Læsetid: 7 min.

Rastløshed - denne jagen efter noget

Jeg kan ikke udholde fem minutters stilhed alene i min lejlighed, så må jeg gribe telefonen og ringe til nogen: en veninde, en anden veninde, min bror, min ekskæreste. 'Hvad laver du? Skal du noget i aften? Skal vi gå ud?'
27. juli 2005

Jeg har en konstant uro i kroppen. Jeg cykler gennem byen, og mit hjerte galopperer af sted. Det sitrer og bobler i mig, når jeg i ethvert øjeblik overvejer alle de muligheder, der ligger foran mig. Det suser for ørene, og jeg befinder mig i en art febervildelse. Jeg svinger mellem overstadig hyper-energi og apatisk melankoli; mellem en ekstatisk lykkefølelse og fornemmelsen af tomhed; mellem følelsen af at kunne klare alt og den stadige utilstrækkelighed. Jeg er ved at koge over af energi og rastløshed. Hver dag og hver aften skal der ske noget. Særligt om aftenen. Jeg går i teatret, til dans, til koncerter, på bar, til middag med vennerne. Jeg kan ikke udholde fem minutters stilhed alene i min lejlighed, så må jeg gribe telefonen og ringe til nogen: en veninde, en anden veninde, min bror, min ekskæreste. "Hvad laver du? Skal du noget i aften? Skal vi gå ud?"

Jeg tænker tit på, hvad der mon er galt med mig, om jeg lider af en sygdom, om jeg bør kontakte en psykolog. Men jeg har lagt mærke til de samme symptomer hos mange af mine jævnaldrende venner og bekendte - og jeg ser dem konstant hos folk, jeg møder i byen. Det får mig til at overveje, om min indre rastløshed måske er kendetegnende for en hel generation - eller i hvert fald en stor gruppe af mennesker, der ligesom jeg er ung, single og bor i byen.

På bar bund

Vi er i slutningen af 20'erne. Vi er ved at være færdige med vores uddannelser eller er lige blevet færdige. Vi klarede os godt på studiet; læste en masse bøger, skrev gode opgaver og fik fine karakterer. Men var det overhovedet det, vi ville? Hjemmefra fik vi at vide, at vi skulle gøre det, vi havde lyst til og det, vi interesserede os for, og et humani-stisk studie lugtede lidt af det: det-vi-havde-lyst-til uden kedelig hensyntagen til fremtidige jobmuligheder. Men samtidig lå der et implicit og selvfølgeligt krav om, at man jo skulle læse på universitetet; man skulle have sig en uddannelse. Nu har vi svært ved at få arbejde, og hvor har vi overhovedet lyst til og mulighed for at arbejde?

Vi spejler os i hinanden; spejler os i andres succeser og overvejer hele tiden andre og mere interessante, fornuftige eller mere udfordrende veje, vi kunne gå eller kunne have gået. Vi drømmer om alle de mulige ruter, vi endnu kan vælge og sørger over alle de døre, der allerede er lukkede: "Hvorfor blev jeg ikke journalist? Eller forretningskvinde? Eller skuespiller eller danser?" Vi er gået fra vores kærester, som vi har været sammen med i mange år - siden vi flyttede hjemmefra og op igennem 20'erne - og er nu på bar bund. Efter mange års fast støtte og hjemlig tryghed står vi pludselig en dag og føler os på én gang forladt og fri: frygtelig alene og frygtelig fri til at gøre lige hvad vi vil.

Som damp-børn

Vi befinder os i en konstant jagen efter noget: nye oplevelser, det perfekte job, en kæreste. Vi rejser ud i verden og søger. Vi går til et væld af fester og møder en masse nye mennesker. Vi skifter jobs og leder hele tiden efter noget mere spændende og mere udfordrende. Vi er bange for at gå glip af noget. Vi er som en hel generation af damp-børn; og vi skal hele tiden stimuleres for at holde vores optur kørende.

Nogle vil måske kalde det en eksistentiel krise, forvirring eller rastløshed. Er det vores forventninger, der ikke stemmer overens med virkeligheden? Er der for mange muligheder og for mange valg, der skal træffes? Eller ligger svaret i, at vi mangler sammenhængskraft?

Vi mangler noget, der holder sammen på tilværelsen; en idé, noget at tro på; at lave noget, der giver mening; faste holdepunkter; en indre ro. For hvad skal man holde fast i, når der ikke er noget på forhånd givet at støtte sig op ad - en Gud, en politisk overbevisning eller bare noget, der siger os, hvad vi som en nødvendighed bør gøre? Når alle muligheder er åbne, og man selv skal vælge sin fremtid? Når man ikke føler noget kald?

Hvad skyldes denne manglende sammenhængskraft? Man taler om medie-påvirkningen, dette at vi hele tiden skal forholde os til enorme informationsmængder: vi skal tage stilling til kommunesammenlægninger, oliepriser og EU-regler. For ikke at tale om krig i Irak og terrorbombninger i London. Vi skal være med på de skiftende moder, kende til den nyeste musik og de hippeste spillesteder. Vi ser billeder af og læser om andre mennesker, der udretter spændende opgaver og sætter vores egen hverdag i et grå-kedeligt lys. Man kunne pege på arbejdsmarkedet, der kræver, at vi hele tiden rykker og udvikler os og aldrig står stille. Eller globaliseringen, der bevirker, at vi på den ene side skal forholde os til de mange kulturer, vi i dag deler hverdag med, og at vi på den anden side har fået langt større mulighed for at rejse ud i verden og studere og arbejde.

Mangler holdepunkter

Min generations rastløshed kan virke som et temmelig lille problem i forhold til andre af verdens problemer. Det er enormt forkælet og navlebeskuende at være så optaget af ikke at vide, hvad man skal bruge sit liv på, når folk rundt om i verden dør af sult, naturkatastrofer, krig og terror. Men hvordan løser man disse problemer? Er de overhovedet mulige at løse? Hvis side skal man være på? Også politisk mangler vi troen på en sammenhængskraft. Hvor det for vores forældres generation var en selvfølgelighed og gav mening at engagere sig politisk, gå til demonstrationer og være medlemmer af et politisk parti, er dette at være politisk aktiv for min generation mere blevet et spørgsmål om tilhørsforhold. Er du medlem af et politisk parti, en operaklub eller en yogaskole? Der er ikke den store forskel i dag, for vi har mistet troen på den politiske sammenhængskraft som en afgørende faktor. Det samme gælder selvsagt den religiøse sammenhængskraft.

Vi mangler sammenhæng, og vi mangler faste holdepunkter. Det er fristende at gribe fat i noget, der ligner en krog af et fast holdepunkt, en snert af sammenhængskraft. For eksempel at blive gift, få børn og stifte familie. At få et job, slå sig ned på landet og beslutte, at det er her, man hører til. Vi søger en tryghed og en mening med livet. Vi drømmer måske alle om et familieliv i trygge rammer, men hver gang vi nærmer os et fast ståsted, søger vi hurtigt videre. For vi lader os ikke narre af falsk tryghed og skrøbelige sammenhænge. Vi kender alle sammen godt til skilsmisseprocenter - særligt os, der er børn af en skilsmissegeneration - og vi ved hvor hurtigt, man kan blive fyret fra sit job.

For min generation viser sammenhængskraften sig kun i korte glimt; for eksempel under længere tids fordybelse i eksamenslæsning og opgaveskrivning; når man i korte øjeblikke føler, at man har fundet sin rette plads, en følelse af at her hører man til; eller i forelskelsens rus. Men når eksamen er overstået, melder meningsløsheden sig. Når forelskelsen er dulmet, fornemmer man igen ensomheden. Midt i følelsen af tilhørsforhold griber forstyrrende elementer ind og slår os ud af kurs. Og så vender tomheden, orienteringsløsheden og angsten for at skulle vælge tilbage igen.

Har brug for rastløsheden

Jeg mangler sammenhæng i min hverdag. Jeg er rastløs. Min krop sitrer i ekstrem opmærksomhed, og mine sanser er skærpede til bristepunktet. Men min kropslige uro er ikke kun nedbrydende. Min jagen og søgen skaber ikke kun tomhed og forvirring. Jeg har brug for min rastløshed, og jeg kan ikke vælge den fra. Lige så hæsblæsende og overfladisk denne evige jagt kan forekomme, lige så meget indeholder den en dynamik og intensitet: en insisterende prikken til at reflektere over, om jeg er på vej derhen, hvor jeg gerne vil være. Lige så meget som jeg søger trygheden og roen, lige så meget har jeg brug for usikkerheden og uroen som en adrenalin-pumpende drivkraft til hele tiden at komme videre og hele tiden søge nye veje. Lige så betryggende det kan være at have fornemmelsen af en sammenhængskraft, lige så meget ligger der et element af fastlåsthed i begrebet. Der er et potentiale i det åbne og usikre, i den stadige søgen.

Jeg tror aldrig, min rastløshed forsvinder. Måske bliver svingningerne på rastløsheds-barometret blot mindre med tiden. Hvis sammenhængskraft betyder at finde et fast holdepunkt i tilværelsen, er det måske alligevel ikke det, jeg søger. Snarere end en større sammenhængskraft har jeg brug for den konstante pendulering mellem jagten, hele tiden at være på vej og så følelsen af at have et mål, fornemmelsen af en indre ro.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu