Læsetid: 6 min.

Fra rasende arrogance til ulykkelig forførelse

Forfatteren Michel Faber fortæller om at elske læseren, men hade intervieweren
4. juni 2005

En bog på 920 sider vejer godt et kilo. Man kan ikke ligge i en seng og læse den uden at få krampe i armene, man kan ikke åbne den helt uden at brække dens ryg, og det tager mindst 15 koncentrerede timer at komme igennem den. En bog på 920 sider udtrykker alene ved sin tyngde romanens problem: Hvordan i alverden lokker man overstimulerede mennesker i en travl og flygtig tidsalder til at ofre tid, besvær og koncentration på at knække sig igennem en gang besværlig lavteknologi, hvor de skal lave alle billederne selv?

Michel Fabers store gennembrudsroman hedder Den røde blomst, den hvide blomst. Den er en saftig victoriansk roman om luderen Sugars kamp med Londons sociale rangstige, og den blev snart en bestseller og skal filmatiseres af instruktøren Curtis Hanson. Og så er den - som antydet - på 920 sider. Hvordan man får lokket læseren ind i dem, og hvordan man derefter narrer samme læser på afveje, var Michel Faber for nylig i Danmark for at diskutere med et udvalg af sine forfatterkolleger.

Bagefter mødtes han med Information, godt træt efter seminaret, godt spændt på at skulle ud i København og shoppe progressiv rock i brugtpladebutikkerne, og godt kørt op af den tumultuariske afbrydelse af det ensomme liv, han og hans kone normalt fører i en landsby et sted i den skotske højlandståge.

"Det her skal være mit næste pressebillede," siger han og viser mig et billede af en jernbaneovergang, noget tåge, en tom vej og i midten en lille prik af en rygvendt fodgænger.

"Jeg har tænkt mig at forsvinde i 2006. 2005 har været mit offentlighedsår." Det anes fra starten, at Faber ikke just nyder at blive interviewet. Han er en enspænder, et mobbet barn; han har ligget vågen det meste af natten og spekuleret over, om han kom til at gøre upassende forskel i dedikationerne i de bøger, han signerede i går; og han længes hjem til sine rockplader. Ikke desto mindre er han i samtalen pivåben, så det er op til journalisten at begrænse sig til litteraturen.

Mod arrogancen

Den røde blomst, den hvide blomst påbegyndte han som ulykkelig, arrogant studerende ved University of Melbourne i starten af 1980'erne, og heltinden Sugar led på det tidspunkt under alle Fabers egne kvaler:

"Pubertær fremmedgørelse, dybt had til mænd, solidaritet med de marginaliserede, et dybt raseri mod universitetet." Selv drømte han ikke om at dele bogen med verden - det kom først godt 20 år senere, da han mødte sin anden kone, Eva, og hun ruskede ham ud af den ophøjede ensomhed. Hans egen historie er for Faber et spejl af, hvad moderne litteratur fejler:

"Jeg læste Ulysses på universitetet, og jeg finder den alt for lang og hånlig over for læseren og hans koncentration: 'Hvis du er værdig, kan du få lov at læse med' - det er som at se på en dygtig performance. Efter James Joyce og T.S. Eliot begyndte man at dele litteraturen op mellem de bøger, publikum kan lide, og så den seriøse litteratur: en kunstig og kølig konstruktion, der undgår genrer i en grad, så den næsten udtrykker en væmmelse mod sine læsere. Da jeg begyndte at skrive som 19-årig opfandt jeg mine egne ord - ingen andre skulle alligevel læse det - men jeg er blevet utilpas ved den form for hauteur."

I stedet besluttede Michel Faber sig for at bruge de litterære genrer som afsæt. Jeg har altid undret mig over, hvorfor hans første bog på dansk - den scifi-lignende Inderst inde - ankom til anmeldelse uden nogen præsentation af bogens indhold. En vaskebrætsmave på forsiden og to sætninger på bagsiden om en mandehungrende kvindelig bilist - og ikke et ord om, at heltinden Isserley er et rumvæsen.

At lokke læseren

"Ligesom Røde blomst, hvide blomst ligner en historisk trash-roman, men udvikler sig til meget mere, ligner Inderst inde nærmest en sex-thriller. Jeg glædede mig ved tanken om de læsere, der blev lokket ind i den, og når de så sad i bilen sammen med Isserley, kunne de ikke slippe væk igen," siger Faber og griner:

"Men overraskelsen lykkes ikke hver gang. På den russiske udgaves forside sidder Isserley bag rattet som et stort, Muppet Show-agtigt monster."

"Se dig for. Hold hovedet koldt; du får brug for det. Den by, jeg nu skal vise dig, er stor og uoverskuelig, og du har ikke været her før... Lad os ikke være hykleriske: Du håbede på, at jeg ville tilfredsstille behov, som du er for genert til at tale om, eller at jeg i det allermindste kunne underholde dig for en tid. Nu tvivler du." Første kapitel i Den røde blomst, den hvide blomst er ét langt forhandlingsoplæg, en intens indsats for at tale den tøvende læser ind i den tunge bog. Michel Faber tvivler på, at han igen ville kunne skrive en lang bog - han ville ikke kunne skrive den uden at starte forfra med den samme forhandling en gang til.

"Hvis litteraturen er en kontrakt mellem forfatter og læser, er det en helt særskilt udfordring at holde sine løfter i en bog, der er så lang. Hvor megen intimitet kan læseren forvente, og med hvor mange personer? Jeg foretrækker normalt en tredjepersons fortælling, hvor hovedpersonens perspektiv fylder meget, så læseren vænner sig til at den fortæller, der synes alvidende, faktisk er personal. Men i en længere bog er det umuligt at begrænse sig til ét perspektiv, og det afføder en masse problemer."

Det er den type problemer, Faber har diskuteret med forfattere som bl.a. Ida Jessen og Jette Kaarsbøl på Gyldendals forfatterseminar dagen før (Faber og otte kvindelige forfattere - 12 mandlige var inviteret, men dukkede ikke op). Han bliver aldrig træt af at tale om litteratur.

Kun én bog mere

"Da jeg blev berømt, havde jeg en drøm om bare at sige 'hej' til andre forfattere og så straks sætte os ned for at lave analyser og nærlæsninger sammen. Men de fleste forfattere er enormt sårbare over for kritik: Jeg har set folk kaste op en hel dag af nervøsitet for en anmeldelse, der ikke engang var udkommet endnu. Jeg elsker det hele, selv aggressionerne, så længe de handler om teksterne. Mit ego ligger ikke i dem, det er de for uafhængige til, selv om følelserne er ægte nok."

Alligevel tror den 45-årige Faber, at han kun har én bog mere i sig ud over den novellesamling, han er ved at gøre færdig: "Mændene i min familie lever korte liv, og jeg har aldrig selv levet så meget - først på grund af omstændighederne under min opvækst, så på grund af arbejdet som forfatter. Bøgers værdi er at de fortæller os, hvordan det er at være levende i universet: om det er skræmmende, uroligt, sjovt. Den aura, der står om bogen, er vigtigere end dens handling. Det handler om sensibilitet, og jeg tror snart, jeg har givet hvad jeg har. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville blive en offentlig person, og det er jeg nu. Men altså - jeg sidder her med dig og optræder så godt jeg kan, men inde i er jeg sådan en 'det gør ondt, pis af, lad mig være i fred'-person. Så jeg må snart have noget plads."

Det får han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her