Læsetid: 7 min.

Rappende oprør

Public Enemy vakte frygt og bekymring med deres aggressive, revolutionerende rap og ændrede hiphop-scenen permanent. Nu er et album med de største perler på vej
8. august 2005

I dag kan hiphop-kulturens bidrag til undergravende virksomhed i samfundet koges ned til den hættetrøje, der har opskræmt såvel lokale småhandlende som de store tøjkæder. Ellers har musikbranchen modtaget genren med åbne arme som den ideelle fortaler for forbrugsorienterede, ambitiøse dyder.

Vi kan ikke længere huske den tid, da offentligheden betragtede genren som en trussel.

Det nye opsamlingsalbum fra Public Enemy er derfor en passende påmindelse om en tid, da rappere kunne sætte det etablerede samfund en skræk i livet. Power to the People and the Beats er en vigtig udgivelse fra gruppen, der kun en gang tidligere er kommet med et opsamlingsalbum, nemlig Universals skrabede 20th Century Masters.

Numrene er udvalgt af gruppen selv og fungerer som friske minder om den betydning, de havde ved udgivelsen og om, at dele af det aldrig er blevet overgået siden.

"Bring the Noise" og "Don't Believe the Hype" bliver af mange betragtet som hiphop-klassikere, selv om man også må konstatere, at der ikke rigtig er andet, der lyder som netop de numre. Det står derfor ikke helt klart, præcis hvilken indflydelse gruppen har haft på genren og på de efterfølgende generationer af rappere og producere.

Så sent som i februar i år blev der afholdt en to dage lang konference i New York, hvor man forsøgte at få svar på netop de spørgsmål. Deltagerne analyserede især Public Enemys gennembrudsalbum It Takes a Nation of Millions to Hold Us Back fra 1988. Arbejdsgrupper om numrene "Revolutionary Voices" og "Hip Hop and Political Activism" var konferencens højdepunkt og tildelte Public Enemy en intellektuel prestige, der ellers kun har været teksterne fra britiske The Smiths beskåret.

Uanset hvad sandheden er om Public Enemys indflydelse, gjorde gruppen i hvert fald stort indtryk på en lad hiphop-scene præget af Run DMC's rap om forskellige tøjmærker og LL Cool J's forførende poseringer. Banden fra Long Island droppede guldkæderne til fordel for en barsk og enkel uniform bestående af sorte jeans og baseballkasketter. De gjorde det helt klart, at deres ærinde ikke bare var at holde fede fester.

Det var ikke tilfældigt, at den provokerende gruppe iførte sig kampuniformer og tætsiddende bluser og lignede krydsninger mellem De Sorte Pantere og dørmænd foran en fancy natklub.

Danseteam af dørmænd

Public Enemy hyrede rent faktisk dørmænd til at udgøre deres danseteam Security of the First World, hvis marchagtige bevægelser og våbenattrapper var en væsentlig del af sceneshowet.

Selv uden de soldaterlignende skikkelser ville teksten til Fight the Power have gjort et uudsletteligt indtryk: "It's a start, a work of art/ To revolutionise, make a change, nothin's strange/ People, people we are the same/ No we're not the same/ Cause we don't know the game/ What we need is awareness, we can't get careless/ You say what is this? / My beloved let's get down to business/ Mental self-defensive fitness/ Yo! burn rush the show/ You gotta go for what you know/ Make everybody see, in order to fight the powers that be/ Lemme hear you say- Fight the Power."

Helt frem til i dag er Carlton 'Chuck D' Ridenhour en af de mest udtryksfulde rimsmede, der nogensinde har indfundet sig på hiphop-scenen, og hans tekster vækker stadig til eftertanke. Med behersket aggression forklarer han kernen i afrocentrismen på en måde, så alle kan forstå det, og med en spidsfindighed, der fanger lytterne, fortæller han i "Black Steel in the Hour of Chaos" historien om, hvordan han snød fra at aftjene sin værnepligt og brød ud af fængslet.

Nye dimensioner

Chuck D blev den første rapper, der satte personlige prøvelser og ulighed i samfundet ind i en ramme. Han kom til at tjene som inspiration for en række andre rappere, der også kom med mere tankevækkende tekster. Ice Cube berørte samme emner på sit album AmeriKKKa's Most Wanted, der også blev produceret af Public Enemys producerteam Bomb Squad, mens Tupac blandede moral og bandeliv sammen på Strictly 4 My NIGGAZ. Hans Papa'z Song handler om den negative side ved tankeløs seksuelt samkvem, mens Keep Ya Head Up til gengæld opfordrer til at udvise større respekt for kvinder.

Det var ikke kun Chuck D's tekster og stil, der skabte sensation, men også de effektfulde lydspor, som Bomb Squad lagde under rappen. Før Public Enemy satte producerne ganske enkelt gang i nogle fede trommerytmer for derefter at stykke nogle musikbidder sammen, der udgjorde en melodi.

Run DMC havde skabt en lidt mere kantet stil med deres nøgne rytmer og rockede guitarer, men Bomb Squad førte rapmusikken ud i helt nye dimensioner.

Med deres inddragelse af indisk og arabisk musik står nutidens stjerner som Timbaland og Missy Elliot ubetinget i gæld til Bomb Squads lydeksperimenter, mens det i første omgang var produceren Dr. Dre, der tog stilen til sig på albummet 100 Miles and Runnin' fra Niggaz With Attitude.

Efter Nation... udgav Public Enemy Fear of a Black Planet, der næsten var lige så stærkt som forgængeren. Singleforløberen Welcome to the Terrordome fungerede nærmest som en rambuk og var en decideret indkapsling af de sortes frustration. Det var også et svar på den kritik, der var blevet rejst mod gruppen.

En stor del af kritikken var en automatisk afstandtagen til Public Enemys konfrontatoriske stil, selv om gruppens image allerede var begyndt at overskygge dens budskaber. Som nævnt i numre som "Fight the Power" var Chuch D medlem af Louis Farrakhans Nation of Islam, der blev beskyldt for at promovere homofobi og antisemititiske synspunkter. Chuck D fastholdt, at han var primært var interesseret i Farrakhans økonomiske ideer.

'Os mod resten af verden'

I et notorisk berømt interview med avisen Washington Post afslørede Public Enemys 'informationsminister', Richard Griffin, at han havde præcis de samme holdninger som Nation of Islam. I stedet for at smide Griffin ud af gruppen valgte Public Enemy at stå sammen. Deres svar i Terrordome var et forsøg på at fremstille sig selv som ofrene, men efter udgivelsen af Fear- valgte Griffin at forlade Nation of Islam. Den dag i dag fastholder Chuck D, at han gjorde det rigtige ved at bakke sin ven op.

"Det var os mod resten af verden, vi lavede ikke det, vi lavede for at komme til at rulle i penge. Hvis jeg skulle have gjort noget anderledes, skulle jeg tværtimod have været mere loyal over for Griffin, men når man møder en, der mener noget fuldstændig andet end én selv, er det svært at tage den beslutning."

Selv om Griffin forlod gruppen, var dens trængsler langt fra overstået. Chuck D's rapmakker og 'klassens klovnÅ William Drayton - fansene kendte ham som 'Flavor Flav' - indledte en lang kriminel løbebane med et overfald på sin daværende kæreste. Først efter at han var blevet dømt for flere trafikforseelser og manglende udbetaling af børnebidrag og til sidst blev anklaget for mordforsøg kom det frem, at Flavor Flav var stofmisbruger, selv om Public Enemy altid havde været stærkt imod stoffer.

"Flava har altid været noget for sig selv, og jeg er glad for, at han nu er i en situation, hvor han kan tage vare på sig selv," siger Chuck D.

"Folk tror måske, at han er lidt skør, men vi ville ikke have haft den samme uforudsigelighed i gruppen uden ham."

I midten af 1990'erne eskalerede de voldelige episoder under Public Enemys koncerter. Den værste ulykke fandt dog sted i 1987, da to teenagepiger blev mast til døde under en koncert i Nashville.

End ikke rekrutteringen af rapperen Sister Souljah som erstatning for Griffin kunne holde sammen på gruppen. En række provokerende kommentarer i forbindelse med optøjerne i Los Angeles i 1992 blev kritiseret af Bill Clinton og overskyggede den kendsgerning, at Public Enemy tidligere havde advaret om vreden mod politiet i sangen "911 Is a Joke".

Dalende stjerne

Fra 1992 dalede Public Enemys stjerne gradvist. Udgivelserne var af stærkt svingende kvalitet og nåede ikke i nærheden af de første albums salgstal, selv om sangen "He Got Game" blev et stort hit.

I stedet blev hip-hop en afgørende kreativ kraft i R&B, og i dag er selv de hårde drenge som Eminem og 50 Cent en del af den etablerede popscene.

Public Enemy har dog stadig en vis indflydelse. Deres pladeselskab Def Jam gik fra Sony til Polygram i 1995, men gruppen valgte at forblive loyale og blev hos Sony, der i sin tid havde opdaget og udviklet deres talent.

Beslutningen gav dog bagslag, da gruppen på trods af sin status som uafhængig enhed under Sony ofte måtte stå til regnskab over for jakkesættene i selskabet.

Chuck D's vovede modtræk var at afskære alle forbindelser til de etablerede pladeselskaber og slutte sig til det uafhængige selskab Atomic Pop. I slutningen af 90'erne var Public Enemy en af de første grupper, der udgav musik i MP3-format. De demonstrerede, at det var muligt for et band at lægge musik ud på nettet og alligevel og alligevel overleve som en levedygtig, kommerciel enhed.

Musikalsk er det dog kun én gruppe kunstnere, der har svaret på den udfordring, som Public Enemy udgjorde, og de kommer ikke fra New York eller USA i det hele taget. Det er derimod i de mere anløbne musikmiljøer i England, at folk som Lethal B og Dizzee Rascal har kanaliseret deres frustrationer ud i kompromisløs musik. Uanset hvilke brølere Public Enemy begik i sin tid, har deres indflydelse været massiv og deres stil udviklet sig til et verdensomspændende fænomen.

The Independent og Information

Oversat af Nina Skyum-Nielsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her