Læsetid: 3 min.

Ramt af to ånder, men ikke de græske

Hvordan kan mennesket kende sandheden uden at prøve de påstande, vi alle går rundt med?
18. august 2006

Efter vor artikel her i avisen den 3. august er vi blevet ramt af to virkelige ånder. Først erklærede Hans Hüttel i hele to indlæg sin foragt for generaliseringer, som han helt generelt tager afstand fra. Og senere er SF's idehistoriker, Claus Christoffersen, faldet over os for vore analogier til de græske filosoffer. Mens Hüttel i sit indlæg den 14.august giver et eksempel på præcis den lede, vi har konstateret ved dansk debatmentalitet, må man sige, at Christoffersens indlæg emmer af noget mere substans.

Det som vi har ønsket at problematisere er den debatmentalitet, hvor ingen tør vedkende sig at have ret og deraf erklære sine modstanderes uret. En mentalitet, hvor enhver sætning starter med det fidele og selvdestruktive 'jamen' i stedet for et 'nej, du tager fejl'. Det er den, vi anfægter i dens stærkest udtrykte form - respekten for alle meninger. Hvorfor skal vi respektere Hüttels tanker, som i vor optik er åbenbart imbecile? En sådan respekt er ren proforma og skævvrider de holdningsbrydninger, som er vitale. Om Hüttel kan lide generaliseringer eller ej er uvedkommende. Sagens kerne er, at folk skal stå ved deres synspunkter og ikke lefle efter en midterkonsensus, hvor alle tilfredsstilles.

Når det er sagt, er der grund til at takke Claus Christoffersen for hans indlæg. Det er substantielt og dejligt højnende for debatniveauet - men indeholder en række misforståelser. Vi har ikke taget en eneste af Aischylos' tragedier til indtægt for vore synspunkter, men alene med benævntes ord konstateret, at det i politik anno 2006 mere handler om at "synes end at være". Altså at de flotte fjer er vigtigere end indholdet. Eller at menneskesynet er af større betydning end analysen bag. Derfor virker en henvisning til tragedierne noget malplaceret. Derimod er det dejligt, at Christoffersen tager hul på debatten om Sokrates' evige prøvelser af både egne og andres syn - netop, hvad vi sigter efter. En bramfri og skånselsløs udveksling af synspunkter.

En reel prøvelse

Men en sådan kan jo kun finde sted, hvis enhver står fuldt og helt fast på at have fundet sandheden, og kun, når denne er blevet modbevist, anerkender sit nederlag. En reel prøvelse af det sande kan kun stå, hvis man ikke lader hindringer som respekt for religiøse følelser eller etiske fornemmelser stå i vejen for prøvelsen. Derfor virker det også noget besynderligt, når Christoffersen beskylder os for at begå hybris. For det ville alene kunne ske, hvis der ikke fandtes en sandhed. Thi hvis der findes en sandhed, må den søges for at erkendes. Og hvis den skal søges, kan det kun ske via et kompromisløst opgør med usandhederne. Derfor tror vi ikke, der skulle være nogen umiddelbar grund til at frygte for nemesis lige med det første.

For det er jo ikke bare - som Christoffersen skriver - livet, der mister sin værdighed, når mennesket ikke bestandigt prøver sig selv. Det er snarere mennesket.

For hvordan kan mennesket kende sandheden uden at prøve de påstande, vi alle går rundt med? At det givetvis ofte sker ved indre dialog er jo åbenbart. Og vort fromme ønske er, at denne dialog må munde ud i et helt menneske med hele og gennemreflekterede synspunkter, der efter kan gøre sig fortjent til en offentlig debat og i kampen mellem falsk og sandt. Skulle vi lade denne kamp holde tilbage af frygt for tonen eller af hensyn til religiøse følelser? Det ville nok hverken Sokrates eller Platon bryde sig meget om.

Og derfor virker Christoffersens forsøg på en tilbagevisning temmelig søgt. Den bygger på en helt anden antagelse end den, der den 3. august kom til udtryk i vores artikel. Forklaringen på dette er vel, at nok er Christoffersen idehistoriker. Men først og sidst så er han SF'er-

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her