på øjeblikkelige regeringsinitiativer, siger De Radikales ordfører, Johs Poulsen
26. maj 2005

"Nu har Venstre chancen for at vise, at partiet vil føre en alvorlig miljøpolitik."

Det siger De Radikales ordfører for landbrug og miljø, den nyvalgte Johs Poulsen. Hans vurdering kommer efter den høring, der i går var på Christiansborg om den fremtidige miljøregulering af landbruget.

Johs Poulsen henviser til, at Venstres miljøordfører, Eyvind Vesselbo, i mandags i Information meddelte, at Venstre er i færd med "at slå 180 graders miljøkolbøtte".

Eyvind Vesselbo markerede som Venstres politik: "Vi kan ikke sige, at Venstre er et landbrugsparti, og at vi derfor skal holde hånden over landbruget. Nej, vi skal også være et bredt parti. Og landbruget er blevet meget intensivt og meget markant."

Johs Poulsen påpeger, at det netop er på landbrugsområdet, der er det mest påtrængende behov for en skærpet dansk miljøpolitik:

"Det billede blev tegnet præcist af de sagkyndige på høringen i dag. De redskaber, vi har, er ikke gode nok. Vi kan ikke engang nå de målsætninger, der allerede er sat. Og de skal tilmed skærpes, når Danmark skal indfri EU's vand-rammedirektiv."

Tre akutte behov

Den radikale ordfører fremhæver tre områder, hvor der er akut behov for en skærpelse:

"Vi skal have en målfastsættelse for landbrugets belastning af naboer, fugleområder og vådområder. Derefter skal vi hurtigst muligt lave planer for indsatsen. Den opgave har ligget hos amterne, men efter deres nedlæggelse er det vigtigt, at staten tager opgaven op, så der ikke opstår et hul."

Som den anden hastende opgave nævner Johs Poulsen:

"Vi er nødt til at finde et nyt reguleringsmiddel over for landbruget. Ud fra de data, der allerede findes, må vi opdele alle landbrug i 'sårbare områder' og 'mere robuste'. Altså en opdeling i to zoner, med strammere styring for de sårbare. Og det skal gælde alle landbrug, så det ikke bare bliver de nye landmænd, der får pålagt restriktionerne, men også de etablerede, der har gamle godkendelser."

Johs Poulsen finder det også påkrævet, at landbruget nu bliver behandlet på samme måde som industrien:

"Af industrien kræver vi, at den anvender 'bedst tilgængelig teknologi' til at mindske miljøbelastningen. Det krav må vi også stille til alle landbrugets nyanlæg af stalde, gylletanke og lignende."

Råd til minister

Johs Poulsen er bekymret over, at miljøminister Connie Hedegaard (K) umiddelbart efter valget indkaldte ordførerne for landbrug og miljø til drøftelse af ny styrket indsats, men at hun efterfølgende har udsat de lovede møder med forslag på bordet.

"Jeg har givet miljøministeren det råd, at hvis hun på forhånd vil sværge ikke alene Venstre, men også Dansk Folkeparti ind, så kommer vi aldrig nogen vegne."

Om Venstres miljøløfter siger Johs Poulsen:

"Jeg vælger som udgangspunkt at tro dem, når de siger, at de vil gøre mere end hidtil - men det er jo heller ikke så vanskeligt for dem."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her