Læsetid: 5 min.

Radikalismen i en post-heroisk tid

Mange europæiske socialdemokratier er ramt af afskalninger til højre og til venstre og befinder sig i krise. Men de nyliberale recepter tiltrækker heller ikke vælgerne
22. september 2005

Allerede før det tyske valg i søndags blandede den tyske forfatter Günter Grass sig med fynd og klem i den offentlige debat, og flere europæiske aviser - herunder Information - bragte i dagene op til valget en oversat kronik af den anerkendte forfatter. Også selv om hans politiske synspunkter vel næppe var en overraskelse for nogen.

Grass gik frontalt til angreb på Angela Merkels "reaktionære" politik og kristendemokraternes neoliberalisme, der presses frem af lobbyen omkring tysk industri. Han erkendte, at Gerhard Schröeders og Joschka Fischers rød-grønne koalitionsregering havde begået mange fejl, men han mente, at de dog alligevel fortjente at overleve. I første række fordi de turde tale imod den amerikansk-ledede krig i Irak og "beskyttede os imod en krig, der var i strid med international ret". I anden række fordi de rød-grønne vil "beskytte os mod at synke ned i et amerikansk klassesystem."

Ordene antydede nærmest, at det tyske valg kunne sublimeres til at være et valg mellem Amerika og Europa. Et ja til de rød-grønne var for Grass nærmest det samme som en dobbelt negation af Bushs Amerika.

Sådan talte Zarathustra

Selv om det efter søndagens valg kan blive mere end svært for de rød-grønne at fastholde magten - og i så fald kun på den lunefulde Oskar Lafontaines nåde og med støtte fra det nye venstreorienterede protestparti, Die Linke - så kan forfatteren nu nok sove mere roligt om natten. For den af ham så frygtede amerikanisering af det tyske samfund, står næppe for døren - uanset om det rød-grønne udvides til en blinklys-regering også med et gult liberalt islæt, eller om Tyskland henter inspiration i Jamaicas farver sort, grøn og gul. Det sidste ville være lidt af en historisk ironi. For et af Tysklands allermest globaliserede sportsmærker, Puma, har jo nærmest adopteret de jamaicanske nationalfarver og brugt dem til alle mulige reklamefremstød i de sidste par år. Givet som en metode til at markere en symbolsk forskel i forhold til den amerikanske sportsgigant, Nike.

Men uanset hvordan man kombinerer farvemønstrene er der ikke politisk flertal i Tyskland for at gennemføre den nyliberale medicin med barske nedskæringer i de sociale ydelser og markante skattelettelser. Eller som Jonathan Steele konstaterede i den britiske avis, The Guardian: "Søndagens centrale budskab var en protest imod nyliberalismen. Det havde meget til fælles med denne sommers stemmer i Frankrig og Holland imod EU-forfatningen. (...)Folk bliver spurgt om de vil opgive den velfærdsstat, de byggede op efter 1945. Forvirrede, bitre og i mangel på ledere med et overbevisende program beslutter flere og flere sig for at slutte sig til dem, der siger, at der må være en anden vej."

Det 'gnavne Tyskland' forsøger at sige os noget, mener Miguel Ángel Bastenier, i den spanske avis, El País. I en klumme her i onsdagsavisen under den sigende rubrik, sådan talte Zarathustra, skrev han, at "dette er et Tyskland, der kigger indad, og som ikke ønsker at være hverken for eller imod nogen, hverken Bush og Blair, eller Chirac og Putin. Derfor har Tyskland, stillet over for et valg så tilsyneladende afgørende for fremtiden, valgt ikke at vælge."

Hvor det ved SPD's valgsejr i 1998 var 1968-generationens ankomst til magten, kunne søndagens valg - med Daniel Vernets ord i Le Monde - være endt med at blive begravelsen af generationens magt. Men det blev det ikke. Og forandringen udeblev. Stilstanden blev den konstant, som Tyskland valgte.

Miguel Ángel Bastenier forklarer det med, at Angela Merkel hverken forstod at spille rollen som den germanske version af fru Thatcher eller at blive Konrad Adenauers sociale arvtager. Men der er måske også en mere 'civilisatorisk' begrundelse for, at de tyske vælgere ved valget ikke sagde ja til 'en slankekur' for staten.

"Det vestlige Europa lever som resten af den udviklede verden, i en post-heroisk epoke. Det er den samme post-heroisme, som gør det meget lidt udholdeligt for USA at acceptere importen af ligkister fra Irak, og som udløste de formidable demonstrationer i Spanien imod deltagelse i hvilken som helst krig, og som skaber ængstelse i hele Europa," skrev Bastenier med henvisning til europæernes manglende vilje til at yde ofre og at ofre sig.

Hagen fra højre

Udsættes reformerne kan de sociale og politiske spændinger dog blive forstærket. I hvert fald kan man i Europa se tendenser til, at en ny radikalisme vokser frem i de yderste marginaler fra højre og fra venstre. I Norge er der efter valget forleden flertal for en rød-grøn regeringskoalition - eller det man i gamle dage kaldte et Arbejderflertal - formet af Arbejderpartiet og Sosialistisk Venstreparti. Men som Mark Luccarelli og David Mauk skriver på Open Democracys hjemmeside, så var den helt store sejrherre i Norge nok i virkeligheden det nye populistiske højre, personificeret i Carl Hagen fra Fremskrittspartiet.

"Hagen ser ud til at have opfanget stemningen af folkelig utilfredshed blandt mange af de mindre uddannede normænd, der er utilfredse med landets hurtige internationalisering og globalisering. Men partiets xenofobiske politik, anti-miljøpolitik og anti-skattepolitik har også hjulpet dem til at opfange middelklasse-stemmer, der engang gik til venstrefløjen og det moderate højre" fastslår de. Hagen scorede ikke mindre end 22 procent af stemmerne og har konsolideret sig som Norges andetstørste parti, og nu venter han på sin historiske chance:

"Partiets succes er en advarsel til det norske demokrati, og det antyder, at globaliseringens pres på den nationale politik også gør indvirkning på det, der kan virke som det mest behagelige og velstående af alle samfund."

I Tyskland var det dermed det populistiske venstre - Die Linke - der med kraft trådte ind på den politiske scene og nu gør det mere end svært for 'reformisterne' i SPD og De Grønne igen at danne regering.

I den franske avis Liberation forsøgte lederen af det europæiske institut på det frie universitet i Bruxelles, Mario Telo, at fortolke Die Linkes succes som et udtryk for, at det tyske socialdemokrati - som mange andre europæiske socialdemokratier - befinder sig i en krise: "Afskalningen fra SPD afslører en generel krise, hvor hovedparten af de vestlige socialdemokratier i stigende grad bliver klemt mellem en politik, der stadig mere centreres om de nationale spørgsmål, og så socialdemokraternes europæiske engagement."

Telo påpegede, at de socialdemokratiske partier i Europa - bortset fra i Storbritannien og den iberiske halvø, hvor valgsystemerne i øvrigt favoriserer store partier på bekostning af små - alle har været plaget af politiske afskalninger. Til partier, der bedre mener at kunne forsvare de nationale interesser. Hvor afskalningerne før mest skete til venstre, sker de i stigende grad også til det populistiske højre. Eller som Telo udtrykte det: "Fordømmelsen af partierne, der alle betragtes som værende rådne, eller appellen om at få et folkeafstemningsdemokrati i stedet for et repræsentativt demokrati, er sager, der er fælles for populismen fra venstre og fra højre side."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her