Læsetid: 3 min.

At rage til sig

6. juli 2002

»Undervurder aldrig, aldrig nogensinde, det ego, der driver topledere.«
Den amerikanske management-guru, Jim O’Toole, der har påvist, at jo mere en topleder tjener,desto større er hans behov for at tjene endnu mere

DEN GRISKHED, der præger verdens rigeste lande, synes ingen ende at ville tage. Gabet mellem de rigeste og de fattigste lande vokser stort set for hvert år, der går. Det amerikanske og det europæiske overforbrug af naturens resurser synes altid dømt til at blive større. Den korrupthed, der dominerer direktionsgangene i mange af verdens førende firmaer, fylder i dag foruroligende meget. Gabet mellem den moral og den etik, som de førende erhvervsledere prædiker ud ad til, og den flossethed og afstumpethed, de ofte reelt agerer efter, synes også at vokse uge for uge.

DEN SKÅNSELSLØSE ragen til sig, der både præger de vestlige nationer og deres allerstørste virksomheder, er af selvindlysende årsager vulgær. De seneste måneders endeløse række af oprullede skandaler i især amerikansk, men også europæisk erhvervsliv, viser, at noget er helt galt. De store koncerner som eksempelvis Enron og WorldCom er de indtil videre mest vanvittige eksempler på, at ikke bare profit, men profit til de øverste direktører selv, er en drift, der stærkere end nogen anden drift driver virksomhederne ud i fallit. Endnu værre bliver det, når de revisionsfirmaer og de bestyrelser, som er sat til at holde øje med direktionerne, i bedste fald ikke magter at løfte deres opgaver og i værste fald selv deltager i svindelen. Når selv den amerikanske præsident George W. Bush og ikke mindst
vicepræsident Dick Cheney selv anklages for insiderhandel og i hvert fald er viklet ind i et minefelt af
erhvervsinteresser, er det selvsagt svært at tro på, at der for alvor bliver gjort noget ved problemerne.

DET ER I DETTE miljø, at de seneste måneders store danske skandaler skal vurderes. Dels den politiske Farum-skandale, hvor Venstres Peter Brixtofte nærmest har ruineret den pæne nordsjællandske kommune med sit fup og svindel og overforbrug på skatteydernes vegne – en skandale, der ovenikøbet risikerer at involvere landets finansminister Thor Pedersen. Dels den fagpolitiske SiD-skandale, som har afsløret, at ledende kræfter i den store fagforening tilsyneladende har svælget i medlemmernes penge – en skandale, der kan ende med at koste SiD-formand Poul Erik Skov Christensen en sigtelse for mandatsvig. Der gik lang tid, før Venstres øverste ledelse tog afstand fra Brixtoftes handlinger – ja, det skete faktisk først, da politiets efterforskning tog fat. I går valgte SiD’s 74-mand store hovedbestyrelse også at bakke op om deres formands forklaring om, at hans hænder er hvide i de anklager, der er rejst mod ham. Mens der næppe er tvivl om, at Brixtofte har ageret ulovligt og da i hvert fald uforsvarligt, er det langtfra sikkert, at Skov Christensen kan sigtes eller dømmes. Alligevel er der grund til at hæfte sig ved, at der i toppen af SiD har foregået en mærkværdig sammenblanding af egne og betroede midler – handlinger, der viser, at toppen ikke synes, at deres høje lønninger er høje nok, og at de derfor har følt et behov for at rage endnu mere til sig selv.

FARUM OG SiD-sagerne er ubehagelige eksempler på, at den korruption og den afstumpethed, som danskerne slet ikke troede eksisterede i vores pæne land, lever godt og trygt – både i borgerlige og socialdemokratiske miljøer. Omfanget af de to skandaler er endnu ikke kendt, men i begge tilfælde er det – præcist som i de værste amerikanske sager – løbet løbsk, fordi revisionsfirmaer åbenlyst har forsømt deres ansvar. Dansk erhvervsliv er også præget af en række anklager om insiderhandel, hvilket hver dag dominerer morgenavisernes erhvervstillæg. De anklager, som fyger omkring især SiD-toppen om eksempelvis at betale for medfølgende ægtefællers rejseudgifter på udlandsture, er hverdagskost i private danske firmaer. Den fristelse, som enhver person eller samfund, der er sat til at forvalte store
interesser, er udsat for, viser sig ofte for stor til at modstå. Så oplever vi, at enten hele samfund som især de vestlige, bliver ved med at øge graden af udbytning –
eller at topfolk i politiske tillidshverv eller private virksomheder aldrig synes at være tilfredse med størrelsen af deres egne pengetanke. De glemmer at forvalte det ansvar, de er sat til at forvalte for det fælles bedste – af vælgere, aktionærer eller medlemmer.

-dt

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her