Læsetid: 1 min.

Radioen skader pladesalg

Ny rapport konkluderer, at radioen ikke gavner det stærkt trængte musiksalg. Tværtimod. 'Klynk' siger DR, der i øjeblikket forhandler om at slippe billigere for playlisterne
19. april 2005

Det hjælper ikke det stærkt trængte musikmarked, at udbuddet af æterbåren musik stiger. Det er ofte blevet nævnt, at radiolytning øger pladesalget, men mens flere radiokanaler er kommet til - både på FM-båndet og internettet - er pladesalget stadig for nedadgående. Det er konklusionen i en ny rapport udgivet af den danske pladebranche. Rapporten ender med at hævde, at radioen ligefrem skader pladesalget.

"I mange tilfælde erstatter radiolytning et køb, fordi lytternes behov for at høre musik opfyldes af radiostationerne," står der i rapporten, der beskylder radioen for at fremkalde en lede for de hyppigst spillede plader hos den kommende køber.

"... hyppig afspilning over kortere tid af det samme musiknummer kan endda påvirke købsinteressen i negativ retning," konkluderer rapporten ud fra svarene fra 1.000 adspurgte lyttere.

Som bilag til rapporten ligger en liste over de 10 mest spillede kunstnere i 2004 over for de 10 mest solgte - her er ingen gengangere.

Men hvor radioen tilsyneladende ikke gavner pladebranchen, kan rapporten måske hjælpe lidt til. Den rammer lige ned i en debat mellem pladebranchen og radiostationerne om vederlag for brugen af musikafspilninger i radioen. Radiostationerne har længe ønsket en lavere afgift for musikken og har netop betjent sig af argumentet om, at radioen fremmer pladesalget. DR's radiodirektør, Leif Lønsmann, tror da heller ikke på rapportens drastiske konklusioner. Han mener, der er tale om elementer af klynk.

"For det første er radiolytningen ikke steget i de år, cd-salget er gået ned. For det andet er selve salgsnedgangen de seneste år kun et udtryk for, at forbrugerne i årene 1995-2000 havde travlt med at skifte pladesamlingen ud med cd'er. I en periode har vi alle sammen både købt nye cd'er og erstattet de gamle plader med cd-udgaver," udtaler Leif Lønsmann. Han tilføjer desuden:

"Det er ikke DR's opgave at fremme salget af produkter, heller ikke pladeselskabernes."

Af rapporten fremgår det dog også, at en væsentlig årsag til pladesalgets krise skyldes piratkopiering og ulovlig download fra internettet.

lla@infomation.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her