Læsetid: 6 min.

Rataplan pang pang phhtftüüüth

I morgen er det 90 år siden, at dada så dagslyset. En stor udstilling går netop nu sin sejrsgang verden over med lange køer ved indgangene. Kronikøren ser nærmere på den internationale dadaismes beskedne begyndelser i Cabaret Voltaire i Zürich eller med andre ord: Dadas dna
4. februar 2006

Den 5. januar for 90 år siden åbnede Cabaret Voltaire i Zürich sine døre for publikum. En vigtig fødselsdag, fordi denne begivenhed markerer Dadas fødsel som kunstbevægelse. Nu var Dada, lige som ethvert menneskebarn, ikke voksen ved fødslen. De første programmer var ikke fyldt med dadaistiske værker, men derimod med futuristiske og symbolistiske digte og franske og russiske folkeviser. Men kimen til Dada, Dadas dna om man vil, var allerede til stede.

Hvoraf bestod dette dadaistiske dna's heliks? Først og fremmest af tilfældighed. Cabaret Voltaire var et produkt af tilfældigheder. Som ethvert barn var også dette kunstnerværtshus et produkt af to mennesker, Hugo Ball og Emmy Hennings. Han var en ekspressionistisk digter og teatermand, hun en professionel comedienne og natklubsangerinde. Tilsammen besluttede de, i den internationale frihavn som Zürich var i det krigshærgede Europa, at åbne et kunstnerkabaret.

Ball spurgte Jan Ephraïm, den hollandske ejer af værtshuset Holländische Meierei'(Hollandske mejeri) om ikke han måtte bruge hans lokaler, og fik overraskende nok lov. Derpå bad han sine kunstnervenner om bidrag. Det førte til en delegation fra Rumænien, blandt dem digteren Tristan Tzara, maleren Marcel Janco, og Jean Arp med tilbuddet bidrage med kunstværker fra hans samling og den tyske ekspressionistiske digter Richard Huelsenbeck deltog fra to uger senere, på invitation fra Ball.

Kernen i den dadaistiske kunstnerkreds opstod derfor hovedsageligt tilfældigt. Det kunne man også godt se på aftenerne i Cabaret Voltaire. På væggene hang abstrakte og ekspressionistiske kunstværker fra Arps samling, men også en tegning af Picasso. Programmet bestod af digte fra hele den europæiske avantgarde, blandet op med de førnævnte folkeviser og et antal ægte kabaretnumre.

Den 30. marts 1916 fandt den første fremførelse sted af et værk, der virkelig kunne kaldes for dadaistisk: det såkaldte 'simultanistiske' digt "L'amiral cherche une maison à louer" (Admiralen leder efter et hus til leje), et trestemmigt, tresproget digt. Ordet 'Dada' dukker første gang op den 18. april 1916 i Balls dagbog.

Tilfældig begyndelse

Senere opstod der en bitter kamp mellem de oprindelige dadaister, om hvem det nu var, der fandt på navnet 'Dada'. Måske virker det barnligt, men navnet havde en enorm stor betydning for Dada som kunstbevægelse.

Det illustreres perfekt i den omfattende korrespondance, der kan ses på den store Dada-udstilling, der i øjeblikket turnerer fra Paris til Washington og senere i år også vises i New York.

Blandt de næsten 1.600 katalognumre findes ikke kun kunstværker, men også en del breve og postkort. Hvis man er tålmodig nok, opdager man, at dadaisterne brugte uhyre megen energi på at kalde sig selv og andre for 'Dada'.

Erwin Blumenfeld, alias Bloomfield, beskrev sig selv i et kort til kollega-dadaisten Tristan Tzara som "Bloomfield President-Dada-Chaplinist" ved siden af en collage, hvor han har monteret sit eget ansigt oven på en nøgen kvindetorso. Omkring den samme tid, året 1921, modtog Tzara også et pasbillede af en anden dadaist, Raoul Hausmann, med teksten "Den dadaistiske broder R. Hausmann som blev født i 1886 i Bohemen er rataplan pang pang phhtftüüüth og han vikler sig ind i regnbuens syv-farvede tricolore."

Hvis Dada var et produkt af tilfældigheder, så var det også et vidt forgrenet internationalt netværk, der fungerede takket være denne konstante strøm af breve og postkort, som betonede deres tilknytning til fænomenet dada. De første dadaister førtes sammen af tilfældigheden, og deres personlige netværker blev derefter til ét stort netværk som hed 'Dada'; i hvert fald indtil bevægelsen var så kendt, at medlemmerne begyndte at melde sig af sig selv.

Vokseværk

Efter den beskedne begyndelse i Zürich voksede Dada hurtigt. Richard Huelsenbeck slog sig i januar 1917 ned i Berlin og formede nogle eksisterende grupper om til Dadas berlinske gren. Kurt Schwitters fra Hannover mødte dadaisterne i begyndelsen af 1919 og bad om at blive optaget i Dada. Huelsenbeck syntes, han var for borgerlig og modsatte sig hans medlemskab, men Schwitters blev alligevel en del af det internationale dadaistiske selskab.

Kontakterne til New York stammer også fra i begyndelsen af 1919, da den fransk/spanske kunstner Francis Picabia, som afventede slutningen af den Første Verdenskrig i USA, tilbragte tre måneder i Zürich. Og takket være Jean Arps besøg i Køln i efteråret 1919 opstod en kølner gren af Dada, med kunstneren Max Ernst, blandt andre.

Dadas parisiske gren opstod, da Tristan Tzara den 17. januar 1920 ankom til byen efter indbydelse fra kredsen omkring tidsskriftet Littérature. Og ved siden af disse seks hovedcentre opstod utallige andre forgreninger, så langt væk som i Rusland og Japan.

Samtidig er det umuligt at definere den dadaistiske 'stil'. Der findes ikke nogen stil eller medie, der kan betragtes som typisk dadaistisk. Dada i Zürich producerede abstrakte malerier à la Kandinsky, fra Dadas berlinergren er der en direkt-forbindelse til den tyske neue Sachlichkeit og Kurt Schwitters bevægede sig mindst lige så meget i konstruktivistiske kredse som i dadaistiske. For ikke at nævne kontakterne med den italienske futurisme, den franske kubisme og den tyske ekspressionisme.

Et forbillede

Alle disse forbindelser fremstår klart på en store Dada-udstilling.

Mangfoldigheden er enorm, og det er godt lige at give dette aspekt ekstra opmærksomhed på 90-årsdagen for den første (pre-)dadaistiske kabaretaften i Cabaret Voltaire i Zürich. Kun ved at se ensartetheden i mangfoldigheden og mangfoldigheden i ensartetheden behandler man dadaismen, som den fortjener.

Marcel Duchamps værker er et godt forbillede. I hvert fald siden sent i 1950'erne er Duchamp næsten synonym med Dada.

Den type kunst, der omkring år 1960 kaldtes for 'neo-dadaistisk' - forskellige former for Pop Art og aktionskunst - fik den titel, delvist fordi man syntes den var chokerende, men især på grund af dens brug af hverdagsobjekter, dens readymade-karakter. Og readymaden, det er Duchamp.

Også på pariserudgaven af den store Dada-udstilling har Duchamp fået en central placering. Udstillingen begyndte med Duchamps Tu m'- fra 1918, den mest logiske adgang til udstillingen gik over den grenen af Dada, som Duchamp tilhørte, den new yorker-gren, og da man instinktivt bevægede sig mod lyset (de store vinduer på Pompidoucentrets 6. sal) traf man der også en overvældende mængde Duchamp-værker. I det sidste tilfælde drejer det sig om værker på glas, som hans La mariée mise à nu par ses célibataires, mème, bedre kendt som Det Store Glas, og om værker, der på en eller anden måde har med lys og skygge at gøre, så måske er det nærliggende at placere dem der, men det var ikke desto mindre, som om man bevægede sig som en moderne Dante over de andre dadaisters skærsild mod den duchampske himmel.

Tredobbelt spiral

Men fordi udstillingen var så komplet, dominerede Duchamp alligevel ikke på den samme måde, som han dominerer moderne kunst-diskurser. Tilstedeværelsen af alle de andre dadaister gjorde tværtimod opmærksom på, at Duchamp var den eneste, der beskæftigede sig med readymades, og at han gjorde det før Dada var født: hans første readymade, det kendte cykelhjul, stammer fra 1913. I stedet for kunne man se ham her som ét af de mange individer, der var en del af det dadaistiske netværk.

Bloomfield, tidligere nævnt som forfatter af et postkort til Tristan Tzara, kaldte ikke kun sig selv for 'Dada', men også for 'Chaplinist', og Hausmann sørgede for at sin beskrivelsen af ham selv som 'dadaistisk broder' ledsagedes af et fonetisk noteret 'phhtftüüüth', som henvisning til hans såkaldte 'optofonetiske' digte, lyddigte hvor tryk og tone antydes ved hjælp af bogstavernes udseende og størrelse.

Begge kunstnere lagde ikke kun vægt på deres medlemskab i det dadaistiske netværk, men også på deres individuelle placering inden for det. Sammen med den ovennævnte tilfældighed udformer disse aspekter det dadaistiske dna som en tredobbelt-spiral hvor tre kæder konstant drejer rund om hinanden: tilfælde, kontakter og individualitet. Én kæde mere end os mennesker - det var meget godt gået for noget, der startede med en aften med symbolistiske og ekspressionistiske digte!

Peter van der Meijden er kunsthistoriker og ekstern lektor på Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu