Læsetid: 3 min.

Randgrupper

11. april 2007

At der for begge terrororganisationers vedkommende i betydelig grad er tale om terrorister rundet af ressourcestærke middelklassefamilier, som har sørget for, at ynglen er kommet godt videre rent uddannelsesmæssigt.

I de uddannelsesmæssige sammenhænge og livet heromkring er de unge så blevet socialiseret i grupper af 'mikrokulturelt' ligesindede, hvor gruppedynamikken har været afgørende for deres radikalisering. "Gruppeprocesserne er vigtigere end selve ideologien", siger Lars Erslev Andersen. Som med en sådan analyse er tæt på at lukkeen Hells Angels-leder og subkulturekspert som Jønke ind i varmen som konsulent for PET...

I artiklen er Petter Nesser fra Forsvarets Forskningsinstitut i Oslo dog også inde på, at utilpasssede unge mænd lader sig rekruttere til terrorcellerne. Et forhold, som burde have haft større vægt i analysen, bl.a. fordi netop RAF blev forbundet med den såkaldte 'randgruppeteori'. At mennesker, som levede på kanten såvel samfundsmæssigt-sociologisk som subjektivt-psykologisk, var velegnede potentielle soldater i en by-guerilla.

RAF-gruppens egne ledende våbenfetichister og uuddannede 'psykopater', Andreas Baader og Holger Meins, nævnes i artiklen. Mere påfaldende er dog de patienter og tidligere patienter fra det socialistiske patientkollektiv i Heidelberg, som i en bizar anti-kapitalistisk psykiatrisk institution i 70'ernes begyndelse, under en vis Dr. Hubers ledelse, ville gøre den psykiatriske sygdom til et våben (SPK'ernes behandlingsmålsætning lød kort og godt:Aus der Krankheit eine Waffe machen). Hvad nogle af dem rent faktisk gjorde, da de tog gidsler og satte den tyske ambassade i Stockholm i brand i 1975 (den såkaldte 'Kommando Holger Meins', som ønskede fængslede venner frigivet).

I modsætning til Marx-Engels og de over for toppen/ centralkomiteen partitro lydige havde RAF et positivt syn på de vildtvoksende udskud og den overskudsbefolkning,der på de gamle teoretikerestid hed 'lumpen- eller pjalteproletariatet'. Når Marx og Engels så fordomsfuldt forkastede disse mennesker i forbindelse med revolutionens planlægning, var det bl.a. med den begrundelse, at man aldrig vidste, hvor man havde dem. For en slik ville de gå reaktionens ærinde. Rigtigt nok, sagde RAF, men de kan lige så vel gå til den anden side (hvortil nogle sikkert vil stønne, at venstre- og højrefascisme er samme side).

Sociale mikro-revolutioner

Også franske filosoffer som Michel Foucault og Félix Guattari afskrev i 70'ernes radikalismede kommunistiske og socialistiske partier med det leninistiske bureaukrati til fordel for aktionsgrupper og græsrodsoprør. Foucault aktionerede ved flere lejligheder sammen med kriminelle og Guattari sammen med sindssyge i forbindelse med det, han kaldte 'molekylære revolutioner'. Eller 'sociale mikro-revolutioner', som den i 70'erne Paris-bosiddende anti-psykiater David Cooper betegnede det.

Hvad islamisterne angår, er det vel almindelig kendt, at de mere eller mindre åbent driver selvbestaltede koranskoler i fængslerne. Og at et ikke-terroristisk parti som Hizb-ut-Tahrir åbenlyst har fisket blandt socialt ekskluderede ungeog rekrutteret blandt 'drengene på Blågårds Plads' og på Nørrebro i øvrigt.

I den sammenhæng forbavser Information-artiklens tredje kilde, Marc Sageman, når han fremstiller filminstruktøren Theo van Goghs marokkanske drabsmand, Mohammed Boyeri, som en social aktivist, som røg ud i en krise, fordi han kun mødte modstand, da han ædelt ville starte en ungdomsklub i sit lokalområde.

Ifølge andre oplysninger drak Boyeri alkohol, røg hash og forsøgte efter bedste evne at komme i seng med hollandske piger. En utilpasset og forvirret immigrant-knægt, der på et tidspunkt røg ind i en syv måneder lang fængselsdom. Og at det var i forbindelse med dette fængselsophold, at hans radikale islamisme begyndte at tage form.

Mohammed Boyeris diffuse 'vestlige' adfærdsvanskeligheder og utilpassethed blev i fængslet tæmmet og potenseret i retning af den form for skrupelløshed og almagtsfølelse, som præger den radikale islamisme. Med Hans Magnus Enzensbergers spændende essay Skrækkens mænd i minde kan man sige, at Boyeris diffuse aggression blev instrumentaliseret i en bestemt sags tjeneste.

Hvis vi skal dvæle lidt ved det subkulturelle, kan vi jo med Marlon Brando og 50'ernes læderjakker på motorcykler gentage et af film-historiens mest berømte replikskifter (efter hukommelsen): "What are you rebelling against?" "Well, what have you got?"

Benny Lihme er redaktør af tidsskriftet Social Kritik

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her