Læsetid: 6 min.

For rask til at være syg

Op mod 165.000 danskere lider dagligt under OCD - den 10. mest udbredte sygdom i verden (WHO's tal). Den fornødne behandling eksisterer, men det danske sundhedssystem vælger den fra. Fem studerende undersøgte fænomenet - og fandt det chokerende
29. juni 2005

Et barn, der ikke må træde på stregerne, en kvinde, der en ekstra gang skal tjekke om komfuret er slukket og en mand, der lige en ekstra gang skal sikre sig, at døren er låst. Det er for mange mennesker daglige ritualer. Ritualer, der bliver opfattet som normaliteter. For en gruppe mennesker har disse små ritualer taget overhånd og styrer nu hele deres tilværelse. De er ikke raske nok til at kunne føre en normal hverdag, men er samtidigt ikke syge nok til, at sundhedssystemet vil bruge de nødvendige ressourcer på, at behandle dem. De bliver de daglige ofre i det offentliges kassetænkning og må lide under fejlbehandlinger og lange ventelister. De, der har råd bliver tvunget til selv at finansiere behandlingen, mens de, der ikke har, bliver henvist til et ensomt liv på sociale ydelser uden udsigt til at blive raske. Det til trods for, at de er velbegavede og livsglade mennesker, der blot har været så uheldige, at blive ramt af tvangstanker.

Denne oversete gruppe lider af sindslidelsen OCD - Obsessive Compulsive Disorder - en lidelse, der ifølge fagfolk skønnes at ramme to-tre procent af befolkningen, hvilket svarer til 110.000-165.000 danskere (ifølge undersøgelse ved professor Per Hove Thomsen). En lidelse, der tvinger de ramte til at udføre bestemte ritualer for at holde angsten på afstand. Det er uvist, hvad der ligger til grund for de gentagne tvangstankers og tvangshandlingers fremkomst, men det er sikkert, at OCD kan ramme alle.

De OCD-ramte kan komme ud af tvangstankernes terror, hvis de modtager den nødvendige behandling. Den optimale behandling opnås ifølge internationale undersøgelser ved en kombination af serotoninblokerende antidepressiva - bedre kendt som lykkepiller - og kognitiv adfærdsterapi. De antidepressive midler regulerer de kemiske processer i hjernen og den kognitive adfærdsterapi hjælper den OCD-ramte med at skabe nye tanke- og handlingsmønstre.

Må kæmpe for at få hjælp

Den praktiserende læge har bl.a. til opgave at diagnosticere psykiske lidelser og vil som oftest være den første offentlige instans en OCD-ramt møder på sin vej i behandlingssystemet. Lægerne har mulighed for at give patienten en henvisning til en speciallæge, heriblandt en psykiater, der er i stand til at varetage den medicinske del af behandlingen. Den kognitie adfærdsterapi bliver ligeledes tilbudt hos nogle psykiatere, men det normale vil være, at en faguddannet psykolog praktiserer den terapeutiske del. En succesfuld behandling opnås altså ved, at en psykiater og en psykolog med kendskab og erfaring inden for OCD samarbejder under behandlingsforløbet. Da dette er den bedste behandling, burde den udbydes og finansieres af det offentlige. Det er langt fra en realitet i det danske sundhedssystem, og mange OCD-ramte lever et angstfyldt og invalideret liv. Danmarks op til 165.000 OCD-ramte oplever at blive marginaliserede og deres sygdom tabuiseret, hvilket medfører, at de må kæmpe en hård kamp for at få hjælp.

Adskillige OCD-ramte udsættes for fejldiagnosticering og fejlbehandling, da de praktiserende læger ikke er uddannede og har midlerne til at diagnosticere og varetage behandlingen af OCD. De besidder ikke den nødvendige viden for at kunne skelne psykiske lidelser fra hinanden, da der ikke undervises tilstrækkeligt i psykologi og psykiatri på det almene medicinstudie. Det betyder, at personer med OCD ofte selv er nødsaget til at stille diagnosen og selv må opsøge den nødvendige behandling. Nogle praktiserende læger benytter imidlertid muligheden for at henvise patienten til en psykiater. De provisionslønnede psykiatere er nødsaget til at tage deres ventelister i betragtning og de OCD-ramte tilbydes derfor en behandling bestående af lykkepiller, da piller er mindre tidskrævende end samtaleterapi. Det er ikke muligt at få en henvisning til en privatpraktiserende psykolog, der kan praktisere den kognitive adfærdsterapi, da psykologer ikke kan betegnes som speciallæger og derved ikke er dækket af sygesikringen. Desuden må den OCD-ramte selv ud på det uoverskuelige psykologmarked for at finde en psykolog med de rette kompetencer til at varetage en effektiv behandling. Der findes intet offentligt register over privatpraktiserende psykologers behandlingsmæssige spidskompetencer, derfor er OCD-ramte nødsaget til at stole på den enkelte psykologs samvittighed omkring dennes påståede erfaring. Den OCD-ramte kan herved risikere at blive behandlet af en terapeut, uden en længerevarende uddannelse og med ringe eller slet ingen erfaring inden for behandling af OCD. Dette kan i værste tilfælde forværre sygdommen frem for at kurere den.

Mellem syg og rask

Disse er imidlertid ikke de eneste problematikker, de OCD-ramte må kæmpe imod. Størstedelen af dem befinder sig uden for både distriktspsykiatriens og den sociale lovgivnings dækningsområde. De befinder sig i en såkaldt offentlig gråzone mellem syg og rask, hvor de fleste OCD-ramte ikke er syge nok til indlæggelse, men samtidigt ikke raske nok til at klare sig selv. En gråzone, der ikke er taget højde for i sundhedsvæsnets nuværende opbygning eller i den kommende kommunalreform. Der er derfor tale om en stor gruppe mennesker, som bliver kastebolde i systemet og står uden nogle reelle tilbud om hjælp. Da de OCD-ramte ikke er syge nok til indlæggelse, oplever de, at hospitalsafdelingerne henviser til socialforvaltningen. Socialforvaltningen er ikke forpligtet til at løse behandlingsmæssige opgaver og henviser på ny de OCD-ramte tilbage til sygehusvæsnet og distriktspsy-kiatrien. Sygehusvæsnet har ikke ressourcer til denne type problemstillinger, derfor foretager de en nedprioritering af de langsomt destruktive psykiske lidelser til fordel for de mere akut behandlingskrævende og henviser derfor de OCD-ramte tilbage til socialforvaltningen. En evig viderehenvisning fra sygehusvæsnet til socialforvaltningen, der i sidste ende fører til, at mange OCD-ramte opgiver håbet om den nødvendige behandling og i stedet tager til takke med et symptomreduceret liv på lykkepiller uden udsigt til at blive fri for OCD'ens invali-derende tvangstanker og tvangshandlinger. Det kan diskuteres hvem, der skal varetage behandlingen af de psykiske lidelser, men det er indiskutabelt, at den nuværende situation, hvor de sindslidende bliver reduceret til økonomiske udgifter i det offentliges øjne, er langt fra acceptabelt og det er trist, at denne kassetænkning er en realitet i det danske samfund.

En dobbelt kamp

Det er chokerende, at der i Danmark ikke findes bedre betingelser for denne store gruppe mennesker, der hver dag må kæmpe en dobbelt kamp både mod sygdommen og mod systemet. Et system, hvor en egentlig anerkendelse af OCD's eksistens og udbredelse endnu ikke har fundet sted. OCD er den 10. mest udbredte sygdom i verden blandt både psykiske og somatiske lidelser, men til trods for, at Venstre i deres sundhedspolitik skriver: "Der er brug for øget fokus på de psykiatriske lidelser", er OCD-ramtes vilkår i Danmark stadig utilstrækkelige.

Psykiske lidelser bliver nedprioriteret fra politikernes side, da der med psykisk lidende er tale om grupper, der ikke protesterer og da disse samtidigt ikke har den store betydning for arbejdsmarkedet, er der ingen grund til at bruge ressourcerne her. "Er du psykisk syg, er du ikke interessant for arbejdsmarkedet og regnes ikke for tabt arbejdsfortjeneste", udtaler politisk kommentator Kaare R. Skou. Politikerne er fokuserede på driftsøkonomi og ikke på investeringer i fremtiden. De taler glad og gerne om forebyggelse men gør ikke noget ved det, da dansk politik går efter enkeltsager, der fremkalder sympati og tiltrækker vælgere. De støtteorganisationer, der via me-dierne forsøger at skabe fokus omkring deres sag og derved nedbryde det tabu, der hviler over sygdommen, har lettere ved at få folkets sympati og fanger herved politikernes interesse.

Tænk, at vi lever i et velfærdssamfund, hvor populærpolitikken og økonomiske interesser vægtes højere end patienternes, og hvor titusinder af OCD-ramte derfor forgæves må vente på, at OCD bliver en del af mediernes og politikernes dagsorden, da dette faktisk er den eneste mulighed de har for at forbedre deres vilkår og opnå en rimelig tilværelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu