Læsetid: 3 min.

Raketkrise i Mellemøsten

Israelske planer om at standse palæstinensernes Qassam-angreb kan få vidtrækkende konsekvenser
27. december 2005

TEL AVIV - Sent på eftermiddagen i går slog endnu to hjemmelavede palæstinensiske Qassam-raketter ned nær den israelske by Sderot. Den landede på åbent land og forvoldte ingen skade, hvilket er kendetegnende for det primitive og særdeles upræcise våben, militante palæstinensiske grupper benytter fra Gazastriben. Som oftest rammer raketterne intet, men trods den ringe teknologiske formåen har den seneste tids angreb haft en voldsom effekt på hele konfliktsituationen i området.

Søndag benyttede den israelske ministerpræsident, Ariel Sharon således det regulære kabinetsmøde til at give militæret besked på at sætte punktum for den seneste tids gentagne Qassam-angreb med alle midler.

Selvstyre i opløsning

"Som våben betragtet er Qassam ikke nogen trussel," siger dr. Joel Peters fra Ben Gurion Universitetet i Beersheva. "At Sharon derfor griber til så drastiske forholdsregler som at give hæren mere eller mindre frie hænder, hvilket selvsagt bringer hele den sikkerhedspolitiske situation endnu mere i ubalance, hænger sammen med, at der er andre og vigtigere sammenhænge i sagen."

Dr. Peters hæfter sig ved Qassam-raketternes væsentlige rolle i forbindelse med den israelske rømning af Gazastribens bosættelser i august. Op til rømningen var der mange raketangreb, og mens det under selve rømningen lå stille, ser vi nu en stærkt tiltagende aktivitet igen, hvilket de militante grupper - hvilket lige nu mest er Islamisk Jihad - bruger til at bevise deres andel i den israelske tilbagetrækning overfor den palæstinensiske offentlighed.

"Der er ingen tvivl om, at det palæstinensiske selvstyre er på tilbagetog," siger han. "Præsident Abbas har ikke haft held til at bringe situationen under kontrol, og nu er opløsningen nået så vidt, at den palæstinensiske ledelse reelt er ude af stand til at gennemføre ny lovgivning. Jeg tror ikke, Sharon interesserer sig voldsomt for Mahmoud Abbas politiske overlevelse, men det herskende anarki i det palæstinensiske samfund er farligt for ham, idet dette for den israelske højrefløj er bevis på at Gaza-rømningen var en fejltagelse."

Som et signal om disse sammenhænge udtalte en ikke navngiven israelsk regeringskilde i weekenden, at man fra israelsk side forudser det palæstinensiske selvstyres endelige sammenbrud, og at man er klar til at håndtere også denne situation.

Valgpropaganda

Midlerne for d0enne håndtering synes i første række at være militære. Hærens analytikere antydede kort efter Sharons beslutning planer om at oprette en israelsk sikkerhedszone inde i selve Gazastriben, og en af Sharons folk i hans nye Kadima-parti, transportminister Meir Sheetrit, foreslog i går at Israel selv fremstiller Qassam-raketter og skyder igen.

"For relativt små penge kan vi fremstille små missiler og lave en masse larm, men meget beskeden skade, og når de falder ned i hovedet på nogen kan de slå ham ihjel, nøjagtig som Qassam'erne," sagde ministeren.

Dette afviser analytikere som ren valgpropaganda og populisme, hvilket dog kun understreger sagens alvor. Palæstinenserne og israelerne går til valg i henholdsvis januar og marts i det nye år, og ved siden af alle de politiske signaler omkring selve Gazastriben, ligger der på israelsk side megen symbolik i sagen, idet Israels Qassam-plagede by Sderot er hjem for Arbejderpartiets leder Amir Peretz, mens Ariel Sharon har sin private farm lige uden for byen.

"Men den største taber kan nemt gå hen og blive det palæstinensiske folk," siger den palæstinensiske journalist Khaled Amayreh.

"Hvis Israel igen griber til militære løsninger, vil dette yderligere styrke de væbnede grupper, og derfor ser jeg lige nu en stor fare for at vores parlamentsvalg i januar slet ikke bliver til noget."

Skuffelse over Fatah

En af grupperne, som har gjort det i militante aktiviteter, men stort set har lagt våbnene, er Hamas, som stiller op til valget og har konstant fremgang i alle meningsmålinger. Dette er til dels opstået ved bred skuffelse over Mahmoud Abbas' Fatah, som på sin side er blevet splittet idet den unge generation har brudt med partiet for at danne et nyt. Og blandt de etablerede politikere har ministerpræsidenten, Ahmed Qureie før weekenden meddelt at han ikke genopstiller, hvilket flere andre har antydet.

"Mange af de gamle politikere er bange for ikke at blive valgt igen, og dette vil blive endnu mere udpræget, hvis Israel strammer sit militære kvælergreb yderligere," siger Amayreh.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu