Læsetid: 3 min.

Radikalt selvpineri

26. januar 2001

HVOR OND KAN man være ved sig selv? I forgårs udkom bladet Radikal Politik. På forsiden gjalder til de partitro: »Nu er det slut med at udsulte jernbanerne.« Teksten åbner med denne fanfare fra trafik- og miljøordfører Vibeke Peschardt:
»Det er på tide, at jernbanen prioriteres efter de man-ge år, hvor vejinvesteringerne har stået i første række.«
Og så fortæller Peschardt, hvor »træt« hun er af, at folketingsmedlemmer laver valgkredspleje med trafikpenge. Nu skal de samfundsfornuftige tog gøres konkurrencedygtige. Hun fremlægger en »Radikal investeringsplan for jernbanerne«, ialt 18 milliarder.
Hep, hep. Godt, De Radikale sidder i regering og gør noget for deres mærkesager.
Ja godmorgen, min nye firhjulstrækker! Selvsamme dag indgik Vibeke Peschardt SR-forlig med de borgerlige partier om et nyt motorvejsorgie: Fire en halv milliard hældt i asfalt trindt om land. Latterlige 821 millioner til jernbaner. Heraf de 800 til en Roskilde-
S-togsforbindelse, der er et tyndt skalkeskjul for at opgive den påkrævede udvidelse af sporkapaciteten mellem København og Ringsted. (Det projekt fik dødsstødet, da Jacob Buksti blev trafikminister; han er erklæret modstander, fordi sporudvidelsen kunne genere vælgere i Valby – hans valgkreds).

MED ILDRØDE kinder forsikrer Peschardt i går til Ritzau: »Lige så snart vi får chancen for det, og ved næste finanslov, så kommer der nogle kraftige ønsker fra os om at investere i tog.«
Hallo, radikale, her er virkeligheden: I har jo »chancen«. Det er den, I har taget ved at sidde i regering, med veto-ret og magtens muligheder. I bruger ikke chancen. I er slidt op.
Slidt op af at regere så længe, at I nu kun forvalter, hvad I ikke magter at forhindre. De radikale ’holdnings-ministre’ markerer sig ud i den blå luft. Folketingsgruppen er udpint og splittet. Niels Helvegs tilbagekomst synes kun at have styrket den i intrigerigdom.
Ved sine undvigende svar på sidste uges pressemøde åbnede Niels Helveg en magtkamp om Marianne Jelveds lederskab. Forleden udsendte han en pressemeddelelse med selvkritik – formentlig for at foregribe kritik på partiets hovedbestyrelsesmøde denne weekend. Men meddelelsen var dobbeltbundet:
»Det var ikke min hensigt, at de sidste dages debat skulle føres offentligt og få det forløb, den fik. Det var min fejl, at det skete.«
Læs den med tryk på ’offentligt’. Helveg beklager, at hans ’samtaler’ om Jelveds afløsning blev åbenbaret. De skulle have været gelejdet så tys-tys, at Jelved ikke vidste, hvad der ramte hende, før hun lå der.

BRAGT AF VEJEN bliver hun nok alligevel. Nu bare på en anden måde. For De Radikales persondebat er med Helvegs manøvrer viklet uhjælpeligt sammen med partiets politiske kattepiner. Det fremgår også af gårsdagens interview med Torsten Jakobsen, den hidtil eneste erklærede kandidat til landsformandsposten, der blev ledig med Johs. Lebechs ophøjelse til kirkeminister.
»Det Radikale Venstre skal gå til valg som sig selv,« siger Jakobsen: »De, der sætter kryds ved os, er så
intelligente, at de véd, at i forbindelse med en borgerlig regeringsdannelse har vi til opgave at få så megen indflydelse som muligt.«
Aha, Jakobsen går altså – som nok også Helveg’erne – ud fra, at SR-regeringens flertal på forhånd er tabt. Nu gælder det om at redde, hvad reddes kan.
Er Jelved også leder efter et valg? »Det er der ikke mange, der kan spå om,« svarer Torsten Jakobsen. Kan hun overhovedet lede partiets valgkamp, når hun har forpligtet sig til et SR-samarbejde, der er dødsdømt?
»Det må være lidt op til hende,« lyder det lakoniske svar fra Jakobsen, der understreger: »Det er ikke Marianne Jelved, der bestemmer, hvad der står i vores valgudtalelse.«
Hovedbestyrelsen vil i weekenden utvivlsomt bakke op om Jelved: »Hun er vor leder,« vil besværgelsen lyde. Leder indtil hvornår? Ja, det kan jo ingen forsikre, selvsagt.
Og når først den tvivl er rejst, kan lederen ikke føre valgkamp. Da slet ikke, når stærke kræfter i partiet vil noget andet med kampen, end hun vil.
Jo mere De Radikale piner sig selv, des større udsigt til en valgfiasko, der ikke giver folketingsmandat til den leder, der kan forløse dem: Margrethe Vestager.
Pinligt.

dr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her