Læsetid: 2 min.

Rapporten, som ikke vil dø

EU-dokument anklager Israel for at fremskynde annekteringen af de arabiske områder af Jerusalem for at forhindre en fremtidig hovedstad i en palæstinensisk stat
3. februar 2006

Jerusalem - De israelske myndigheders plan om totalt at lukke af for palæstinensernes mulighed for at komme igennem tunnelen på vej 60 er kun et enkelt skridt i en udvikling i Jerusalem, som i den grad bekymrer EU-landenes lokale repræsentanter. Og en protest vil være en sen og lille reaktion i forhold til det større opgør med den israelske regering, som man hidtil ikke åbent har villet tage. Men som i den grad findes i en rapport udarbejdet for EU-landenes udenrigsministre.

Rapporten, der er lavet af britiske diplomater under Storbritanniens formandskab og som udtrykkeligt reflekterede synspunkter hos repræsentanter for alle EU-landene i Jerusalem, blev aldrig præsenteret for den israelske regering. Men den cirkulerer i EU-kredse på stedet og betragtes som en meget præcis analyse med et katalog af vidtgående forslag til, hvad der burde gøres i forhold til den israelske regering.

Radikalisering

Allerede i de første linjer i Rapport om Østjerusalem slås den ikke særlig diplomatiske tone an, idet det påpeges, at "en række indbyrdes afhængige israelske handlinger reducerer muligheder for en endelig fredsslutning, som palæstinenserne vil kunne acceptere". Og det hedder derefter: "Vi bedømmer dette som en bevidst israelsk politik - den totale annektering af Østjerusalem. Disse israelske handlinger risikerer også at radikalisere den hidtil relativt fredelige palæstinensiske befolkning i Østjerusalem."

Her er nogle af de israelske handlinger, som rapporten opregner:

- Muren rundt omkring Østjerusalem inde på selve Vestbredden langt fra den grønne linie.

- Opførelsen og ekspansionen af ulovlige bosættelser i og omkring Øst Jerusalem - både fra privat og offentligt hold.

- Ødelæggelse af palæstinensiske huse, der er bygget uden de tilladelser, som det er umuligt at opnå.

- Den stadig hårdere adskillelse mellem palæstinensiske borgere i Østjerusalem og på Vestbredden og reduktionen i antallet af arbejdstilladelser.

- Den diskriminerende skatte-, udgifts- og byggetilladelses politik, som udøves af de kommunale myndigheder i Jerusalem.

Krænkelser

Rapporten beskriver også den israelske regerings store projekt med udvidelsen af bosættelsen Ma'aleh Adumim, så den forbindes med Østjerusalem og "deler Vestbredden i to separate geografiske områder" og hvordan borgerne i de to store palæstinensiske byer Ramallah og Betlehem af Sikkerhedsmuren totalt afskæres og dermed fuldendes "isoleringen af Østjerusalem".

Rapporten konkluderer, at de israelske handlinger i Jerusalem "er en krænkelse af både dets forpligtelser i forhold til Køreplanen for Fred og international lov."

Samtidig slås det fast, at palæstinenserne frygter at israelerne "slippe af sted med det" under dække af al snakken om "tilbagetrækning". Derfor foreslår de britiske rapportører, at EU og Kvartetten i klart sprog skal fortælle israelerne, at Jerusalems status stadig er til forhandling mellem de to parter om en endelig fredslutning, og at Israel skal afstå fra alle handlinger, som har til formål at gøre sådanne forhandlinger formålsløse.

Og endelig opfordres EU til at støtte bestræbelser på at forankre den palæstinensiske tilstedeværelse i Østjerusalem, kulturelt, politisk og økonomisk.

Hidtil har så præcis en beskrivelse af den faktiske udvikling og konsekvenserne af Murbyggeriet med en de facto annektering af Østjerusalem kun været anvendt af menneskeretsorganisationerne på stedet. Det bemærkelsesværdige dokument blev af diplomatiske grunde ikke officielt præsenteret for Israel, men rapporten er ikke død, ordene står der og venter på politisk handling.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her