Læsetid: 3 min.

Ramt af Andersen

Anne Wivel har gjort det igen. Med sin nye film om H. C. Andersen viser hun, at talende hoveder og levende billeder fint lader sig forene til stor filmkunst
21. december 2005

På papiret lyder det ikke af alverden. Tre mennesker i et anonymt hotelværelse, i samtale om H. C. Andersen. Plus et filmhold og et klart koncept. De tre taler, til tider i lange sololøb, til andre tider i dialog - eller måske ligefrem trialog!

Hertil er så føjet et visuelt lag af samtidsbilleder, en række fotografiske pletskud af den virkelighed, der indrammer nutidens Andersen-læsning, af og til krydret med pianostykker. Det er det hele. Og så rummer filmen alligevel alt, hvad hjertet kan begære. Lidenskab, spænding, virtuoseri, drama, humor, indsigt, ømhed, nærvær, poesi.

Hvordan kan det nu lade sig gøre? Det kan det først og fremmest, fordi de tre talende er begavede og engagerede kapaciteter som forfatteren Johannes Møllehave, litteraten Niels Birger Wamberg og teologen Kathrine Lilleør. Og dernæst fordi den usynlige dukkefører er Anne Wivel, en instruktør, der ikke alene tror på ordets filmiske kraft, men som tillige har modet til at gennemføre sit forehavende ud til yderste konsekvens.

Eksempelvis skal der en god portion dristighed til at indlede en film om Danmarks store eventyrdigter med en lang, fast indstilling af en moderne byggeplads med højhusskeletter, kraner og en vildfaren indkøbsvogn efterladt på det helt rigtige sted i en overdimensioneret vandpyt - mens en (på det tidspunkt) uidentificeret stemme på lydsiden læser højt af et Andersen-brev. Og til filmen igennem at fortsætte dette visuelle spor med optagelser fra graffitibemalede parkeringskældre, bropiller i beton, blanke spejlglasfacader, et cykellig i en storbysø eller scener fra et møntvaskeri.

Ligesom det heller ikke just ligger lige for at insistere på, at de medvirkende i en række genkommende sekvenser på skift er placeret i et mørkt rum, hvor de enten læser højt af eller taler om særlige oplevelser med Andersen; sekvenserne er filmet med såkaldt night vision, således at de talende fremstår som sort/hvide gespenster.

Men det hele fungerer. Ja, det mere end fungerer, de tilsyneladende umage elementer sammenføjer sig til en storslået og voldsomt forførende komposition, der bærer de talendes fortryllede trekant frem og dementerer enhver fordom om, at 'talking heads' ikke kan udgøre grundsubstansen i stor filmkunst.

Snemand i løbetid

Hvor Anne Wivels film om Søren Kierkegaard fra 1994 (en dansk dokumentarklassiker) alene i kraft af sin længde havde præg af noget monumentalt, er Andersen-filmen let og perlende i sit anslag. De tre medvirkende ligefrem bobler af glæde, dels ved at tale om deres passioner, dels ved at lytte til hinanden - eksempelvis skal man mere end 10 minutter ind i filmen, før Møllehave overhovedet åbner munden, hvilket vist er rekord fra den kant.

Gav man sig til at tælle ord, ville det formodentlig være den konstant inspirerede Wamberg, der med sine udlægninger af historier som Skyggen og Nattergalen, og med sine ubesværede spring frem og tilbage mellem kunsten og livet, mellem dagbøger, breve og eventyr, får rablet mest af sig.

Ved siden af ham sidder så Møllehave, der med sin næsten uhyggelige hukommelse - ud over så meget andet - bidrager med at citere vers, sentenser og pudsigheder fra det andersenske univers, ikke mindst i en passage om Snemanden, hvor refleksioner over en snemands forelskelse i en kakkelovn løfter sig til en blanding af næsten deliristisk morskab og indsigt.

Over for disse to herreværelsesekvilibrister befinder sig så filmens kvindelige element, Lilleør, der har fået en lidt anderledes rolle. Den første halve time siger hun ikke meget, men da hun endelig griber ordet med en godt 15 minutter lang, ubrudt talestrøm om kærlighedsmotivet i Den lille havfrue, lægger hun til gengæld sine to tilhørere ned.

"Det var dog fabelagtigt," udbryder Møllehave, da han har sundet sig lidt. "Sådan har jeg aldrig læst det eventyr." Og dermed udtrykker han en fornemmelse, man som Andersen-amatør kan sidde med under det meste af filmen.

Med en noget bizar sans for timing blev Wivels H. C. Andersen-film første gang vist for et inviteret publikum dagen efter, at det officielle fødselsdagsår var slut. Og som én af de fremmødte ved premieren bemærkede, kunne man snildt have udskiftet det meste af årets megen ståhej og festivitas med dette ene værk. Denne anmelder kunne ikke være mere enig. Det havde været alt rigeligt.

(P.S.: Se så vidt muligt filmen i biografen, her kommer den for alvor til sin ret.)

En gal en elsker eller en poet - en film om H. C. Andersen. Instruktion: Anne Regitze Wivel. 2005. 80 min. Reprisen (Holte) d. 18.12. og Vester Vov Vov (Kbh.) fra 23.12. Vises desuden på DR2, 26.12. kl. 16.40 og 1.1. kl. 22.50

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu