Læsetid: 5 min.

At række efter stjernerne

'Min tålmodige filosofven, der konstant ligger 50 meter foran, kalder det betydningsfylde. Jeg holder mig til evigheden,' skriver Gorm Harste, der forcerer et bjerg i Frankrig, fuldstændig dopet af semiotisk-teologiske stoffer
2. september 2006

Årets Tour de France synes ikke at ville slutte. Nogle snakker om doping. Til evindelighed vil man diskutere Floyd Landis' sejr og nederlag, der opstod i et og samme hug.

For os andre er det snarere Michael Rasmussens ensomme ridt mod stjernerne, der står som en flyvetur lige ind i evigheden.

Det forunderlige er, at kampen om sekunderne rummer denne adgangsbillet til den evige stjernehimmel. Nogle snakker om faldet fra stjernerne. Michael var nok mindre dopet end Floyd, og den slags kan man så også diskutere. Men evigheden står ikke lige til at afskaffe.

Chiapuccis ridt over et læs af alpepas tilbage i 1991 står som den nærmeste nyere præstation, der når den englestatus, Michael Rasmussen opnåede.

Michael vandt både etapen og den prikkede bjergtrøje for ikke at sige alle hjerterne hos alle cykel-aficionados.

Han havde ikke hældt 50 liter vand ud over sig lige som Landis. Ikke underligt at han brast i gråd på målstregen.

Selv hårde hunde som Rolf Sørensen begyndte at vræle. Ikke som et lille forkælet barn, men som en voksen mand, der erkender det bærende element, der i et kort øjeblik som et 'ja' i kirken rummer betydninger, som rækker lige lukt ind i evigheden. Ja, selv skribenten af artiklen her måtte indrømme, at der vist var kommet stjernestøv i øjnene i måløjeblikket. I timer havde jeg siddet klistret til skærmen og var udmattelsen nær, da Michael fulgt af Carlos Sastre en stund efter gled over i himmeriget.

Murmeldyret

14 dage før havde vi kørt omtrent den samme vej som årets kongeetape. Om end i modsat retning. Det er den klassiske vej, der hedder La marmotte - murmeldyret - opkaldt efter de knap halv meter lange søde hamsterlignende væsener, som med deres forunderlige skrig dukker op i Alpernes bjerghøjder langs vejen, mens man cykler op, og op og op.

212 kilometer lang rute, 5.400 højdemeter, som på Michaels tour en smule mere end normalt, fordi et bjergskred har fjernet vejen på nedkørslen fra Col de la Croix de Fer (2.067 meter) mod St. Jean de Maurienne (500 meter), så man må nogle hundrede meter op over Col de Mollard (1.638 meter), for os en aldeles uventet ekstra prøvelse midt i middagsheden, men heldigvis med dagens middagsrestaurant hos portugiseren på toppen af passet.

Og hvad gør så evigheden på sådan en etape? Hvordan krøller hele livets uendelighed sig sammen til sekunder på sådan en vej?

Bevares, vi brugte vel dobbelt så lang tid som Michael Rasmussen, men følte også evigheden nærme sig. For det er det, evigheden gør på sådan en etape, den fortætter sig. Ligegyldigt hvilket tempo man kører i. På den sidste stigning kørte vi op fra St.Michel-de-Maurienne til Col de Telegraphe (1.566 meter) over den lille nedkørsel til skisportsstedet Valloire (1.420 meter) og op til Col de Galibier (2.640 meter). Indrømmet, vi havde snydt lidt, Alpe d'Huez' 1.200 meter høje stigning og 21 hårnålesving havde vi, som Michael, forceret aftenen før.

Som en fysisk mur

Men Gallibier og aftenen nærmede sig. Tiden blev længere, kræfterne svandt og svandt, ressourcerne, der skulle trækkes ud af de mindste og svageste muskler blev mere og mere afmægtige over for det bjerg, der tårnede sig op foran os.

Endnu en kilometer op, endnu 15 kilometer frem til pashøjden. Minutterne blev længere og længere. Det blev mere og mere umuligt at tænke et kvarter frem, senere blot fem minutter eller blot et minut frem. Sekunderne blev til timer, minutterne til dage, og timerne til år, indtil det tidspunkt hvor evigheden, gletscherne, den rå klippe, aftensolen, murmeldyrene og den stadig mere tomme bjergvej mødes og sveddråberne er stivnet til stalaktitter på hudens overflade mens den overvældende varme, der er hedere end solen, forsvinder til fordel for en isnende kulde.

De sidste hundreder af højdemeter bliver som en mur, der skal klatres over, og gang på gang tager jeg mig i at kigge ned på baghjulets krans, om der da ikke alligevel er et lavere gear, jeg kan skifte til.

Den fysiske mur bliver til en fysiologisk mur og sætter sig som en psykologisk og filosofisk mur af stadig stejlere dimensioner. Og miraklet åbenbarer sig foran vore øjne, ikke at der så er et ekstra gear, det er der aldrig, men miraklet er det stadig mere storslåede landskab, det uendelige sigt til de hundreder af alpetoppe, den evige sne, de blåtonede gletscherspalter. Miraklet bliver stadig mere åbenbart, at det er netop denne evighed, der ligger i sekundernes uendelige udstrækning.

Endorfinernes indtog

Min tålmodige filosofven, Steen Nepper, der konstant ligger 50 meter foran, kalder det betydningsfylde. Jeg holder mig til evigheden. Får jeg den til at forplante sig til benmusklerne, til kroppens endorfiner, skal jeg nok komme op og komme over til de 50 kilometers nedkørsel mod Bourg d'Oisans, der helst skal klares på en time, inden solen går ned.

Marcel Prousts På sporet af den tabte tid og Thomas Manns Trolddomsbjerget vendes på hovedet her. Hos Mann fortaber tiden sig i evindelige gentagelser af dage på et alpesanatorium. For os er det omvendt. Tiden fortætter sig.

Endorfinerne har indfundet sig for længst. Fra nu af er det et teologisk-semiotisk spørgsmål om at forplante vilje og rytme, stædighed og tidens gang her på jord, til bestandighed, til uophørlighed og kropslig bæredygtighed. Det forunderlige og måske forunderligste ved de etaper, vi begiver os ud på, er hvordan kroppen, hjernen og sproget forener sig i at tænke tanker, man aldrig har tænkt før.

Det formeligt vælter frem med spørgsmål og overvejelser om, hvad der er muligt og umuligt, nødvendigt og vilkårligt, hvad der er smerte og lyst, meningsfuldt og meningsløst, skønhed og sans, evighed og øjeblik. Hele biblioteker af filosofiske værker gennemtrawles på minutter og sekunder.

Fuldkommen lykke

Endelig oppe. Og så denne mærkelige forunderlige lyd af et klik og af et par stykker til af gearene, der skiftes.

"Vi kører bare ned" siger Steen, og den næste time kører vi 50 kilometer. Med skiftevis solen i øjnene eller den enorme Glacier de l'homme foran os.

Et nærmest uendeligt ridt af sving, fart, suse-lyden i ørene og kulde, så vi ryster. Siden varme og stadig hedere varme.

Men det er aften, og fornemmelsen af at køre ned i en bageovn som ved St. Jean eller senere fra Col d'Izoard mod Guillestre eller fra Mont Ventoux mod Malucène har vi ikke.

Kort efter sidder vi på restauranten, fuldkommen lykkelige, overmætte, og spiser salat, fordi vores arme ikke kan løfte mere. 5.400 meter er også en uendelighed af opbremsninger. Vi har korporligt hængt i bremserne.

Som Michael også måtte gøre ved den frygtelige nedkørsel fra Col de Mollard. Han slap dog for de modkørende lastbiler. Arme og skuldre værker mere end benene.

Rolf Sørensen har kørt den samme tur. Han kneb en tåre. Det er en tour med et før og et efter.

Et skel som et bjergpas, et skel sat mellem, hvad der var før, og hvad der kom efter. Mellem fortid og fremtid. Det er et skel, der gør øjeblikke til evighed, et skel, der siger husk, at det er lige nu, der leves. Det er nu, du bevæger dig. På langt sigt er vi alle døde. Det er nu, der trædes.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu