Læsetid: 8 min.

Den radioaktive sky

Grigorij Sorikov havde levet som en retskaffen mand i det kommunistiske Sovjetunionen. Som 55-årig blev han besætter. Han flyttede hjem i resterne af sin gamle radioaktive landsby, hvor han dyrker sin egen radioaktive have
20. april 2006

Med et stykke afrevet avispapir og noget hjemmedyrket tobak ruller Grigorij sig en cigaret. Han læner sig tilbage på træbænken og ser ud over sin radioaktive have.

Han ser kun haven svagt, for det ene øje er af glas, og det andet har grå stær. Alligevel er han en glad mand, den fødte optimist, og selv om der ikke er elektricitet i landsbyen, glæder han sig over at bo så smukt et sted med grønne træer. Der er stille og roligt, og det er gratis at bo der, og vand har han i en brønd lige i nærheden.

Øjenproblemer som Grigorijs er meget almindelige hos folk, der lever permanent i de radioaktive områder. Stråling påvirker øjnene, hvilket man også oplevede i provinsbyen Gomel.

Her måtte lægerne kort efter ulykken stoppe alle øjenoperationer, fordi patienterne blev ved med at bløde. Det har Grigorij ikke hørt noget om. Han føler sig sund og rask og kan ikke se noget mærkeligt i, at han i halvtredserne har fået problemer med øjnene.

"Jeg er blevet tjekket af nogle læger, som kom hertil i en ambulance. De tog også prøver af grøntsagerne i haven. Jeg har ikke hørt fra dem siden, så jeg går ud fra, at alt er helt i orden," siger Grigorij og byder inden for til et glas vodka.

Fredeligt frilandsmuseum

For den besøgende kan en landsby i Hviderusland virker som et frilandsmuseum. Bartolomeevka nordøst for Gomel i det sydlige Hviderusland er ingen undtagelse.

Flokke af gæs løber rundt i nærheden af en vippebrønd. Husene er af træ og har sirligt udskårne dekorationer omkring alle vinduerne.

I Grigorijs hus er der to rum; ét, der fungerer som spisekammer og entré, og ét, der fungerer som kombineret spisestue, køkken, opholdsrum og soveværelse.

Grigorij sover oven på en lille afsats over ovnen, som huset er bygget op omkring. Den sørger for at holde ham varm på de kolde vinterdage, når sneen tager over, og alt går i stå.

Grigorij blev født i Bartolomeevka i 1937, hvor han har boet det meste af sit liv. Han flyttede dog til St. Petersborg, da han skulle aftjene sin værnepligt. Her mødte han sin kone, men da han i 1976 blev skilt, flyttede han tilbage til sin mor i landsbyen.

"Her er fredeligt og sikkert at være. Jeg skal ikke betale for elektricitet. Når foråret kommer, kan jeg plante alt i haven: kartofler, kål, tomater, tobak, agurker. I skoven kan jeg samle svampe og bær og kantareller, som kan sælges til folk, der kommer forbi ude på hovedvejen."

Så blev himlen klar

Området i det sydlige Hviderusland, hvor Grigorij bor, er lige så forurenet som området omkring Tjernobyl-værket 200 km derfra.

I modsætning til den lukkede zone omkring atomkraftværket kan man uden problemer køre i bil lige til Grigorijs landsby. Godt nok er der et kontrolpunkt på hovedvejen, men det er længe siden, at nogen er blevet stoppet. Når man nærmer sig landsbyen, vækkes geigertælleren til live og begynder at bippe.

Siden 1986 har årsagerne til den massive forurening i området været omgærdet af megen mystik og hemmeligholdelse. Grigorij, som dengang ingen øjenproblemer havde, overværede for 20 år siden, hvordan fly fløj lavt hen over området og spredte kemikalier ud over skyerne.

"Dagen efter ulykken var der en gammel flyvemaskine, en E2 tror jeg, som fløj meget lavt, højst 300 meter over jorden, frem og tilbage, frem og tilbage. Den spredte et eller andet ud over skyerne, og så regnede det. Jeg så selv, hvordan den gjorde det. Flyet fløj frem og tilbage. Først var der en sky, og bagefter var den væk. Skyerne faldt ned på jorden som regn, og så blev himlen klar."

I Sovjetunionen havde man ofte brugt teknikken med at sprede kvælstof, kuldioxid og jodsølv over skyer, der indeholdt meget vand. På den måde kunne man få dem til at regne før et stort arrangement og sikre godt vejr f.eks. til en militærparade. Derfor kunne militæret også reagere hurtigt og få de forurenede skyer, der var drevet væk fra Tjernobyl, til at falde til jorden i form af regn og undgå, at de fortsatte mod millionbyen Moskva.

Om morgenen den 27. april 1986, da Grigorij skulle på arbejde, lagde han mærke til noget mærkeligt.

"Det havde lige regnet, og da jeg kom ud ad min dør, lagde jeg mærke til, at vandet i vandpytterne var grønt. Ingen havde sagt noget som helst til os. Men kvindernes radio spredte hurtigt nyheden. Der var et rygte om en eksplosion på et atomkraftværk et eller andet sted."

Ingen tænkte på beboerne

Selv om det ikke var muligt at skjule Tjernobyl-ulykken, fik vestlige videnskabsfolk først i 1989 information om omfanget af forureningen i det sydlige Hviderusland.

De første mange år efter ulykken var der i Vesten mest fokus på, hvad der rent teknisk var gået galt. Ingen tænkte på de mennesker, som boede på grænsen mellem Hviderusland og Rusland. Der blev ikke foretaget undersøgelser af jorden.

Ingen menneskerettighedsorganisationer klagede over, at man havde ladet radioaktiv regn falde ned over befolkningen. Der var nemlig intet, der med videnskabelig sikkerhed talte for, at der i områder 150-200 km fra Tjernobyl kunne forekomme ligeså høje forureningsdoser som 10-15 km fra reaktoren.

Selv om der i dag findes flere øjenvidneberetninger, har myndighederne stadig ikke officielt bekræftet hændelsen. Man stod på det tidspunkt i et dilemma. En radioaktiv sky var på vej mod millionbyen Moskva, hvilket tvang myndighederne til at handle hurtigt, lidt ligesom helten i en Hollywood-actionfilm, som bliver nødt til at tage den svære beslutning på menneskehedens vegne. Dengang var der ingen, som kunne vide, at Sovjetunionen få år efter ville gå i opløsning og efterlade oprydningen til et lille totalitært styret land med kun få økonomiske midler.

Intet ændrede sig imidlertid i Grigorijs landsby, hvor livet fortsatte i sin egen slidte rytme, som det altid havde gjort. Grigorij fortsatte sit arbejde i skoven, som han havde gjort det de sidste 10 år. Tre år efter fik skovdistriktet pludselig ordre om at lukke. Det træ, som allerede var fældet, måtte kun sælges, hvis man fjernede barken.

De døde af længsel

Kort tid efter ulykken kom en gruppe soldater fra reserven. De skulle udskifte landsbyens tage, plankeværker og lægge ny asfalt på vejene. Grigorijs hus lå ikke langt fra skoven, og da soldaterne kom for at lægge nyt tag, bad han befalingsmanden måle strålingen i jorden omkring huset. Resultatet var så højt, at de blev nødt til at fjerne det øverste lag jord, men da målingen bagefter viste sig at være to gange lavere, syntes alt at være i orden.

Det var først i 1992 - seks år efter ulykken - at de hviderussiske myndigheder besluttede sig for at udbetale kompensation og evakuere landsbyboerne til renere områder. Før evakueringen blev der afholdt et møde. De unge familier kunne få en ny lejlighed, hvis de indvilligede i at flytte. De ældre blev anbefalet at blive.

Familier med eget hus fik tilbudt 8.000 rubler og et nyt hus. Det var mange penge, hvilket førte til krav fra de ældre om også at blive evakueret - det skulle ikke kun være de unge. Beboerne blev flyttet, og det gamle fællesskab gik helt i opløsning. Mange af de gamle, som nu boede i rene, ikke radioaktive huse, døde kort efter, at de var flyttet. "De døde af nostalgi. De savnede deres landsby, deres hus og stedet, hvor de havde boet," siger Grigorij med overbevisning i stemmen.

"Det er lettere for de unge at vænne sig til noget nyt."

Begravede husene i et hul

Efter, at folk var blevet evakueret, skulle landsbyen rives ned. Der blev gravet et stort hul, hvor de radioaktive huse blev smidt ned og dækket til.

"Jeg følte mig meget dårligt tilpas, da de begravede husene. Jeg kendte de folk, som havde boet i dem. De havde været glade og kede af det i de huse, og så kom en bulldozer og ødelagde huset på under et minut."

Der var mange landsbyer, som skulle rives ned, og det tog lang tid at fjerne alle huse i Bartolomeevka. Arbejdet stod på i nogle måneder, før det blev afbrudt, og arbejderne rykkede videre til den næste landsby uden at have færdiggjort arbejdet.

Flere huse står stadig, og skolen i byen henstår halvt nedrevet og er blevet et godt sted for omegnens folk at hente mursten og andre byggematerialer. Der er ingen, som tænker på, at man derved er med til at sprede radioaktiviteten rundt i hele landet.

Jeg vil ikke flyttes

Grigorij blev også evakueret. Han blev flyttet til byen Vetka, men han kunne ikke holde ud at bo der, han ville bo i landsbyen, hvor hans forældre havde boet før ham og lå begravet. Han syntes, han var blevet for gammel til at slå sig ned et nyt sted. Det nye sted fejlede ikke noget, huset var lavet af mursten, havde syv rum, gas, badeværelse, vand, centralvarme, det hele, men han kunne bare ikke bo der.

Efter at have levet hele sit liv som en retskaffen mand i det kommunistiske Sovjetunionen, blev Grigorij besætter som 55-årig, da han sammen med andre fra landsbyen besluttede at tage tilbage og bosætte sig i de tomme huse.

For en sikkerheds skyld besluttede de at leve i huse i nærheden af hinanden.

'Her er alt fint'

De fandt et sted med nogle gode huse og en brønd, hvor de kunne hente vand. Elforsyningen var blevet nedlagt, så i landsbyen brugte de levende lys og petroleumslamper som i gamle dage.

Selv om Grigorij nu har boet der i fire år, har han ikke følt, at hans helbred er blevet forværret. Han har det helt fint. Han er overbevist om, at der ikke er radioaktivitet i området mere. Han bekymrer sig aldrig om strålingen. Hans krop er ren. Alle er raske. Radioaktivitet drives væk fra kroppen med alkohol.

"Jeg er glad for mit liv her. Jeg kan kun flyttes herfra med en bulldozer. Min sidste rejse går herfra og til kirkegården under et grantræ til evig fred. Hvad skal jeg i storbyen? Den mand, som tager sig af zonen her, prøver at få folk til at flytte til Vetka. Han skriger: 'Nu skal I flytte til Vetka! Til Vetka! I vil få lejligheder der'. Hvad skal jeg med en lejlighed i Vetka? Hvad skal jeg med husene dér? Alle mulige mennesker fra forskellige områder bliver bragt sammen i Vetka. Før var Vetka befolket med mennesker af den gamle tro og jøder. (Den gamle tro er en religiøs retning, der praktiserer gamle værdier og kirkens regler fra før det 17. århundrede, red.). Der var stille og roligt. Der var ikke nogen, som ville skade andre. Nu er det farligt og utrygt i Vetka."

"Hér er alt fint."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her