Læsetid: 6 min.

I ramadanen spiser man godt

Skal du have nyt køleskab eller bare en hårklipning? Hvad du end ønsker, kan du få det klokken to om natten. Dette er ikke en beskrivelse af postmoderne internet-shopping, men derimod situationen i det stærkt traditionelle Yemen i muslimernes hellige fastemåned, ramadanen, der slutter i dag
2. november 2005

I det strengt muslimske Yemen er helligdagstravlheden i disse uger på sit højeste. Fra solnedgang og til langt ud på natten er der et gevaldigt mylder på alle indkøbsgader, for folk skal nå at købe nyt tøj til Eid, den højtid, som afslutter ramadanen.

På alle fortove sidder sælgere med skjorter, bælter, tørklæder og andre varer bredt ud på presseninger. Foruden selvfølgelig den sædvanlige trængsel af vaskemaskiner, køleskabe og komfurer ud for hårde hvidevare-butikken på Tahrir-pladsen, de mange frugt- og grøntsælgere, de små restauranter med skæve metalborde og bænke, de lysende butikker med udstillinger af tunge, sirligt udførte guldsmykker samt rækken af khat-sælgere, der tilbyder deres små poser med de i Yemen så vigtige, let euforiserende, grønne blade. Det hele krydret med lyden af koranrecitation eller arabisk popmusik fra skrattende højttalere, når en faldefærdig ladcykel ombygget til mobil musikforretning passerer forbi.

Sælgere fra hele landet kommer i disse uger til hovedstaden, for at faldbyde deres varer, og hele hovedstaden Sana'a syder af aktivitet. Men kun om natten.

Om dagen ligger gaderne øde hen, mens folk indhenter nattens manglende søvn. I ramadanen vendes der nemlig op og ned på dag og nat i hele det yemenitiske samfund. Ramadanen er muslimernes hellige fastemåned, hvor man fejrer, at Koranen blev sendt ned til Muhammed via Guds ærkeengel, Gabriel. I denne måned er det påbudt troende muslimer at faste fra solopgang til solnedgang og i Yemen betyder det, at man holder sig vågen hele natten, hvor man må spise, og kun sover fra bønnen ved daggry og indtil middag. Om eftermiddagen er der en vis sløv aktivitet i gaderne, som mest går ud på at få købt de sidste madvarer inden fastebrudet ved solnedgang.

Solnedgangen er nu cirka klokken 10 minutter i seks, så fra omkring klokken halv fem kan man mærke, at myldretiden sætter ind, for at folk kan nå hjem at spise. Mellem fem og halv seks er gaderne et stort trafikkaos, men fra 20 minutter i seks er det slut.

Nu er kun de sidste efternølere tilbage, og man skal se sig godt om for at opdrive en taxi. Hvis man får fat i en på dette fremskredne tidspunkt, vil chaufføren uværgeligt have radioen kørende, for at kunne skynde sig at spise sine medbragte dadler, så snart kaldet til solnedgangsbønnen lyder i højttalerne.

Traditionen siger, at Profeten Muhammed altid brød fasten med dadler og vand som det første, så det er fast tradition, at det første man skal spise er en dadel - af hvilke de har en udsøgt lokal høst hernede, så det er en stor fornøjelse.

Derefter spiser man en let ret - oftest sambosa (friturestegte dejpakker med fyld af kød, ost, grøntsager, dadler, eller hvad kokken nu har fundet på den dag) og shafut (speciel yemenitisk ret af brød og yoghurt). Efter det rejser mændene sig for at bede solnedgangsbønnen, inden de vender tilbage til aftensmaden. I ramadanen spiser man godt. Der er skik for, at man skal have kød og kylling hver dag, og der bliver disket op med fyldige supper samt diverse variationer af ris med kød og grøntsager som man efter smag kan dyppe i chili eller krydret tomatsalsa. Til slut serveres frugt, søde kager eller budding - eller det hele på en gang!

Man sidder generelt på gulvet omkring en plastikmåtte, som bredes ud og fungerer som 'bord'. Maden serveres på store fade, som alle rækker til og spiser af med hænderne eller med skeer, mens snakken går lystigt.

Et stort lagen med hul

Efter måltidet er det tid til at slappe af. Mændene mødes og tygger khat sammen, mens kvinder og børn generelt hygger sig derhjemme. Som vestlig kvinde nyder man det privilegium at kunne indgå i begge verdener.

Hjemme samles man foran fjernsynet, som i ramadanen sender mange serier med temaer fra islamisk historie. Yemen er et meget traditionsbundet land og yemeniter har generelt en imponerende viden om deres historie og deres religion. Islam er grundpillen i det yemenitiske samfund og grundlag for landets lovgivning. De fleste yemeniter kan store dele af Koranen udenad, da islamundervisning er en vigtig del af folkeskolen.

Men koranen er også allestedsnærværende i hverdagslivet. I taxier og busser hører man lige så ofte koranrecitation som popmusik i højttalerne, og i det arabiske sprog indgår mange citater fra Koranen som almindelige ordsprog.

Siden 11. september er Yemen blevet kendt som hjemland for Osama bin Laden, og den strikse, saudiske tolkning af islam, som bin Laden er påvirket af, vinder da også flere og flere tilhængere i Yemen. Heldigvis er det generelle indtryk af yemeniternes religion dog stadig en høj grad af tolerance. For de fleste yemeniter er islam en dyb kulturel forankring, som der ikke sættes spørgsmålstegn ved, og som man derfor heller ikke har behov for at forsvare eller pådutte andre. I stedet mødes man som besøgende af venlighed, oprigtig nysgerrighed og respekt.

Under et besøg hos min meget elskelige nabofamilie midt om natten, hvor huset syder af liv, løb jeg ind i familiens ældste datter iført sin bededragt. Det er foreskrevet i islam, at kvinder skal være iført langt og formløst tøj, når de beder, og mange har derfor en særlig dragt, der mest ligner et stort lagen, med et hul til ansigtet, som trækkes uden på ens almindelige tøj, mens man beder. Fatima ville meget gerne forklare mig om Koranens hellighed, og at man bør bede ekstra meget i ramadanen, fordi Gud da kommer tættere på jorden. Men da hun blev lidt for ivrig, og begyndte at spørge til om ikke jeg ville omvendes til islam, blev hun straks irettesat af fire af sine brødre, med at det står skrevet, at "vi har vores religion, og de har deres". Desuden er kristne set som broder-folk til muslimer, så hun burde ikke pådutte mig noget.

Ved en senere lejlighed, bedyrede alle seks brødre dog, at på den yderste dag, står vi alle personligt til ansvar overfor Gud, så de ville da af ren og skær omsorg ikke afvise, at det kunne være bedre for mig at blive muslim. Jo, troen er stærk og levende, men ikke påtvunget.

Irriterende ramadan

Islam er også allestedsnærværende som et socialt system, der blandt andet foreskriver, at kvinder er tildækkede i offentligheden. I ramadanens indkøbsmylder lader der til at være lidt flere kvinder på gaden end sædvanligt, og flere af dem viser endda deres ansigt. Men selv om flere unge piger begynder at få en uddannelse og internettets frie adgang til informationen også skaber en vis forandring i tankegang, så er det dog stadig normen, at kvinder tilbringer størtedelen af deres tid i hjemmet. Når de går på gaden, er de altid klædt i sort fra top til tå med blot en smal stribe hud omkring øjnene synlig. For vestlige besøgende kan dette virke provokerende, men for yemeniter flest er det en indgroet selvfølgelighed. Mange unge kvinder forsvarer endda tilsløringen i stærke vendinger. Tilsløring er en del af islam, foreskrevet af Gud i Koranen, og den beskytter det svage køn mod indtrængende og utugtige blikke. Det er jo ikke sløret men andre sociale omstændigheder, der hindrer piger i at tage en uddannelse, lyder argumentet fra unge studiner fra menneskerettighedsorganisationen GWCC.

Deres studier er som alt andet normalt arbejde sat på lavt blus i ramadanen. For en vesterlænding på besøg, som ikke har en stor familie at skulle besøge i hele ramadanen kan det være frustrerende, at alting går i stå. Om dagen sover de fleste, ved solnedgang spiser de med familien og for en effektiv dansker med respekt for kontortider, virker det nærmest urimeligt at ringe folk op for at lave officielle aftaler efter klokken otte om aftenen. Så selv om ramadan i Yemen er en festlig tid, kan det også blive for meget af det gode. Selv mine yemenitiske venner er begyndt at indrømme, at den sidste uge af ramadanen faktisk kan være lidt irriterende, fordi alle er ved at være trætte efter den lange tid med forskudt døgnrytme og dårlig søvn.

Nu glæder vi os derfor til Eid, hvor vi skal iklæde os alt det nyindkøbte tøj, og igen begynde at spise og arbejde i sollys.

Ramadanen i Yemen slutter enten i dag eller i morgen - alt efter månen. Det er en lang teologisk diskussion blandt muslimer, om man må bruge moderne teknologi til at forudsige den præcise dato. I Yemen afventes observationen på himlen.

Ane Birk er arabiskstuderende for tiden bosat Yemen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her