Læsetid: 5 min.

En rapper i lyrisk krig

23. juni 2006

"Rumsfeld, now that I think back / Without 9/11 you couldn't have a war in Iraq / Or a defense budget of world conquest proportions / Kill freedom of speech and revoke the right to abortions / Tax cut extortion, a blessing to the wealthy and wicked / But you still have to answer to the Armageddon you scripted"

Immortal Technique er i krig. Lyrisk krig. Mod sin regering og mod alle, som i hans øjne bekriger menneskeheden. Hans følgesvende kalder han soldater, hans turné hedder 'invasionsturneen'. På næste lørdag invaderer han Roskilde Festival med en maskingeværsalve af vrede fra alverdens undertrykte. Og tusinder af hip hop-fans kan vælge at overgive sig til en ikke helt normal rapper.

Født på et militærhospital i Peru, flygtet med forældre fra borgerkrig og derefter opvokset i Harlem, New York; fængslet for vold og omvendt til kampen for fred af de bøger, han læste i fængslet - den 28-årige Felipe Coronel alias Immortal Technique har været igennem en del. Og amerikanerne er begyndt at lægge mærke til ham.

"Du lytter til Immortal Technique, som giver dig sandheden i form af hip hop," lyder de første ord på Techniques seneste plade, Revolutionary Vol. 2. Sætningen bliver sagt af den berømte politiske fange Mumia Abu-Jamal og er optaget til albummet fra en celle på dødsgangen, hvor Abu-Jamal har siddet i 25 år, ifølge mange som offer for et racistisk justitsmord.

Løfter arven efter Public Enemy

At en aktivist som Abu-Jamal siger sådan om den halvt sorte, halvt latinamerikanske rapper, er et vidnesbyrd om den respekt, Technique har opnået hos græsrødder i USA. Men også hip hop-fans over hele landet ser et potentiale i ham som den, der kan løfte arven efter Public Enemy, som i sin tid var de første til at give hip hop et politisk ansigt. Siden har mange lige fra Dead Prez til KRS-1 forsøgt sig, men ingen er for alvor slået igennem. I en tid med bling-bling en masse savner den brede hip hop et markant politisk navn.

Megastjernen Kanye West er småpolitisk, men er trods alt et MTV-popikon, som i høj grad rapper om sin egen succes. Immortal Technique rapper om oliekrige, om spanske folkemord i 1500-tallet, om rørledninger i Afghanistan, om CIA's MK-ULTRA-hjernevask, om narkoens vej fra Colombia til ghettoerne i USA. Og om den daglige overlevelse i ghettoen, hvor mødre bor på gaden uden sociale ydelser, og sorte skyder på hinanden i stedet for på det system, der ifølge Technique er med til at gøre dem afhængige af vold og stoffer.

"Put your hands in the air like you've got the heat to your back / And shake your body like a baby born addicted to crack" lyder hans morbide ironiseren over andre rapperes festråb - som samtidig er et eksempel på den lyriske opfindsomhed, som er en stor del af grunden til hans popularitet, der er vokset eksponentielt siden 2003. På hans seneste single Bin Laden medvirker koryfæer som Chuck D og Mos Def, og den storsælgende Nas har optrådt sammen med Technique ved flere lejligheder.

Muhammed Ali og Malcolm X

Alligevel insisterer halvperuaneren på at udgive sine plader på det lille, uafhængige pladeselskab Viper Records, som han selv leder, for ikke at tilpasse sig en kommerciel logik og skrue ned for sin retorik. Men netop den udtalte modstand mod det sædvanlige system gør, at der lægges ekstra mærke til ham og tekstlinjer som "My words will expose George Bush and Bin Laden / As two separate parts of the same seven-headed dragon!"

At lytte til Immortal Technique er som at få presset en kanyle af viden ind i hjernen med en hastighed, så man er ved at vælte bagover. Hans maskinpistol-rap lyder mest af alt som Muhammed Ali eller Malcolm X - og han var før sine to hidtidige plader kendt i New York som vinder af en lang række battles, hvor rappere dyster ved at improvisere kreative rim og køre hinandens tekster i sænk på få sekunder. Det sker gerne med alle midler, når sorte mobber hinanden på vers:

"Look at your skin, nigga! It's a disgrace! You look like you've got another nigga coming out the side of your face!" lød én af Techniques fem-sekunders-improvisationer. Siden er morskaben afløst af vrede over de amerikanske medier og krigsindustrien, og nu leverer han nådesløse angreb som dette på Bushs jubeltaler og den troskabsed, alle amerikanere skal sværge:

"I pledge no allegiance / Fuck the president's speeches / I'm baptized by America and covered in leeches (igler, red.)".

Nogen diplomat har Immortal Technique aldrig været.

$SUBT_ON$Opfordrer til selv at undersøge emner

Paradoksalt nok er Techniques voldsomste sang dog en af de få ikke-politiske, nemlig "Dance with the Devil", som handler om en drengs ghetto-opvækst og forsøg på at følge med de seje og de stærke. Historien ender brutalt med, at han begår voldtægt og kaster sig ud fra et tag efter at have råbt til himlen og kun fået svar fra Djævlen.

Ghettoen sidder stadig i Immortal Techniques blod, og han erklærer selv, at han forsøger at nå sine 'brødre' med opråb som "The sound of conservative politicians on television / people in the hood are blind so they tell us to listen" og "Turn off the news and read, nigga. Read!"

Flere års forsinkelse af et kommende album har været resultatet af rapperens sideprojekter og aktivisme; en aktivisme der for nylig manifesterede sig i støttekampen for den store South Central Farm i Los Angeles. Her har hippier og indfødte siden 1992 dyrket økologisk mad til en stor gruppe mennesker, indtil området i sidste uge blev ryddet af politiet for at give plads til et varehus. En katastrofe, mente berømtheder fra Leonardo DiCaprio til Joan Baez, som for at bevare den amerikanske Christiania-pendant bandt sig fast til træer og nægtede at forlade stedet - men blev fjernet med magt.

For Technique er dette et led i en politisk og økonomisk undertrykkelse af oprindelige folkeslag og fattige over hele kloden. Det vil han næppe lægge skjul på, når han næste lørdag står på festivalscenen og rapper om geopolitik og CIA's samarbejde med de mujahediner, der blev til al-Qaeda. Nogle af hans tekster kan virke som spekulationer, men Technique udfordrer alle til selv at undersøge de ting, han rapper om. Som han slutter i et af sine centrale numre, "The Cause of Death":

"Colonialism is sponsored by corporations / That's why Halliburton gets paid to rebuild nations / Tell me the truth, I don't scare into paralysis / I know the CIA saw Bin Laden on dialysis / In '98 when he was Top Ten for the FBI / Government ties is really why the government lies / Read it yourself instead of asking the government why / 'Cause then The Cause of Death will cause the propaganda to die"

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her