Læsetid: 6 min.

Radiopioneren

Willy Reunert var radiodokumentarens mester. En af hans elever mindes ham i dag, hvor mesteren ville være fyldt 100 år
7. september 2005

Året var 1967. Jeg sad i Danmarks Radios kultursektion - som enfant terrible. 27 år gammel, amerikansk statsborger, født i bilbyen Detroit.

Rundt om mødebordet sad lutter eksperter, som hentede andre eksperter i studiet. Medarbejdere med hver deres stofområde: billedkunst, filosofi, historie, religion, m.v. - alle kendte kulturpersonligheder, gennemsnitsalderen var 47 år. Hvad lavede jeg her?

Mit stofområde var 'mennesker og miljøer' - og min ekspertise var 'de radiofoniske udtryk'. Det var nok den socialdemokratiske/kulturradikale kulturpolitik, jeg kunne takke for min stilling.

Jeg synes, det var et privilegium, da jeg blev ansat i et af landets vigtigste massemedier - radioen.

Jeg var blevet programsekretær takket være Willy Reunert. Jeg var hans arvtager. Ansat til at lave "hørebilleder" - og udvikle "radiofoniske udtryk". Kært barn har mange navne: feature, hørebillede, montage, dokumentar.

Radio til folket

Reunert, min læremester, var grundlægger af dansk radiofeatureproduktion. Han var født i Østrig og socialdemokrat. Som studerende i Berlin måtte han suse ned ad bagtrappen, mens Gestapo var på vej op ad fortrappen. Reunert kom til Danmark som flygtning, vist nok i 1938, forelskede sig i en dansk pige og flygtede videre til Sverige under krigen, hvor han hørte meget radio, bl.a. BBC.

I 1947 kom han så ind ad svingdørerne på Rosenørns Allé, præsenterede sig (på dansk med stærk tysk accent), og sagde, at DR's featureproduktion kunne gøres bedre. Jeg tror, det var Svend Alkærsig, der tog imod ham - og svarede: "Lad det kom an på en prøve!"

Reunert tog mikrofonen ud til folk, inden den transportable båndoptager var almindelig. Det var lakplader, man skar. Og han kørte ud med Mahognivognen (flot stor van) for at optage almindelige mennesker på lak. Der var ikke mere end ca. fire minutters indspilningstid på en plade.

Ny teknik - nye udtryk

Lydbånd kom til Danmark i begyndelsen af 1950'erne. En tekniker fra Radioteateret var på studietur i Tyskland og kom begejstret tilbage. DR begyndte at bruge bånd, og i Teaterafdelingen kunne man klippe skuespillernes fejl væk.

Reunert kunne nu 'skrive med bånd'. Han tog mikrofonen ud til folket, kom hjem og klippede - for så at servere scener som perler på en snor. Mikrofonen (mono) indføjede en 'akustisk dimension' i fortællingen. Den indfangede stemmens og rummets udtryk, atmosfæren.

Reunert banede vejen for subjektiviteten. En feature er virkelighed skildret igennem et temperament. Lytterne vidste, at det var en 'Reunert-feature', og at programmet "ikke nødvendigvis giver sandheden om et menneske, men måske sandheden om det menneskelige".

Reunert var erklæret socialist. Han tog fat i efterkrigstidens bolignød på et tidspunkt, hvor en radiofeature kunne rydde avisernes forsider. Hørebilleder blev anmeldt i aviserne, og de blev brugt i undervisningen i skolerne.

De billedbærende elementer - sproget (ordene), stemmen (personlighed), rummet (scenen), lydene, rytme, sammenspillet - satte spor i erindringen. Historierne ætsede sig ind i hukommelsen. Hensigten var igennem programmet at påvirke og at skabe en dybere forståelse og bevæge lytterne. Forestillingerne var ikke direkte handlingsanvisende. Lytterne skulle selv tage stilling. Men man blev forhåbentlig påvirket af Reunerts hørebilleder.

Reunert klippede så meget i båndene, at han fik lov at gøre det selv. I dag skal DR-medarbejdere selv kunne redigere, men dengang var der en ret striks fagdeling. Radioteknikerne var i Smedeforbundet og programsekretærerne var for det meste i Magisterforeningen eller Journalistforbundet.

Reunerts succes

Med Reunerts succes og inspiration blev radiofeatures prioriteret højt i DR og vandt international anerkendelse.

Han skabte et lille væksthus, hvor bl.a. Viggo Clausen kom til som elev. Features var noget særligt.

De fik næsten fem gange så mange resurser til en feature som til en rundbordssamtale. Fem gange så meget researchtid, optagelsestid og studietid. Det var fuldt forsvarligt overfor licensbetalerne, at DR investerede i kvalitet. Forestillingerne var tidsløse programmer, som kunne tåle at blive sendt fem gange (og så var pengene hjemme!)

Lærermesteren

Det var et mærkeligt sammentræf, at vore livsbaner i 1963 krydsede hinanden lige præcis på dette tidspunkt: det rette for os begge. Den aldrende Reunert, flygtningen, socialisten, med en trang til ændre verden ved sine lydfortællinger - møder (tilfældigt?) den unge immigrant - med samme mål i livet.

Jeg fik en læretid på tre år. Målet var at skabe en fast stilling i Kultur- og Aktualitetsafdelingen, hvor han havde indflydelse på programpolitikken - skabt af sine succeser. Stille og roligt skulle jeg forberedes.

Ditter, som vi kaldte ham, var en fantastisk læremester. En sanselig æstetiker - en ikke-dogmatisk dialektiker.

Mellemteksterne skulle skrives om op til seks gange, men til sidst blev de billedrige og musikalske. Vi bevægede os mellem visioner og virkelighed. Vi var opdagelsesrejsende, som skulle ud og skildre verden med nye øjne. Som ledetråde havde vi idealerne frihed, lighed og broderskab.

Reunert stod for farlig radio. Noget, der rykkede i folks samvittighed. Afslørede falskhed. Noget, som forandrede. Noget, som gavnede de svage i samfundet. Vi skulle være nysgerrige, sandhedssøgende, men samtidig skulle vi vedkende os vores egen subjektivitet. Vi skulle anfægte egne antagelser og spørge os selv: Kan lytterne leve med i min forestilling - og bliver de berørte? Hvilke eftertanker får de, når forestillingen er slut?

Vi skulle kunne kill our darlings - slå vores yndlinge ihjel, hvis det var nødvendigt.

Villys verden

Vi arbejdede i blinde - lavede vores lydfortællinger uden at vide, hvordan de virkede.

Mit svendestykke blev sendt i 1967 og hed Villys Verden. Det var en feature om sanering af den indre by i København - og om temaet selvbedrag.

Hovedpersonen i forestillingen var Villy, en 60 år gammel, forhenværende cirkusartist, bokser og stikirenddreng for en luder. Villy var invalidepensionist og boede i en lille, mørk lejlighed i en saneringsmoden ejendom med en hverdag hos venner på cafebaren på hjørnet og hos søsteren, som boede lige overfor. En antihelt. En spillefugl med drømme om den store gevinst, en taber. Villy, hans venner og familie spillede med i min forestilling.

Villys Verden var i 1967 et form for gennembrud, her var en 'scene på scene'-konstruktion. Fortælleren var usynlig. Jeg var privilegeret som udvikler, og jeg fik fire måneder til den ene produktion. Men den kom til at danne skole.

Ditter var nu 62 år - og det var galt med hørelsen. Jeg hjalp ham med en montage om abort - en radioudsendelse som var stærkt medvirkende til ændringen af abortlovgivningen i Danmark. Han kom sjældent på radioen. Radiohusets kantines akustik var et mareridt for ham - og han synes det var pinligt, når han ikke kunne holde balancen. Folk kunne tro, han var fuld.

Jeg havde travlt med at løfte hans arv. Der var masser at tage fat i: Vietnam-krigen, ungdomsoprøret, overgangen til det ny samfund.

I 1970 lavede vi (Knud Ebbesen, Erik Tygesen og jeg) DR's Båndværksted - en Public Access-nyskabelse, et sted hvor almindelige mennesker kunne komme og fortælle deres egen historie på deres egne præmisser. I vores nye Båndværksted kunne folk få professionel hjælp til at udtrykke sig. Der var en pionerånd, og vi eksperimenterede på livet løs.

Radioens Båndværksted levede i 20 år som et sted, hvor amatørerne kunne komme til og få hjælp af de professionelle. Vi var folks spindoktorer.

Fremtidens radio

Reunert døde i 1971, pludselig en morgen var han væk. Forhåbentlig som han selv ønskede det, lige som Saint-Exupery, piloten der forsvinder ind i intetheden. Det lykkedes ham at få mig fastansat. Der er en lige linje fra Reunert til Båndværkstedet - dér byggede vi videre på hans fundament.

Det lykkedes for lydfortællerne i DR. I fællesskab er der vundet mange verdensmesterskaber - og Danmark er et førende land med lydfortællekunst. Dansk lyddesign er verdenskendt, mest takket være Reunert.

Helt i Reunerts ånd vil jeg derfor gerne bruge anledningen til at få DR's nye generaldirektør, Kenneth Plummer i tale, og stille ham nogle konkrete spørgsmål om DRs digitale fremtid:

For hvordan skal arven efter den danske lydfortællekunst forvaltes på Ørestaden? Hvordan skal folk lære at lave lydfortællekunst?

Det haster med svarene. Om et par år er det gamle fundament smuldret væk. Det 21. århundrede spås til at være "amatørernes århundrede". En tid hvor 'amatørfotos' og reportager bliver en vigtig del af vores virkelighedsopfattelse. Hvordan skal DR tage imod amatørerne? Hvordan vil DR hjælpe almindelige mennesker med at komme til udtryk på deres egne præmisser?

Det kræver vision og vilje til at påvirke udviklingen. De professionelle formidlere har magten og giver den nødigt fra sig. Så bliver DR også et alternativt mediehus - et sted hvor amatørerne kan komme og få professionel hjælp med onlineformidling?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu