Læsetid: 4 min.

Rapport om et attentat

FN's Sikkerhedsråd overvejer en ny 'endelig' rapport om drabet på eksministerpræsident Hariri, mens Libanon atter sørger
15. december 2005

I går blev Jibran Tueni begravet.

"I udyr, I ækle kryb!," skreg kvinden i den græsk-ortodokse kirke i går, da hans gamle far, Ghassan, bøjede sig frem for at trykke os i hånden - vi, der var mødt op for at vise vor deltagelse. "Jibran er stadig i live. Jeg føler, han er stadig hos os," sagde oldingen.

Men ak! An Nahars redaktør blev myrdet mandag - og hans atomiserede rester blev begravet i går. Hans far tog imod tilstrømningen af sørgende i Beiruts Ashrafieh-distrikt. Krogrygget rakte han tappert sin hvide hånd frem. Den var kold og slap som en død frø. Hvad kunne man sige til ham? Eller til Tuenis unge kone? I livet som journalist finder man sjældent lykken? Nej, det tør siges.

Selvfølgelig talte vi også om den tyske FN-efterforsker Detlev Mehlis' netop offentliggjorte rapport, da vi bagefter stimlede sammen ud for kirken på en klam og råkold formiddag. Den 'endelige' rapport - af hvor mange 'endelige' indtil nu? - om tidligere ministerpræsident Rafik Hariris voldelige død den 14. februar, som plantede en lige så kold og gusten hånd på Syrien for at have orkestreret drabet på Tuenis mentor - den sunnimuslimske filantrop Hariri, der i den grad vakte Syriens vrede, at selvherskerne i Damaskus, hvis man skal tro rapporten, besluttede sig for at likvidere ham.

Så hvor skulle vi dog begynde i går, da den kolde vintersol lod sit skær falde på palmetræerne på Beirus strandpromenade? Med det ifølge flere rapporter "syriske nøglevidne" til bilbombeattentatet på Hariri? Han har siden har trukket den vidneerklæring, han afgav over for Mehlis tilbage (kun på syrisk fjernsyn selvfølgelig), hvilket ikke har hindret syrisk sikkerhedspoliti i at arrestere flere af hans familiemedlemmer. Eller med dét vidne (unavngivent, selvfølgelig), som fremhæves for at have røbet detaljerede oplysninger om "en organiseret operation med det mål at rydde Hariri af vejen, som indbefattede rekruttering af specialagenter i den libanesiske og syriske efterretningstjeneste?"

Fascinerende er selvfølgelig også det afsnit i Mehlis rapport, der omtaler en detonator-mekanisme, som stammede fra "elektroniske kredsløb i en laptopcomputer"

For slet ikke at tale om afsnittet om motorblokken i den japanske lastbil, der indeholdt de sprængstoffer, der dræbte Hariri og 20 andre den 14. februar i år. Det viser sig, at dette køretøj blev stjålet i Japan den 12. oktober 2004 og blev eksporteret, helt eller skilt ad, til De Forenede Arabiske Emirater. Hvor sært. Hvor ualmindelig sært.

For hvem anden var det end Elie Hobeika - tidligere lejesoldat for falangisterne og spion i israelsk sold - som før han selv blev myrdet (ved et bilbombeangreb, der var næsten lige så effektivt som Tuenis), påstod, at den kuffert, der indeholdt bomben, der dræbte præsident Bashir Gemayel før hans tiltrædelse, var fremstillet i Japan og fragtet til Libanon via Emiraterne af - lad os alle holde vejret - 'Generalkommandoen af Folkefronten til Palæstinas Befrielse'. Referencer til denne Damaskus-sponserede institution leder man pudsigt forgæves efter i Mehlis' rapport. Kan Mehlis have været uvidende om denne forbindelse, da han præsenterede sin rapport over for Kofi Annan i New York?

Mehlis detektiver afkrævede de libanesiske myndigheder en fuldstændig liste over alle Hariris båndede samtaler fra oktober 2004 til hans død, men fik kun "ukomplette brudstykker". Udskrifterne af disse - som man må formode leveret af Syriens mænd i den libanesiske efterretningstjeneste - fyldte blot 14 sider. Med en terriers ihærdighed lykkedes det dog senere for Mehlis hold at opsnappe 26.000 yderligere sider med telefonsamtale-udskrifter.

Flere af disse telefonopkald giver, som rapporten formulerer det, "betydelig indsigt i omfanget af bestemte nøglefigurers involvering i attentatet såvel som i, hvor nøje et kendskab de libanesiske myndigheder havde til fremtrædende libanesiske figurers færden og samtaler." Av for den da!

Dette er materiale, der må få de små hår til at rejse sig - ikke mindst udskriften af en telefonsamtale mellem general Rustum Ghazali, chef for Syriens efterretningstjeneste i Libanon, og Hariri fra den 3. august sidste år om den såkaldte Damaskus-protokol, som indgikkes mellem Hariri og præsident Assad i Syrien som en 'fælles forståelse', der afstak, hvad Hariri kunne tillade sig at gøre og ikke tillade sig at gøre som ministerpræsident.

Her følger, hvis nogen gerne vil vide, hvordan det føles at blive intimideret og hundset med, et uddrag af denne samtale: -

Ghazali: "Deres excellence [sic], jeg har læst i avisen Mustaqbal, at 'regeringsembedsmænd holder hånden over korruption'. Den slags artikler er en grov krænkelse af sandheden... Var vi ikke enige om, at dette emne skulle stoppes?"

Hariri: "...men påstanden stod jo i alle aviser, og jeg hørte først..."

Ghazali: "Jeg vil gerne stille Dem et spørgsmål, Deres Excellence... Føler De Dem stadig bundet af vores aftale?"

Hariri: "Ja, selvfølgelig."

Åh ja. Selvfølgelig. Vores foretrukne libanesiske replik. Mehlis' efterforskere har med germansk grundighed gennemset 97 mio. aktstykker fra mellem den 7. og den 21. februar 2005 og konkluderet, at "bedrag, korruption og pengevask meget vel kan have været de afgørende motiver for de individer, der deltog i den operation, der udmundede i attentatet."

I denne sammenhæng har FN's efterforskere tydeligvis interesseret sig ganske meget for Beirutbanken al-Medinas krak i 2003, hvor flere syriske regeringsembedsmænd havde konti.

Og Mehlis' rapport funderer videre: Hvorfor blev Hariri holdt under stadig overvågning efter januar 2005? Hvorfor blev hans bilkortege forsinket ved et T-kryds den 14. februar, kun få minutter før han blev myrdet?

Men vi venter da gerne på en ny FN-rapport, på flere anholdelser og flere nye indsigter i Syriens evige kærlighed for sin lillebror Libanon. Og selvfølgelig på flere attentater, flere begravelser og flere skrigende kvinder i et land, hvor det er blevet en berømt talemåde, at "mændene tager sig af at dø, kvinderne af at sørge."

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her