Læsetid: 6 min.

Radikalismen som opposition

Det må udelukkes, at de radikale er på vej ind i den borgerlige slipstrøm. Hvordan kan man forestille sig, at de radikale skal skabe en anstændig politik over for flygtninge, asylansøgerne og deres børn med partiet Venstre? For ikke at tale om skattestop, u-lands-bistand, Irak-politik?
19. maj 2006

Det Radikale Venstre lod sig skille fra Venstre i 1905, og som det normalt går fraskilte, finder de ikke sammen igen. De Radikale har aldrig været i en regering, hvor Venstre har haft statsministerposten. Det er en historisk kendsgerning, som der kan være grund til at minde om i en aktuel analyse af partiets stilling.

Det nye er Dansk Folkeparti. De er fundamentalister og har ikke frisind i bagagen. Socialdemokraterne har afgivet mange vælgere til det parti, som i et enkelt sprog til-godeser pensionisternes behov og ønsket om at lukke grænserne for indvandring.

Vi har nu på sjette år en mindretalsregering af Venstre og konservative, som har fast parlamentarisk basis i Dansk Folkeparti. Venstre befinder sig godt med det, mens de konservative vrider sig, men holdes på plads med sædvanlige formuleringer om 'borgerlig politik'.

Det Radikale Venstre må se denne tingenes tilstand i øjnene og holde rødderne friske. Da er partiet i en enestående position, hvor det placerer sig som det skarpeste og mest konstruktive oppositionsparti.

Overilet med løsrivelse

Men nu er der holdningsmæssige fællestræk på væsentlige felter mellem SF og De Radikale, som ikke udelukker regeringsfællesskab.

Jeg mener, det var overilet med De Radikales melding om fritstilling i forhold til Socialdemokraterne. Den stillingtagen kunne have ventet.

Det Radikale Venstre skal være langt klarere i formuleringen af en politik for samfundets udsatte grupper, de, der ikke har gode boglige evner, og de, der mangler psykisk robusthed til at klare de store omstillingskrav, som markedssamfundet presser på med.

Partiet skal vise, at velfærdssamfundets fremtid afhænger af meget andet end økonomi. Det drejer sig om indlevelsesevne, og man skal komme den tidligt nedslidte i møde med den seniorpension, partiet har foreslået, således at den sårbare kan føle sig tryg, når angsten for ikke at kunne slå til viser sig.

Vi taler om fuld beskæftigelse, og der er flaskehalsproblemer i flere fag; men der er altså 900.000 i arbejdsdygtig alder uden beskæftigelse. Ca. 420.000 er på dagpengeydelser eller på kontanthjælp, herunder aktivering eller revalidering. Det er her, vi har nutidens svage, som har været igennem en langvarig belastende social deroute. De udgør ikke et flertal i befolkningen, men de skal kunne genkende sig selv i Det Radikale Venstres politik og retorik. Tvangsforanstaltninger og nedskæring i underholdshjælpen er uden virkning, når der står en kø af kvalificerede arbejdsløse foran.

Nej til VK-regering

De folk, der har fået undergravet deres tro på, at nogen har brug for dem, og som har mistet selvtillid, fået dårligt helbred, familiemæssige problemer og måske trues af alkoholmisbrug, skal komme først i et socialt radikalt ansvarligt partis forsøg på at finde løsninger; for man skal kende radikale på, at de altid er de svages væbnere. Kun i den sammenhæng kan man diskutere alderskriterier for efterløn og pension.

Hvem kan De Radikale så lave politik med?

I Politiken 6. maj erkender Marianne Jelved, at det såkaldte frihedsbrev var en forhastet beslutning: "Jeg havde forestillet mig, at det først skulle ske på sommergruppemødet til august".

Ja, det var forhastet. De vigtige velfærdsforhandlinger er nu i gang, og meget kan tegne sig klarere - også fra Socialdemokraterne - i de næste vigtige måneder. Det kan ikke udelukkes at havne i, at VKO står alene.

Derfor: De Radikale må fortsætte udformningen af en oppositionspolitik til regeringen og Dansk Folkeparti på alle felter; men enhver tanke om, at de radikale skulle gå ind i en regering med V og K, hvis de efter et valg skulle få flertal, må begraves.

Jeg tror ikke et øjeblik på, at Venstre vil udskifte Dansk Folkeparti med De Radikale som parlamentarisk grundlag. Nogle få vil, og lidt flere konservative, men der er stadig et højre og et venstre, selv om nogle mener, det hører fortiden til. Det borgerlige Danmark, som Bendt Bendtsen taler om, er VK og DF, og her hører Det Radikale Venstre ikke hjemme, og det må ikke vende ryggen til venstrefløjen.

Giver tilbagegang

Kun to gange i 100 år har de radikale dannet regering med V og K - i alt kun fem år. I 1968 blev Hilmar Baunsgaard statsminister for en RKV-regering. Han oplevede statsministereffekten i 1971, da de radikale bevarede 27 mandater, men da V og K gik tilbage, gik regeringens flertal tabt. Krag tog over.

Fem og et halvt år senere stod de radikale tilbage, ribbede, med bare seks mandater.

Anden gang, de radikale har været i regering med V og K, var under Poul Schlüter fra 1988-1990, hvor de på to år tabte tre mandater og stod tilbage med den laveste tilslutningsprocent - 3,5 - nogensinde i partiets historie.

Radikale vælgere lader sig aldrig indrullere i det, man benævner det borgerlige Danmark.

Der er to andre epoker i partiets historie, som har givet landet varig stabilitet og De Radikale indflydelse på de lange linjer, derunder på opbygningen af velfærdsstaten med den sociale ansvarlighed over for udsatte og svage befolkningsgrupper. Det har været i samarbejde med Socialdemokratiet, i Stauning-Munch-regeringen fra 1929-40, og senere i regeringer 1957-64 samt 1993-2001. I efterkrigstiden fra 1945-57 var De Radikale med lederne Jørgen Jørgensen og Bertel Dahlgaard placeret med en socialliberalisme, som i den økonomiske politik var inspireret af den engelske økonom Keynes, der var den egentlige velfærdsstats far. Partiet havde hovedansvar for gennemførelsen af folkepension for alle i 1956, men socialdemokratiske regeringer under Hedtoft og H.C. Hansen kunne aldrig forud for valg tage radikal tilslutning for givet. Der skulle forhandles - og forhandles hårdt.

Vender vi os således med historien i ryggen til situationen i 2006, skal De Radikale se den kendsgerning i øjnene, at radikalt sindede vælgere vender sig mod Anders Fogh Rasmussens ledelse af regeringen, og de ønsker en ny regering. Men Socialdemokraternes nye formand har haft startproblemer, fordi hun er kommet til uden erfaring som folketingspolitiker.

Radikal i front

I den situation er det oplagt, at Det Radikale Venstre har et hovedansvar for selv at fremstå som oppositionspartiet til det nuværende regeringsflertal. Det er her, Marianne Jelved kan tale som statsministerkandidat, og så må folketingsvalget vise, hvem der skal have posten. Ligesom Venstre og konservative i 1968 taktisk klogt afstod fra statsministerposten og lod De Radikale få den, bør Socialdemokraterne i vor tid kunne vise en lignende klogskab, fordi det kan blive med en radikal i front, flertallet tages fra VKO. Den humanisme og kristne anstændighed, som de konservative historisk repræsenterer, kan føre til konservativ løsrivelse fra V og O, og da kan socialdemokrater og radikale udgøre flertal - også med frisindede konservative - bl.a. om indvandringspolitik.

Med Venstre er det udelukket, at De Radikale vil kunne forme en troværdig politisk kurs. Og Venstre vil ikke. Derfor må det udelukkes, at De Radikale er på vej ind i den borgerlige slipstrøm. Hvordan kan man forestille sig, at De Radikale skal skabe en anstændig politik over for flygtninge, asylansøgerne og deres børn med partiet Venstre? For ikke at tale om skattestop, u-landsbistand, Irak-politik? Det er helt utænkeligt. Men hvis ikke De Radikale er klare i mælet her, så går det galt. Så flygter vælgerne.

Radikalismen har det i sit fundament, som kan få den sammenhængskraft, samfundet savner, til at fungere.

Et af de dybe skel i politiske holdninger og værdier i Danmark er at finde mellem Venstre og Det Radikale Venstre, to partier, som man skulle tro stod hinanden nær, står nu på centrale områder hinanden fjernest.

De Radikale, som mener, at valget næste gang står mellem Marianne Jelved og Pia Kjærsgaard, overser, at Venstre er en hindring for, at Dansk Folkeparti kan erstattes af De Radikale som sam-arbejdspartner - for ikke at at tale om regeringspartner - med V og K. Det lader sig simpelthen ikke gøre, og radikalt sindede vil under ingen omstændigheder risikere, at deres stemme bruges til radikal støtte af en Fogh Rasmussen-regering.

Nu gælder det radikal oppositionspolitik, og så må Socialdemokraterne se, hvordan de kan komme overens med de krav, De Radikale opstiller. Der skal forhandles og forhandles hårdt.

Asger Baunsbak-Jensen er præst og forfatter og tidligere landsformand for Det Radikale Venstre

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her