Læsetid: 4 min.

Efter Rambouillet

10. februar 1999

Den fælles europæiske udenrigspolitik - det lyder godt, men hvad er telefonnummeret?
Den fhv. amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger

Der kan skrives tykke bøger om Vesteuropas håndtering af den krig, der begyndte i Europas baggård, mens der stadig var boblende champagne i glassene fra de store skåltale-fester oven på Den Kolde Krigs afslutning.
En af de bøger, der faktisk er skrevet om emnet, The Fall of Yugoslavia, indeholder en rammende reportage fra et af de første, spæde forsøg på at få EU til at fremstå som det ansvarlige organ, der håndterer kriser i nærområdet og bringer dem til fredelig afslutning. Scenen er Beograd og Zagreb, tidspunktet er 1991. Kroatien og Slovenien har netop erklæret deres uafhængighed - og dermed løsrevet sig fra Jugoslavien.
Ind fra EU flyver en trojka, bestående af udenrigsministrene fra Holland, Luxembourg og Italien - tilsammen EU's ansigt udadtil. Efter samtaler med Slobodan Milosevic i Beograd og Franjo Tudjman i Zagreb meddeler den farverige italienske udenrigsminister Gianni de Michelis triumferende, at problemet er løst og kamphandlingerne vil blive indstillet samme dag.
To dage senere ankommer trojkaen på ny til Jugoslavien. Kampene er ikke standset, de er taget til. Efter en ny forhandlingsrunde forsikrer EU's forhandlere, at der nu ligger en aftale. Da en reporter påpeger, at det gjorde der også to døgn tidligere, udbryder den iltre italiener: "Ja, men denne gang har vi det hele skrevet ned på papir."
Episoden illustrerer, hvilken smertefuld omstilling det har været for de i sammenligning velfungerende europæiske demokratier at skulle forholde sig praktisk til den brutale magtpolitiske tankegang, der huserer hos parterne i Balkankonflikten.
Allerede på det tidspunkt havde EU ellers med underskrivelsen af Maastricht-traktaten udset sig selv en dominerende sikkerhedspolitisk rolle på det gamle kontinent. Man kan roligt konstatere, at det ikke er lykkedes. Ikke kun, fordi europæerne er blevet hevet rundt i manegen af kyniske krigsherrer, men i høj grad også fordi EU-landene ikke har været i stand til at stå sammen om at mene eller gøre noget, før det var alt, alt for sent.
Den europæiske udenrigspolitik skiftede simpelt hen karakter, alt efter om man ringede til Paris, Bonn eller London. Og i Bruxelles var der slet ingen, der tog røret.

Derfor er den igangværende fredskonference i Rambouillet uden for Paris et syvmileskridt fremad for Europa. Denne gang er det lykkedes for de store EU-lande at finde sammen om et alternativ til den perspektivløse, amerikanske standardløsning - at bombe serberne på plads. Der er etableret en fredskonference i Europa og med to EU-udenrigsministre - franske Hubert Védrine og britiske Robin Cook - som galionsfigurer. Oven i købet en konference, der inddrager russerne, og dermed foreløbigt har afværget den alvorlige tillidskrise, der ville være opstået, hvis NATO havde gjort alvor af truslen om at bombe uden et mandat fra FN's Sikkerhedsråd.
Europa har taget initiativet i en grad, så amerikanerne nu har accepteret at stille soldater til rådighed - sandsynligvis under britisk kommando - når en eventuel aftale skal overvåges af landtropper i Kosovo.
Udviklingen falder godt i tråd med de ambitioner, EU signalerer med Amsterdam-traktaten. Den medfører, at EU senere på året opretter en telefonlinie i Bruxelles, der går direkte til repræsentanten for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik - den såkaldte hr. eller fru FUSP. Rambouillet-initiativet falder også fint i forlængelse af det fransk-britiske udspil fra december, der går på at skabe en troværdig, europæisk forsvarsidentitet med fundament i den europæiske søjle i NATO.
Alligevel er der god grund til at tøve med de flotte skåltaler om, at EU har fået en troværdig udenrigspolitik.
For det første, fordi EU faktisk ikke har spillet nogen betydelig rolle i det aktuelle forløb. Butikken er blevet bestyret af Frankrig og Storbritannien med Tyskland siddende i baglokalet. Ville det have været anderledes, hvis hr. eller fru FUSP allerede var trådt i funktion? Ville de tre store EU-lande i så fald overlade scenen til den fælles EU-repræsentant og lade ham eller hende tage æren for en eventuel succes? Næppe. Derfor er det også svært at forestille sig, at USA's udenrigsminister Madelaine Albright skulle kode et telefonnummer i Bruxelles ind på sin telefon oven over dem, hun allerede har til London, Paris og Bonn.
For det andet mangler vi stadig at se, hvad Europa vil stille op, hvis konferencen i Rambouillet om små to uger ender med, at parterne skilles uden at have nået en aftale. Hvilket desværre er en højst sandsynlig udgang.
I så fald er vi tilbage ved det dilemma, der var udgangspunktet - skal vi lade serbere og albanere dræbe hinanden i en opslidende krig, der aldrig vil finde en vinder, eller skal vi, som amerikanerne allerede antyder, vende tilbage til truslen om at bombe serbiske stillinger? Eller vil Europa være parat til at gå ind og påtvinge parterne en våbenhvile uden om amerikanerne med den risiko, det medfører, for at få europæiske soldater hjem i kister?
Af forståelige grunde har hverken briterne eller franskmændene haft travlt med at forudse sådan et scenarium - fredskonferencen skal have sin chance. Men med den offensive politik, de store lande i Europa nu er slået ind på, hviler der om muligt et endnu tungere ansvar på de europæiske skuldre for også at agere troværdigt efter Rambouillet.jbn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu