Læsetid: 4 min.

Rapporter fra vor tids Gulag

Som mørkelagt undtagelsestilstand, hvor mere end 500 mennesker endnu sidder fanget uden retsbeskyttelse, står Guantánamo-lejren centralt i vores tids forestillingsevne - nu sætter to dokumentarfilm lejren på dagsordenen
17. februar 2006

Aftenen på Cuba er lun, og den venlige amerikanske pr-officer har inviteret de to svenske journalister Erik Gandini og Tarik Saleh med op på en udflugtsplatform, hvor de i passende afstand kan filme de glimtende lys fra Guantánamo-lejren. Som alt andet, svenskerne med deres filmkameraer har fået vist frem under deres besøg på Guantánamo, ligger platformen langt nok væk fra lejren til, at der ikke er en fange at se eller en fangevogter at udspionere. Som ingen andre mennesker er denne lejrs fanger frataget retten til en stemme i verden.

Men mens officeren begynder at tale til kameraet, begynder mikrofonen at opfange nogle uhyggelige, spøgelsesagtige lyde bag ham. En blanding af jammer, messen og råb langvejs fra bæres stik mod officerens planer uforstyrret igennem stilheden i den cubanske nat.

Det er den uudgrundelige lyd af Guantánamo-fangernes stemmer.

Ulovlige kombattanter

"Retten til at erklære undtagelsestilstand er grundlaget for den suveræne magt," skriver filosoffen Giorgio Agamben, og Guantánamo-lejren er vor tids emblematiske undtagelsestilstand. Siden 2002 har lejren været brugt til at huse fanger uden for Genéve-konventionens lov og ret - lovløse mennesker uden menneskerettigheder, hvis undtagelsestilstand blev indført ved George W. Bushs brev om den ny verdensorden den 7. februar 2002, hvor han første gang indførte udtrykket 'ulovlige kombattanter'.

Nu bliver Guantánamo sat på dagsordenen, ikke bare af en ny rapport fra Amnesty International, der sidste år kaldte lejren for 'vor tids Gulag', men af hele to nye dokumentarfilm: Michael Winterbottoms The Road to Guantánamo, der regnes for en af favoritterne til den Guldbjørn, der uddeles ved Berlins filmfestival i morgen, og de to unge svenskere Tarik Saleh og Erik Gandinis GITMO - the New Rules of War, som havde biografpremiere i Sverige i denne uge.

"Når man laver en film som The Road to Guantánamo, er det for at minde verden om, hvor bizart det er, at et sted som Guantánamo i det hele taget eksisterer," sagde Michael Winterbottom, da The Road to Guantánamo tirsdag var blevet modtaget med begejstring i Berlin.

På bare fem år

"Hvis nogen havde sagt til os for fem år siden, at den amerikanske regering ville bygge et fængsel på Cuba af alle steder, fordi de der havde mulighed for at behandle folk på en måde, der ville være utænkeligt inden for deres eget retssystem, ville vi ikke have troet på det. Nu har de holdt folk indespærret på Guantánamo i fem år uden retssag, og de fleste af de 500 mennesker, der stadig sidder indespærret, er ikke engang blevet anklaget endnu. Men nu har vi vænnet os til tanken! Ideen med filmen er, at man - i det mindste i de 90 minutter, den varer - bliver mindet om, at Guantánamo eksisterer, og at de mennesker, der holdes indespærret her, er helt normale mennesker, der er blevet fanget i et forfærdeligt, perverst system."

Stadig ikke uskyldige

The Road to Guantanamo fortæller historien om The Tipton Three - tre unge, britiske muslimer, Ruhel Ahmed, Asif Iqbal og Shafiq Rasul, der i 2001 tog til et bryllup i Pakistan og kort tid efter endte på Guantánamo-basen på Cuba, hvor de sad indespærret i over to år, før de blev løsladt i 2003. Gennem Ruhel, Asif og Iqbals personlige historier maler Winterbottom et portræt af den næsten kafkaske absurditet, der præger det politiske system på Guantánamo-basen generelt. En af filmens store pointer er, at The Tipton Three, på trods af absurde anklager og efterfølgende løsladelse, stadig ikke er blevet erklæret officielt uskyldige. Deres løsladelse er snarere resultatet af et diplomatisk samarbejde mellem USA og England, og den lader derfor ikke meget håb tilbage for de over 500 fanger, der endnu befinder sig på basen.

Som i sin tidligere immigrationsfilm, In This World, benytter Winterbottom i The Road to Guantánamo skuespillere til at rekonstruere faktuelle begivenheder. Samtidig betjener han sig af fiktionsfilmens følelsesmæssige indlevelsesmuligheder til at påvirke sit publikum til at tage stilling til det, de ser.

Link til Abu Ghraib

Den svenske GITMO står heroverfor som en 'renere', omend meget smukt filmet, dokumentar.

Også Tandini og Saleh tager udgangspunkt i en personlig historie, den svenske Guantánamo-fange, Mehdi Gezali, hvis far de møder demonstrerende i et bur på et svensk bytorv, og som de efter hans løsladelse får lov at følge, uden dog at få mange ord ud af den åbenlyst traumatiserede unge mand.

Men Mehdi bliver et afsæt for en omfattende, undersøgende rejse for de to unge svenskere, der blandt andet får en forhørsofficer, en britisk løsladt fange og den afskedigede general Janet Karpinski i tale og undervejs støder på en række omstændigheder, der peger på en stærk sammenhæng mellem forhørsmetoderne i Guantánamo og skandalen i Abu Ghraib-fængslet i Irak.

Er de to på få år blevet til Vestens laboratorier for en helt ny måde at omgås med mennesker på? Hvis det er tilfældet, vil disse to dokumentarfilm fremover stå som en helt central dokumentation i en tid, hvor værdierne vender, og vores menneskesyn er i opbrud.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu