Læsetid: 9 min.

Jeg rækker ud efter det uopnåelige

29. april 2006

Man har fortalt mig at alting

står skrevet på nattehimlen

derfor har jeg købt

en stjernekikkert

- analfabet, som jeg er

Bagsidetekst på Bjarne Reuters 'Halvvejen til Rafael'

"Jeg har drengen i den ene hånd og oldingen i den anden," siger Bjarne Reuter.

"Jeg er 55 år. Jeg kan stadigvæk godt se begge ender."

I sin nye bog, Halvvejen til Rafael, der også er hans første novellesamling, beskriver Reuter med forskellige stemmer et livsforløb fra fødsel til død. Det er ikke det vigtigste ved samlingen, siger han, men sådan blev det.

"Man ved jo aldrig, hvorfor det bliver det ene eller det andet. Men tillader man sig at sige, 'nu skal I høre om, da jeg blev født,' så syntes jeg også, at den cyklus skulle ende et andet sted, som var ret naturligt. At det blev noveller, var nok nærmest, fordi jeg havde fundet ud af, at det, jeg havde på hjerte, kunne jeg ikke rigtig få til at hænge sammen i en roman. Og jeg begyndte så at stykke det sammen."

"Selvfølgelig er det en novellesamling med nogle selvstændige historier, men hver historie tilhører ligesom den samme krop. Sådan betragter jeg det i hvert fald. Der er lemmer og indvolde og sanser, og tilsammen udgør de en krop, der er speciel på den måde, at den har tre aldre. Der er noget af den, der er barn, og så er der noget af den, som er midaldrende, og så er der noget af den, som er en gammel mand. Da jeg først fik den ambition ind i hovedet, meldte formen sig ret hurtigt. Det kunne ikke være andet end fortællinger fra mit POV, dér, hvor jeg stod lige nu."

Uskyld og modenhed

Bjarne Reuter beskriver sit virke som forfatter som en efterforskning - af livet og af det at være menneske. Han har ikke alle svarene, men i bøgerne formidler han sin efterforskning til andre mennesker, og så må de bruge den, som de har lyst til.

"Det er et forstørrelsesglas, man kan holde hen over noget andet," siger han.

"Det er også derfor, at jeg på bagsiden af bogen skriver det med stjernehimlen. Det er måske en lidt usædvanlig bagsidetekst, men den beskriver, hvordan jeg har det. Det at skrive er i og for sig at række ud efter det uopnåelige. Jeg har hele tiden vidst, at det, jeg leder efter, ville jeg nok ikke nå. Det er ikke det samme som at sige, at det ikke findes. Årsagen til, at vi leder, må vel være, at det findes. Det er egentlig ikke særlig kryptisk. Det er ret logisk."

"Hvis livet går ud på noget, er det at nyde den efterforskning og ikke så meget det, man eventuelt når frem til. Jeg har nydt den efterforskning, som Halvvejen til Rafael er. Det er et stort privilegium at kunne bevæge sig fra det naivistiske, uskyldsrene univers ind over det modne og så helt ned til, hvor det begynder at sortne. Det er ikke ret mange kunstarter, hvor man i næsten én bevægelse får lov til at lave det stunt. Det har været meget spændende."

I novellesamlingens første tredjedel tager Bjarne Reuter læseren med til det barndommens land, hvor man før har befundet sig så godt i hans selskab. Og hans brug af jeg-fortæller mere end antyder, at disse noveller er selvbiografiske.

"Jeg startede næsten kronologisk i den forstand, at jeg altid har været fascineret af at skrive fra et barns perspektiv," siger han.

"Den der naivistiske form, man også kender fra malerkunsten, hvor man kan nærme sig nogle problemstillinger, som man ellers ikke kunne. At lade som om man rykker ned i størrelse 10 år og ser verden derfra. På det tidspunkt er der stadig i ens liv en form for sorgløshed, som vi efterhånden desværre slipper. Hvis man var maler, ville man sige, at sorgløsheden er en fantastisk udtryksform, en fantastisk farve at skrive på, fordi den i sin naivitet, tror jeg, kommer tættere på en sandhed, end man ellers ville have kunnet."

"Jeg sagde til mig selv, 'hvor langt tilbage kan jeg gå?' Hvor langt tilbage kan man gå? Man må nødvendigvis starte med det øjeblik, hvor man for første gang slog øjnene op. Jeg har altid haft en til vished grænsende klar fornemmelse af de første par dage i mit liv. Og har siden fået bekræftet fra hende, som har født mig, at det var egentlig rigtigt nok. Nu var det meget nemt genkendeligt, fordi jeg blev født på et katolsk hospital. Der var nogle meget specifikke regler for, hvordan man gjorde. Hele lydbilledet har jeg kunnet rekonstruere, fra hospitalet, klokkeslaget på Helligkorskirke, sporvognen, der kørte forbi. Alle de ting har jeg forsøgt at få med ind i den første historie om Sankt Josephs børn."

"Når man sidder og arbejder med stoffet, virker sproget som en fremkaldervæske. Der dukker pludselig erindringsbilleder op, 'åh ja, det var jo sådan, det var.' Sådan er mange af historierne blevet til, men det har også det perspektiv, de første noveller, at de for nogles vedkommende har en emnekreds, der berører det religiøse eller det stik modsatte. Et forsøg på at beskrive, hvorfor jeg blev 100 procent ateist."

Afgørende øjeblikke

Barndommen er for Bjarne Reuter en vigtig tid og et både grusomt og euforisk sted at være.

"Grusomt, fordi det for langt de fleste børn er et spørgsmål om liv og død hver dag. Hele tiden. Der er ikke noget, der er så alvorligt som leg. Hvis leg skal være rigtig sjovt, skal det være gravalvorligt. Men barndommen er også euforisk. Man kan udtrykke sig på alle leder og kanter i den sorgløshed, der karakteriserer i hvert fald nogle børns barndom - hvis ikke de har fået den iscenesat i hoved og røv."

"Jeg synes selv, at jeg er så privilegeret, at jeg stadig kan definere min voksendom som bærer af den barndom. Det er ikke nødvendigvis noget, som er afsluttet. Det er en fregne, man tager med sig, fra man f.eks. er 12 år. Jeg ville være frygtelig ked af, hvis hele det der land, som man opholdt sig i i nogle år, var noget, man havde forladt på livstid. Nej, det er noget, man tager med sig, og som man kan - jeg kan i hvert fald - vende tilbage til for at finde ud af noget mere om sig selv. Det er ikke sådan, at jeg er klog eller ekspert på barndommen, men jeg synes, at det er en forudsætning for at kunne fungere som voksen, at man nogenlunde har aflæst den tid."

"Novellerne i den første tredjedel af samlingen er et forsøg på en aflæsning af nogle bestemte ting. Jeg kan virkelig huske den dag, jeg var i Zoologisk Have med mine bedsteforældre og opdagede mig selv. En frygtelig opdagelse, hvor det hele i Zoologisk Have jo går ud på at opdage dyrene og zoologien og sammenhængen, og pludselig opdagede jeg mig selv. Det er et kvantespring for et menneske at se sig selv udefra. Faktisk har det været interessant for mig i alle novellerne at sige, 'her er nogle forskellige mennesker i forskellige aldre, og jeg beskriver en situation, en dag eller et forløb for disse mennesker, hvorefter deres liv aldrig helt blev det samme.'"

Gamle, gnavne mænd

I den modsatte ende af Bjarne Reuters noveller finder vi to aldrende mænd, Harry og Larsen, der ser meget forskelligt på alting og hele tiden mundhugges. Parret optræder i titelnovellen, Halvvejen til Rafael og kunne minde lidt om Jack Lemmon og Walter Matthau i Neil Simon-komedien Hvem støver af?

"Gamle, sure mænd, men ikke så sure alligevel," siger Reuter om novellens to mænd.

"Mange har det sådan, at 'hvis vi vinder en million, eller hvis jeg flytter til Osted eller får det job eller finder den rigtige, så bliver jeg lykkelig.' Man har et eller andet fysisk med lykken, og det kalder jeg så Rafael. Harry og Larsen har hele deres liv snakket om, at de godt kunne tænke sig at komme til Rafael. Det er to meget ærlige mennesker, som nok er forskellige, men som stort set kun har hinanden tilbage. Det er i den ende af livet, man virkelig begynder at fedte for førerhunden. Man har ikke så meget at se frem til, og derfor lever man i kraft af nuet. Det, synes jeg, er meget smukt."

"To af mine forfædre, min far og min morfar, som slet ikke var ligesom de to, havde ligesom Harry og Larsen hver deres synsvinkel på alt mellem himmel og jord. Den ene var temmelig pessimistisk orienteret, og den anden var alt for positiv, og de kunne få rigtig mange eftermiddage til at gå med at diskutere alt fra små, banale ting til livets store spørgsmål. Når Harry vækker stakkels Larsen midt om natten og spørger ham, 'tror du på Gud?' så synes jeg, at det mere skildrer ham, der rusker, end ham der vågner, i den forstand at Harry gerne vil have Larsens mening om Gud for at holde den op mod sin egen. Det er selvfølgelig bad timing. Men der kommer en diskussion mellem de to, som jeg også ser som en eftersøgning. De søger simpelthen et svar i deres samtale. Det er meget nærliggende for dem, fordi de er så gamle, at det begynder at lakke mod enden."

Eftersøgningen fortsætter

Bjarne Reuter synes selv, at han nu har en meget god alder til både at kunne sætte sig i barnets og den aldrende mands sted. Og selv om han ikke vil afvise, at han kommer til at skrive flere af de bøger for børn og unge, der i høj grad udgør hans værk, er det ikke det, der lige nu interesserer ham mest.

"Hvis man betragter de forskellige genrer som musikinstrumenter, så har jeg for øjeblikket nemmere ved at række ud efter den der frem for den anden. Hvorfor det er sådan, ved jeg ikke, men som jeg sagde til dig før, det hele er en eftersøgning, og jeg har aldrig planlagt ret meget, mht. hvad jeg skulle skrive. Man skriver jo et eller andet sted altid for sin egen fornøjelses skyld. Tanken om, at der skulle eksistere et publikum, er fuldstændig abstrakt."

"Barndomsnovellerne i Halvvejen til Rafael er bestemt ikke skrevet for børn. Dem vil de ikke få ret meget glæde af... når jeg sidder og bliver lidt lang i spyttet, så er det nok, fordi jeg hader, hvis tingene bliver alt for kategoriske. Jeg vil nødig sige, at jeg har skrevet min sidste børnebog, det ville jeg være ked af, men jeg vil heller ikke afvise det."

Eftersøgningen fortsætter for Bjarne Reuter, der blev forfatter, fordi han ikke kunne andet - "men papiret og blyanten fascinerede mig. Hvad jeg ikke kunne med det. Når folk spørger, 'hvad tror du, du var blevet, hvis ikke du var blevet forfatter,' så svarer jeg altid, 'ulykkelig!'"

Og han mener, at det bedste, han nogensinde har skrevet eller vil skrive, bliver i skrivebordsskuffen.

"Jeg ved ikke, om du er den type, der, når du taler i telefon, sidder og laver en tegning på en blok. Sådan kan man også skrive. Hvis ikke det bliver en tegning, bliver det måske ord, som ikke nødvendigvis giver mening for andre end ham, der har skrevet det, og som alligevel er det bedste, du nogensinde har lavet. Og som udkommer på skrivebordsskuffens forlag. Da jeg begyndte at skrive, havde jeg ikke nogen forventning om, at der var nogen, som ville udgive det. Det var heller ikke meningen. Og det er det stadigvæk ikke."

'Halvvejen til Rafael' udkom i går. Læs anmeldelse på www.information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu