Læsetid: 3 min.

Radmagre radikale

14. marts 1998

NAR IKKE JER SELV, radikale, når I søndag samles på Nyborg Strand. Tilbagegangen ved folketingsvalget i onsdags er ikke alene flov. Den er også farlig. Farlig for jeres parti. Og dermed også farlig for det fædreland, som I så påtrængende ydmygt har tjent siden 1905.
Da Det radikale Venstre sidst røg ned på syv mandater efter en regeringsdeltagelse, valgte partiet at træde ud. Dermed blev VKR i 1990 til VK. Og partilederen Niels Helveg Petersen blev så diskret, som havde det været et børsmæglerselskab efter en falleret investering, skiftet ud - med Marianne Jelved. Men da radikale sind søger indflydelse, som pilekvisten søger vand, var udtræden af Schlüter nok så meget et første skridt mod indtræden i Nyrup.
Mod hvem skulle de afmagrede radikale træde nu? Og hvem skulle Jelved skiftes ud med? Nej, vel?

FÅ GODE GERNINGER går ustraffet hen. De radikale har siden 1982 viet deres snilde snoretræk til genopretning af dansk økonomi. Først med de borgerlige som marionetter; da de var opslidt, socialdemokraterne. Når Folketingets venstre side ved dette valg - historisk - fremstod som mere økonomisk ansvarlig end højrefløjen, er det de radikales fortjeneste. Når socialdemokraterne trods den - i øvrigt unødigt - stigende gensidige irritation i regeringssamarbejdet er opsat på at holde på de radikale, skyldes det også en velbegrundet bekymring for de greb i statskassen, S'erne pr. instinkt ville forvilde sig til uden de radikale for enden af snorene.
"Økonomien skal være i orden, før vi kan alt det andet," messer Marianne Jelved. Alt det andet hvad? Det er deri, de radikales problem ligger.
Sognepræst Mikkel Wold, der ved valget var radikal kandidat i i Rødding-kredsen, siger i gårsdagens Information:
"Tilfredsheden har sejret, og det er hele tiden på det økonomiske småtingsområde, at man forsøger at markere sig, i stedet for at fremlægge nogle visioner, der gør en forskel."

DET RADIKALE Venstre er i sit udspring dobbeltheden af ånd og materie: En vidtskuende kulturradikalisme og en social-liberal økonomisk snusfornuft. Partiets første ledergeneration rummede begge egenskaber i de samme personer: Edvard Brandes var både åndsfyrste og finansminister. Ove Rode var visionær minister for rationeringsmærker under Første Verdenskrig. P. Munch var national historiker og international pragmatiker. Statsminister Zahle formåede at sammenfatte en helhed, som han på gyngende sjællandsk omsatte til topscoring af stemmer i Ringsted-kredsen.
I partiets næste ledergeneration, der spændte helt til 1961, blev partiets dobbelthed fordelt på to lederskikkelser: Undervisningsminister Jørgen Jørgensen som stout grundtvigianer, indenrigsminister Bertel Dahlgaard som rap parlamentariker.
Da Hilmar Baunsgaard dannede regering i 1968, traf han et skæbnesvangert valg: Han ville ikke udsætte sig for indre konkurrence ved at udnævne Asger Baunsbak-Jensen til kirkeminister. Dermed blev den parlamentariske 'det-fikser-vi' figur ene ledende skikkelse for partiet, en indsnævring af perspektivet, der er fortsat under Niels Helveg Petersen og Marianne Jelved.
Hvor er ånden? Den er forsvånden.

DEN MANGEL må de radikale udbedre. Marianne Jelved skal ikke udskiftes som partileder, hun skal fordobles. Partiet skal ikke udtræde af regeringen. Men det skal udvide sit eget for offentligheden synlige virkefelt - 180 grader.
Nemmere er det ikke blevet af skæbnen for Bjørn Elmquist, som har båret partiets retspolitiske banner med en heroisme, der viste sig selvmorderisk. Han erstattes af tredie generation Helveg Petersen: Morten, der markedsførte sig på krav om generationsskifte i partiet. Men - som skrevet står i Christiansborgs Vandrehal: "Ikke enhver hane, der galer, melder en ny dag."
Eller som som Radikal Ungdoms formand Chr. Brix Møller siger i gårsdagens avis: "...økologisk skattereform, demokratisering af pensionskasserne, en ny arbejdsmarkedsreform og solidarisk arbejdsmarkedspolitik er ikke rigtigt noget, de unge kandidater har slået på."
Nej, men det må partiet slå på. Sådan bare til en begyndelse. Og så kraftigt, at det bærer både regeringsgrundlag og en radikal fornyelse - uanset lederskikkelsernes alder. dr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her